Er det Matt Nagys sidste kamp? Kan Cardinals stoppe blødningen, og hvem tager førerpositionen i AFC North? Med kun tre weekender tilbage af grundspillet, får vi snart de afgørende svar forud for årets slutspil. Her er 10 ting, vi kigger efter i 16. spillerunde.

NFL-holdene kunne godt spekulere i at fyre deres trænere efter denne spillerunde, og derfor er øjnene især rettet mod Chicago og en presset Matt Nagy.

Der er dog også bud om slutspilspladserne, og mange hold skal levere de sidste og afgørende svar, hvis de vil i slutspillet. Især i AFC North spilles der en afgørende kamp, når Cincinnati Bengals og Baltimore Ravens.

1) Kollapser Cardinals nu?
Med en 10-2 record var Cardinals på vej mod førsteseed i NFC, men de sidste to ugers nederlag har hurtigt ændret udsigterne til det. Et nederlag til et godt Rams-hold kan ske, men et nederlag til ligaens bundprop i form af Detroit Lions kan ikke forsvares. Nederlaget til Lions bringer derimod en lang række spørgsmål om, hvorvidt Cardinals nu vil se et mindre kollaps, og de reelt ikke er en trussel til at gå hele vejen. Denne uges kamp mod Indianapolis Colts er en perfekt mulighed for at lukke munden på de nye tvivlere, da Colts de sidste par måneder har været et af ligaens bedste hold. Muligheden er endda blevet endnu større, da Colts er uden alle deres tre startere på den indvendige del af den offensive linje. Det vil naturligt svække Colts’ stærke løbespil noget, og det er måske den mulighed Cardinals har for at komme tilbage på sporet og igen placere sig i det øverste favoritfelt i NFC. Et nederlag vil omvendt fortsætte den nedadgående spiral og fortsat skabe tvivl, om Cardinals toppede for tidligt.

2) Sammensætter Vikings den nødvendige stime?
To sejre i træk har bragt ind på pladsen som NFC’s syvendeseed, og de ligger dermed til akkurat at snige sig med i slutspillet. Feltet er dog tæt, og der er ikke plads til at snuble meget. Derfor er det tid til, at Vikings sammensætter den nødvendige stime af sejre, hvis de skal tro på, at slutspillet bliver en realitet. Med kampe i denne weekend mod Los Angeles Rams og i næste uge mod Green Bay Packers, så er det ikke en let opgave. Vikings skal nok minimum vinde en af de to kampe, inden de så skal vinde den sidste kamp over et mere medgørligt Bears-hold. Denne weekend er derfor afgørende for, om vi kan tro på, at Vikings bliver et slutspilshold i år. Resultatet er selvfølgelig vigtigt, men også udtrykket har noget at skulle have sagt, når man skal vurdere sandsynligheden for en sejr i næste uge. Forsvaret skal gerne fortsætte de gode pass rush-takter mod et par gode offensive linjer, og så skal Kirk Cousins virkelig ud og vise, han kan bære angrebet mod de bedste hold.

3) Kan Bills tvinge Patriots ud af deres comfort zone?
Med Patriots’ nederlag i sidste weekend er AFC East stadig åben, men det kræver, at Bills kan slå Patriots i denne uge. Da de to hold mødtes nogle uger tilbage, var det en meget svær kamp for Bills, da et kraftigt blæsevejr gjorde det svært at kaste bolden. Og der er ingen tvivl om, at kastespillet offensivt er vigtigere for Bills end for Patriots. Bills er et af de dårligste løbeangreb i ligaen, mens Patriots er et af de bedste. Kampen spillede derfor lige ind i Patriots’ hænder, og spørgsmålet er så, om Bills i denne uges kamp kan tvinge Patriots ud af deres comfort-zone. Kan de stoppe Patriots’ løbespil og score nok point til, at Patriots ikke kan kontrollere kampen med løbespillet og godt forsvar, som har væres Patriots’ opskrift på sejre det meste af året. Det kræver nok, at Josh Allen og den offensive koordinator Brian Daboll får lavet en stærk gameplan, hvor de kort og godt udmanøvrere Bill Belichick. Hvis Patriots igen kan gøre det til en defensiv kamp, hvor løbespillet bliver afgørende, får Bills det svært.

