Vi er nået til den næstsidste uge af 2018-sæsonens grundspil, og der er flere slutspilshold, der er begyndt at vakle i de sidste par uger. Det rejser flere spørgsmål, som vi håber at blive klogere på i denne uge.

Topholdene i denne NFL-sæson var længe helt tydelige, men de sidste par uger er flere af topholdene begyndt at vakle. Det har medført flere interessant spørgsmål, der skal besvares inden slutspillet begynder om to uger. Her er 10 svar, Gul Kludhåber at finde henover juleweekenden.

1) Vil Derrick Henry fortsætte mod et godt forsvar?
De sidste to kampe er Derrick Henry gået fuldstændig amok med 50 løb for 408 yards og 6 touchdowns. Det er helt vanvittigt, specielt for en spiller, der hidtil i sin karriere har været ganske uinspirerende at se på. Der er dog et “men”, når man ser på præstationerne. De to gode kampe er kommet hold, der ikke så ud til at være ret interesseret i at spille disciplineret forsvar. Nu skal Henry stå overfor et rigtig solidt Redskins-forsvar, der i år har været Redskins’ rygrad. Redskins vandt i sidste weekend og har stadig noget at spille for, så det bliver en noget bedre test af Henry.

2) Kan Lamar Jackson gøre sig mod et bedre forsvar?
Lamar Jackson har overtaget som starter i Baltimore og har henvist Joe Flacco til bænken. Her er det i Jacksons’ fem første starter blevet til fire sejre, og Ravens-angrebet har via Jacksons fantastiske atletiske evner sendt ligaens bedste løbeangreb på banen i den periode. Du kan dog ikke finde fem lettere forsvar at spille mod end de fem, som Ravens har mødt. Kampen mod Chargers bliver formentlig noget sværere, da talentmassen og disciplinen er noget højere end, hvad Lamar Jackson har stået overfor i de sidste fem kampe. Dog skal det siges, at Chargers’ løbeforsvar ikke er deres styrke, og det kunne måske åbne døren for endnu en god Lamar-kamp

3) Løb Amari Cooper-magien tør for Cowboys-angrebet?
Hele Cowboys-holdet var som forvandlet, da Amari Cooper kom til holdet. Dak Prescott fandt endelig et favoritmål, forsvaret løftede niveauet endnu mere, og holdet vandt fem i træk. I sidste weekend skuffede de dog fælt, da angrebet scorede 0 point mod Colts, og forsvaret havde store problemer med at stoppe løbet. Var det den første begejstring og optimisme fra Cooper-handlen, som slap op, og falder Cooper og resten af Cowboys-holdet tilbage til et niveau mere lig med tidligere kampe? De bør vinde overkommeligt mod Buccaneers i denne weekend, men de skulle gerne vise, at deres sejrsstime ikke var mere held end forstand.

4) Kan Kevin Stefanski bygge videre på sidste uges succes?
I sidste weekend fik Vikings’ nye offensive koordinator, Kevin Stefanski, en rigtig fin debut, da Vikings’ angreb satte 41 point på tavlen mod Dolphins. Det gjorde de ved at sætte større fokus på løbespillet, hvor Dalvin Cook virkelig blev iscenesat godt i løbespillet. Nu er spørgsmålet, om det er noget, Vikings kan bygge videre på. Måske var det blot en overpræstation baseret på begejstringen over nye vinde efter John DeFilippos fyring. Det kan også blive sværere herfra, da modstanderne nu vil have bedre mulighed for at forberede sig på Stefanskis tilgang til tingene. I denne uge møder holdet Detroit Lions, der på trods af en skuffende sæson egentlig har spillet rimeligt forsvar de sidste par uger.

5) Hvor galt står det til med Patriots-angrebet?
Jeg må indrømme, at jeg var ganske chokeret, da Patriot kun formåede at sætte 10 point på tavlen mod Pittsburgh Steelers’ ganske middelmådige forsvar. Præstationen var ukarakteristisk uskarp med en masse penalties og tabte bolde, men det var blot endnu en indikation på, at Patriots’ angreb ikke har gang i sin bedste sæson. Rob Gronkowski er langt fra tidligere års topniveau, og de andre receivere er meget svingende. Nu er Josh Gordon væk resten af året, og inden han kom til fra Browns, skal vi ikke glemme, at Patriots havde enorme offensive problemer. I denne uge møder Patriots et velspillende Bills-forsvar, og det bliver interessant at se, om Brady og McDaniels finde en måde at få angrebet i gear igen.

6) Laver Nick Foles nu mirakler igen?
Det var et mirakel, hvad Nick Foles præsterede, da han første Eagles til deres første Super Bowl-sejr i sidste års slutspil. I sidste uge lavede han igen et mindre mirakel, da Eagles overraskende slog duksene fra Los Angeles Rams på udebane. Det holder liv i Eagles’ slutspilschancer, selvom de skal have hjælp fra andre hold. Det er dog ikke umuligt, og en sejr over stærke Houston Texans kan åbne døren for Eagles, hvis Cowboys eller Vikings snubler. Tilbage er der nogle spørgsmål omhandlende, hvorfor Eagles leverer de her store resultater, hver gang Carson Wentz er skadet. For mod Rams var det ikke, fordi Foles spillede forrygende, og Wentz har i store dele af sæsonen gjort det ganske godt. Resten af holdet virker dog til at løfte sig hver gang, Foles spiller.

