Der resterer blot to spillerunder af NFL-sæsonen, men der er stadig rigtig mange hold i spil til slutspillet i begge konferencer. Der er derfor stort fokus hold på vej i form, hold på vippen og et par spændende rookie-quarterbacks i denne uges 10 spørgsmål.

Buffalo Bills og Dallas Cowboys ligner to hold, der kunne finde topformen forud for slutspillet, men kan de fortsætte i denne uge? Og hvad med alle holdene på kanten af slutspillet? Hvem præsterer, og hvem falder sammen?

Der er masser af vigtige spørgsmål, der skal besvares i næstsidste spillerunde af NFL-sæsonen. Begge konferencer er vidtåbne, og vi får derudover lidt ekstra krydderi, når et par spændende rookie-quarterbacks mødes i kampen mellem Houston Texans og San Francisco 49ers.

1) Finder Ravens en måde at redde sæsonen?
Det har været en hård sæson for Baltimore Ravens. Skaderne har regnet ned over holdet, og det har gjort det virkelig svært for holdet. På trods af skaderne var holdet ganske konkurrencedygtigt i den første halvdel af sæsonen, og holdet havde en 8-3 record på et tidspunkt. Skaderne fortsatte dog med at ramme holdet, og efter fire nederlag i træk er de nu 8-7 og udenfor slutspillet. De to sidste kampe kræver derfor sejre, hvis man på trods af skaderne skal nå slutspillet, men kan Ravens det? Lamar Jackson er tvivlsom igen i denne uge, og de to sidste uger er han ikke blevet klar. Hvis han ikke bliver klar, er det igen Tyler Huntley, der skal i aktion, og selvom han gjorde det godt mod Green Bay Packers, så er det noget af en opgave, han skal på. Jeg ved ikke lige, hvor det skal komme fra hos Ravens, men det bliver interessant at se, om de kan trække en kanin op ad hatten mod Los Angeles Rams.

2) Fortsætter Dolphins nu også mod de gode hold?
Syv sejre i træk fra Miami Dolphins, der ellers startede sæsonen med syv nederlag i otte kampe. Det er et helt fænomenalt turnaround. Spørgsmålet er nu, om de kan gøre det færdigt. De syv sejre er nemlig i høj grad kommet mod nogle af ligaens svageste hold, og kun sejren over Ravens var reelt imponerende. Det er dog aldrig let at vinde syv kampe i træk i NFL, og det er derfor meget interessant at se, hvor gode Dolphins egentlig er, når modstanden i de to sidste spillerunder bliver bedre. I denne uge er modstanderen Tennessee Titans, der er så godt som sikre på slutspillet ovenpå sejren over 49ers i sidste uge, og i sidste runde er modstanderen New England Patriots. Forsvaret hos Dolphins har været ligaens bedste i perioden, sejrsstimen har stået på, men kan de også stoppe en A.J. Brown, der næsten egenhændigt vandt kampen mod 49ers for Titans? Og hvad med Tua Tagovailoa og Dolphins-angrebet? Kan det flytte bolden mod et bundsolidt Titans-forsvar og et stærkt Patriots-forsvar? Kan Tua lukke munden på tvivlerne, og kan Jaylen Waddle fortsætte med at bære så tungt et læs på sine skuldre? Vi bliver meget klogere på Dolphins i denne weekend.

3) Kan Bengals bide skeer med de allerbedste i AFC?
Cincinnati Bengals vandt i sidste uge en flot sejr over Baltimore Ravens, og det har sat dem i en fremragende position i AFC North. Joe Burrows spil og våbnene på angrebet får dog en til at kigge på, om Bengals kan gøre mere i år. Kan de være en topbejlier i AFC og udfordre de bedste hold i konferencen? Det bliver vi måske klogere i denne uge, hvor de møder AFC’s tophold Kansas City Chiefs, der nok en gang ligner favoritten i konferencen. Kan Joe Burrow nedbryde Steve Spagnuolos aggressive og genopstandne forsvar og følge med en Patrick Mahomes i bedre og bedre form? Har unge og, i dette selskab, uerfarne Zac Taylor evnerne til at udfordre en af historiens bedste trænere i form af Andy Reid? Hvis Bengals kan det, så skal vi virkelig til at holde øje med dem i slutspillet, når billetten til Super Bowl skal uddeles i AFC.