4) Hvor store problemer giver manglen på Godwin, Fournette og Evans hos Bucs?
At tabe 9-0 er meget usædvanligt i NFL, og det er det især usædvanligt for et ellers meget stærkt Buccaneers-angreb anført af Tom Brady. Ikke desto mindre fik Saints lukket helt ned for Bucs’ angreb, og en af hovedårsagerne var, at Buccaneers undervejs i kampen blev ramt af flere skader. Især de offensive våben hos Buccaneers blev hårdt ramt. Chris Godwin blev knæskadet og misser resten af sæsonen, Leonard Fournette misser resten af grundspillet og Mike Evans misser mindst én kamp. Alle tre er dermed ude i weekendens kamp, og det er nu op til Buccaneers at finde andre løsninger i de kommende uger, så de stadig kan ramme slutspillet i ordentlig form. Denne uges kamp er mod Carolina Panthers, der har et kompetent forsvar, og det bliver en god test for at se, om Tom Brady også har kemi med receiverne, når de hedder Tyler Johnson, Scott Miller og Breshad Perriman. Det skal dog noteres, at Antonio Brown er tilbage efter sin karantæne, og det vil uden tvivl hjælpe på tabet af Evans og Godwin, men hvor meget?

5) Tager Jaguars et stort skridt mod førstevalget i 2022-draften?
Med Detroit Lions’ overraskende sejr i sidste weekend skiftede førstevalget i 2022-draften hænder, og det er nu Jacksonville Jaguars, der står til at vælge først, når den næste generation af talenter skal ind i ligaen. Der er dog flere hold om buddet, og Houston Texans og New York Jets kan, foruden førnævnte Lions, alle ende med førstevalget. Derfor bliver denne uges opgør mellem Jacksonville Jaguars og New York Jets meget afgørende for, hvordan top fem af næste års draft vil se ud. Fyringen af Urban Meyer havde i sidste uge ikke den trodseffekt, som Jaguars måske kunne have håbet på, men måske en uge mere med Darren Bevells idéer kan hjælpe dem mod et Jets-forsvar, der har haft det svært i år. Hvis Jaguars taber til Jets, slutter de af med opgør mod New England Patriots og Indianapolis Colts, hvilket begge må anses som opgør, de med stor sandsynlighed taber, og så vil førstevalget i draften være sikret for andet år træk.

6) Hvem af Bengals og Ravens tager et stort skridt mod slutspillet?
Intet opgør i denne weekend har større betydning for de involverede hold end divisionsopgøret mellem Cincinnati Bengals og Baltimore Ravens. Begge hold har lige nu en 8-6 record, men Bengals fører divisionen ovenpå den indbyrdes sejr i de to holds første opgør i år, men en sejr til Ravens vil betyde, at de tager spidsen i divisionen. Derudover vil vinderen have rigtig gode chancer for slutspillet, mens taberen pludselig har det svært. I tweetet nedenfor kan man se, hvor utroligt meget, der står på spil for begge hold. For Bengals skal de forsøge at få gang i angrebet igen efter tre uger med en hakkende offensiv. Zac Taylor har de sidste uger af uforklarlige årsager valgt at løbe bolden mere end nogensinde, og det har virkelig hindret deres angreb. Jeg håber, de igen vil begynde at give bolden til deres bedste spiller, Joe Burrow. Hos Ravens har hele sæsonen været skader, og det har i høj grad gjort det svært for dem de sidste par uger. Tre nederlag i træk, og mod Bengals må holdet endnu en gang undvære Lamar Jackson. Tyler Huntley gjorde det flot mod Packers, men kan han gøre det igen? Og kan Ravens’ skadesramte secondary stoppe Ja’Marr Chase, Tee Higgins og Tyler Boyd? Vi må se, hvordan kampen udspiller sig, men vinderen sidder i hvert fald med rigtig gode kort på hånden.