7) Vil Kyle Shanahan igen i år finde huller mod ligaens bedste forsvar?
For et år siden snakkede alle om Jaguars’ fantastiske forsvar. I år snakker alle om Bears’ fantastiske forvar. I uge 16 sidste år mødte Jaguars et 49ers-hold uden slutspilschancer. I år møder Bears et 49ers-hold uden slutspilschancer. Sidste år smadrede 49ers Jaguars og scorede 44 point. Hvad sker der i år med Bears’ forsvar? Det er så interessant et perspektiv, at et af ligaens bedste offensive genier får lov til at prøve kræfter med et topforsvar uden det egentlig har slutspilsindflydelse. Sidste år fandt Shanahan en måde at isolere Jaguars’ linebackere i opdækningen, som Steelers også udnyttede i slutspillet (Jaguars vandt alligevel). Det bliver ekstremt interessant at se, om Shanahan kan finde lignende huller i Bears’ forsvar, som andre hold kan udnytte senere i slutspillet.

8) Hvordan finder Saints’ angreb tilbage på sporet?
Drew Brees og Saints-angrebet startede sæsonen fuldstændig forrygende, men de sidste par uger har angrebet tabt pusten. Det blev blot til 10 point mod Cowboys for tre uger siden, og mod Buccaneers for to uger siden var det længde om at komme i gang. I sidste uge blev det kun til 12 point mod Panthers, og selvom det var nok til en sejr, begynder der at rejse sig nogle spørgsmål ved, om Saints-angrebet toppede for tidligt. Har ligaens forsvar fundet en måde at begrænse Kamara, Ingram og Michael Thomas? Et af problemerne virker til at være den offensive linje, der har haft større problemer de seneste uger. Noget af det er skader til f.eks. venstre tackle Terron Armstead, men den indvendige del af linjen har også haft problemer. Steelers’ defensive linje er god, så det bliver en god mulighed for Saints for at komme tilbage på sporet oppe foran.

9) Var Steelers-forsvarets succes en enlig svale?
Steelers’ forsvar lignede noget, der var på vej til at kollapse efter skuffende præstationer mod Broncos og Raiders. Mod New England Patriots og mægtige Tom Brady præsterede forsvaret pludselig en god kamp og holdt Patriots til 10 point. Det virkede til, at den defensive koordinator, Keith Butler, tog en lidt mere passiv tilgang med færre blitzes, og det er måske en god idé, da bagkæden ikke virker i stand til at holde stand, når de bliver tvunget ud i en-mod-en situationer. Nu er spørgsmålet bare, om det var et skifte i strategi og niveau, eller om det var en enlig svale, og forsvaret igen vil have problemer mod Saints’ talentfulde angreb.

10) Kan Chiefs’ forsvar holde stand mod et godt løbeangreb?
Chiefs måtte lide sæsonens tredje nederlag sidste uge, da de tabte til Los Angeles Chargers, og i alle tre kampe har forsvaret været et tilbagevendende problem. Selvom Chris Jones, Justin Houston og Dee Ford skaber masser af pres på modstanderens quarterbacks, har løbeforsvaret det svært, mens de defensive backs for let bliver slået i opdækningen. Specielt det problematiske løbeforsvar vil blive testet i denne uge, når Seattle Seahawks og deres fysiske løbespil er modstanderen. Der er ikke lang tid tilbage for Chiefs’ forsvar til at vise fremskridt, og hvis det ikke sker, kan det blive et stort problem i slutspillet.

1 KOMMENTAR

  1. Chiefs forsvar kommer ikke til at spille specielt godt mod løbet i år, hvilket de heller ikke har gjort de seneste år, men kampen imod Chargers viste noget af det der skal til for at forbedre det. Eric Berry.
    Kontrasten mellem 1. halvleg, hvor Berry var med, og 2. halvleg, hvor Berry blev holdt ude, var mere end markant. Berry rettede på spil og/eller spillere på mindst 1/3 af alle defensive spil i 1. halvleg, mens forsvaret var tilbage til den vanlige lave standard i 2. halvleg.

    Chiefs muligheder for succes i denne sæson afhænger helt og holdent af at (MV)P. Mahomes og angrebet sætter point på tavlen samt at Berry kan holde til at spille mindst 90% af de defensive spil. Med Berry på banen kan forsvaret, forhåbentlig, få stoppet modstanderen 3-4 gange. Og kan Mahomes og co. ellers sætte point nok på tavlen kan det tvinge modstanderne til at se bort fra løbet, hvilket gør at Chiefs forsvar kan udnytte det de gør tæt på middelmådigt. Jagte QB’en.

Comments are closed.