4) Fandt Bills deres topniveau kort før slutspillet?
Inden sæsonen var Buffalo Bills anset som en af de største Super Bowl-bejlere, men sæsonen har budt på en del ustabilitet. Undervejs har de ramt nogle seriøse bump på vejen i form af det chokerende nederlag til Jacksonville Jaguars og øretæven mod Indianapolis Colts. Sidste uges sejr over New England Patriots var dog en forrygende sejr, hvor de virkelig viste, at deres topniveau er blandt ligaens bedste. Mod et af ligaens bedste forsvar spillede Josh Allen en af sine bedste kampe i karrieren, og Bills-forsvaret havde samtidig helt styr på Patriots’ angreb. Når de rammer dagen er Bills virkelig et af de mest komplette hold i NFL. Det nytter dog ikke noget, hvis de ikke kan gentage præstationerne uge efter uge. Derfor glæder jeg mig til at se, om Bills fortsætter i denne weekend mod Atlanta Falcons. Det bør blive en ret komfortabel sejr, hvis Bills rammer noget, der minder om topniveauet. Hvis det sker, så ligner Bills et hold, der er ved at blive varme på det helt rigtige tidspunkt.

5) Hvordan præsterer Trey Lance efter en pause?
Det er ikke meget, vi har fået at se til tredjevalget i 2021-draften. Selvom San Francisco 49ers tradede sig op i top 3 af draften for at vælge Trey Lance, har de holdt fast i Jimmy Garoppolo som starter næsten hele sæsonen. Selvom det har været lidt op og ned, især i starten af året, så har Garoppolo spillet en hæderlig sæson, og 49ers har haft kurs mod slutspillet. Nu er Garoppolo dog blevet skadet, og det er derfor Trey Lance tid igen. Vi så nemlig Trey Lance i aktion tilbage i uge 5 mod Arizona Cardinals, og det var overordnet set ikke så imponerende. Man kunne se hans atletiske evner, og der var gode kast hist og her, men han virkede mentalt lidt for langsom til at opfatte spillet. Nu er der gået tre måneder, og Lance har fået endnu mere tid til at vænne sig til NFL og tempoet, og det er nu spørgsmålet, om man kan se det på hans spil. Er han hurtigere til at læse forsvaret og mere beslutsom? Er hans præcision på det nødvendige niveau? Og kan han undgå dumme beslutninger? For 49ers ville det være ekstremt opløftende, hvis Lance kan vise fremskridt.

6) Er Davis Mills ved at sikre sig starterjobbet i 2022?
Houston Texans har vundet fire kampe i år. Det burde ikke være muligt med den talentmasse, de har på holdet, men man må sige, at trænerstaben i flere kampe har formået at maksimere potentialet hos spillerne. En af de spillere, der har haft en meget positiv udvikling er quarterback Davis Mills. Tredjerundevalget fra årets draft har igen fået chancen i de sidste tre kampe, og den har han i høj grad grebet. De sidste to kampe er endt i sejre, og den seneste over Los Angeles Chargers var i høj grad imponerende. Mills har naturligvis stadig meget at lære, men at han allerede nu viser så relativt lovende takter, giver håb om, at han måske kan være fremtiden. Som jeg ser det, så spiller han i de to sidste kampe for at sikre sig serveretten som starter i 2022. Hvis han gør det godt, kan Texans gå ind til næste sæson med fokus på at bygge resten af holdet op og kun tilføje lidt konkurrence til Mills, men ellers kan de godt forsøge at give ham chancen næste år.

7) Kan Chargers genfinde forsvaret?
Med sejrene over Cincinnati Bengals og New York Giants lignede Los Angeles Chargers et hold på vej mod slutspillet. Det tætte nederlag til Chiefs ændrede egentlig ikke noget ved den forventning, men sidste uges nederlag mod Houston Texans var en alvorlig kæp i hjulet for Chargers. Det rejser nogle alvorlige spørgsmålstegn inden de sidste to spillerunder, hvor holdet møder divisionsrivalerne Denver Broncos og Las Vegas Raiders. Alle tre hold kæmper om andenpladsen i AFC West, og de ligger alle med muligheder i wild card-ræset. Det store problem for Chargers i år har været, at forsvaret ikke helt har været godt nok. Der har været alt for mange udfald, og at tillade 41 point mod et svagt Houston Texans-hold er virkelig en skidt præstation. Justin Herbert og angrebet kan på en god dag gøre ondt på alle hold, men hvis ikke forsvaret kommer mere med, så har Chargers ikke en chance i slutspillet. I denne uge får de alle muligheder for at komme på ret køl, når Drew Lock og et skuffende Broncos-angreb kommer på besøg. Hvis man skal tro på, at Chargers virkelig kan drille, hvis de kommer i slutspillet, så skal de lukke det angrebet fornuftigt ned.