7) Er det Matt Nagys sidste kamp?
NFL har for nylig indført en ny regel, der siger, at NFL-holdene i de sidste to uger af grundspillet må begynde at interviewe kandidater ansat hos andre hold til deres ledige head coach-job. Det er to uger før normalt, da holdene tidligere skulle vente på grundspillets afslutning, hvis de ville snakke med folk, der var ansat af andre hold. Helt konkret betyder det, at holdene efter denne uge kan begynde at interviewe offensive og defensive koordinatorer hos andre hold, hvis de har fyret deres træner. Og det er i denne sammenhæng, at jeg især retter øjnene mod Chicago. Her har Chicago Bears igen i år haft en skuffende sæson, der indtil videre kun har kastet fire sejre af sig. Cheftræner Matt Nagy har i flere år virket som en mand på dybt vand, og det virker næsten givet, at han er færdig efter i år. Derfor kunne kampen mod Seattle Seahawks meget vel være hans sidste i spidsen for Bears. Derudover er det selvfølgelig også værd at holde øje med, om andre hold kunne finde på at lave samme manøvre.

8) Vil Steelers være konkurrencedygtige mod toppen af AFC?
Pittsburgh Steelers vandt en vital sejr over Tennessee Titans i sidste uge, men Titans var ramt af skader på angrebet og skød sig selv i foden utallige gange. Præstationen fra Steelers var langt fra god nok, hvis ikke Titans’ mange fejl havde givet dem sejren. Det kan Steelers ikke forvente er godt nok, hvis de skal konkurrere med toppen af AFC og nå i slutspillet. Derfor bliver vi i denne uge klogere på, om Steelers reelt kan lege med mod de bedste hold i AFC. Førerholdet i konferencen, Kansas City Chiefs, byder nemlig op til dans, og de har ikke tabt i syv kampe i træk. Kan Steelers’ forsvar lukke af for Mahomes og kompagni? Og kan Roethlisberger og angrebet sætte en stabil offensiv præstation sammen, hvor man ikke kun i glimt flytter bolden? Om Steelers har et ekstra gear i de sidste uger, hvor det hele skal afgøres, får vi altså en rigtig klar indikation på i denne uge.

9) Siger vi farvel til Raiders eller Broncos?
I AFC West trækker Kansas City Chiefs og Los Angeles Chargers de fleste overskrifter, da de begge ligger lunt i svinget til en slutspilsplads. Både Denver Broncos og Las Vegas Raiders har dog hængt godt i, og de har begge chancen for slutspillet. Begge er 7-7 inden søndagens opgør i Las Vegas, og i et tæt AFC-felt, så er det en must win-kamp for begge hold. Taberen vil være 7-8, og det vil være meget svært at gå i slutspillet derfra. Vinderen vil være 8-7 og stadig have chancen. I Denver skal man sætte sin lid til Drew Lock, der får sin første start i år. Han er i tre kampe kommet fra bænken til banen, men mildt sagt har det været ganske skuffende fra Locks side. Kan han levere en god præstation og holde Denver i live? Og hvad med Raiders, både angrebet og forsvaret har været dalende i niveau, men alligevel fik man i sidste runde sneget en sejr hjem over et coronaplaget Browns-hold. Vi får i hvert fald sagt farvel til et af de to hold i denne uge.

10) Kan Dolphins score point mod Saints’ gode forsvar?
Miami Dolphins har på flot vis vendt sin sæson med seks sejre i træk efter en 1-7 start. Fem af sejrene er dog kommet mod nogle af ligaens dårligste hold, og selvom sejren over Baltimore Ravens var flot, så sidder man stadig og er i tvivl om, hvorvidt Dolphins virkelig kan udfordre de gode hold. I denne uge bliver deres forsvar måske ikke testet meget, når Saints starter rookie Ian Book. Dolphins’ angreb får dog sin sag for med Saints’ dygtige forsvar, der i sidste uge ikke tillod et eneste point mod Tom Brady og Buccaneers’. Kan Tua Tagovailoa og Dolphins short passing og RPO-tunge angreb flytte bolden kontinuerligt? Kan Tua undgå dumme fejl og turnovers mod et aggressivt og opportunistisk forsvar? Holder den offensive linje stand mod Saints’ dygtige defensive linje? Og hvad med Dolphins’ receivere, kan de løbe sig fri mod Marshon Lattimore og kompagni? Det bliver virkelig en god test af Dolphins’ angreb og deres evne til at flytte bolden mod selv de bedste.