8) Fik Cowboys gang i kasteangrebet i sidste uge?
Dallas Cowboys’ angreb startede forrygende i sæsonen, men siden Dak Prescotts korte skadespause midt i sæsonen har det været noget mere hakkende. I sidste weekend smadrede Cowboys dog divisionsrivalen fra Washington Football Team, og det er nu spørgsmålet, om Cowboys har genfundet den offensive storform. Når alt spiller, så er angrebet på papiret tæt på ustoppeligt med en god quarterback, et par gode runningbacks, en god offensiv linje, super gode wide receivere og en dygtig offensiv koordinator. Vi har bare set det for lidt, og man skal i høj grad takke forsvaret for, at der ikke har været flere udfald her i anden halvdel af sæsonen. I denne uge mod Arizona Cardinals kan Cowboys dog tage et vigtigt stik mod et af de andre slutspilshold i NFC, og hvis angrebet følger op på sidste uges takter, sender de også et signal til alle andre hold i konferencen om, at de virkelig er et hold, man skal frygte. Ligesom Bills kunne Cowboys være et hold, der i denne uge kan vise, at de er ved at finde formen kort før slutspillet.

9) Hvad gør Cardinals for at rette op på tingene?
For en lille måned siden førte Arizona Cardinals hele NFC, og både forsvaret og angrebet leverede gode ting, selvom Kyler Murray havde været ude med en skade i nogle kampe. Siden har Cardinals tabt tre kampe i træk, og nu fører de end ikke NFC West længere. Det må skabe en del uro på holdet, der efter en god start ligner et hold, der er ved at tabe kadencen mod slutningen af året. Det er nu Kliff Kingsburys opgave at forsøge at afværge kollapset og finde nogle håndtag, han kan skrue på, for at få gang i holdet igen. Skader er uden tvivl noget, som er begyndt at indhente holdet, men det er også tilfældet mange andre steder i ligaen. De gode trænere finder nye måder at vinde på, og det er den test, som Kingsbury står overfor lige nu. Jeg glæder mig til at se, om man kan se nogle ændringer i filosofien på angrebet eller forsvaret, og hvorvidt de ser ud til at virke mod et dygtigt Cowboys-mandskab. Hvis ikke nogle af de greb virker, kan Cardinals sagtens få endnu et smerteligt nederlag.

10) Får Big Ben et godt farvel til Heinz Field?
I denne uge var Ben Roethlisberger ude og indikere, at denne weekedens kamp mod Cleveland Browns meget vel kunne være hans sidste hjemmekamp i grundspillet på Heinz Field. Med andre ord indikerede Roethlisberger, at dette sandsynligvis er hans sidste sæson i karrieren. Det kommer ikke som noget chok, da rygterne har svirret i et par måneder, og spillet på banen også har indikeret, at alderen er ved at være noget. Steelers har dog stadig reelle slutspilschancer, hvis de kan vinde de to sidste kampe mod førnævnte Browns og i næste uge Baltimore Ravens. Hvor store, de chancer er, afhænger meget af Big Ben selv. Holdet omkring ham har nemlig nogle betydelige problemer. Den offensive linje er ikke god, den offensive koordinator har ligeledes problemer, mens forsvaret ser værre og værre ud for hver uge. Det er altså i høj grad op til en hårdt kæmpende, men ganske begrænset, 39-årig Ben Roethlisberger, hvis Steelers skal vinde de to sidste kampe. Det bliver interessant at se, om han kan hive sig selv et gear op til de sidste par kampe, og om det betyder, at han får et godt farvel til det stadion, der har ageret hans hjemmebane i 18 sæsoner.