Næstsidste spillerunde står for døren, og mange hold kæmper for at bestille deres billet til januars slutspil. Vi bliver derfor forkælet med en lang række meget vigtige opgør, hvor mange hold skal besvare afgørende spørgsmål for deres sæsons fortsatte håb.

Januar nærmer sig, og det betyder, at slutspilbilleterne skal uddeles. Mange hold er stadig i spil i AFC, mens NFC East står for det meste af den resternede spænding i NFC.

16. spillerunde byder dog på mange interessante kampe for slutspilsbejlerne og de hold, der allerede har sikret sig slutspillet, og mange af de hold kan besvare vigtige spørgsmål forud for slutspillet og de afgørende knald eller fald-kampe. Her er 10 svar vi leder efter i 16. spillerund.

1) Var det bare rust, der skulle bankes af hos Brees?
Første halvleg fra Drew Brees i sidste uges kamp mod Kansas City Chiefs var langt fra god. Han kunne ikke ramme noget som helst, og han virkede tøvende og nervøs. Det er måske forståeligt, når man kommer tilbage fra et par brækkede ribben og en punkteret lunge, og heldigvis blev det da også bedre i anden halvleg. Overordnet var det dog stadig en Brees et pænt stykke fra topniveauet, og det bliver derfor interessant at se, hvor meget han kan løfte sig over de sidste par kampe. Vil problemerne vare ved, fordi han stadig er præget af skaden? Eller vil han langsomt genfinde et godt niveau frem mod slutspillet, fordi han bliver mere og mere komfortabel med sit spil. Brees’ niveau er i sidste afgørende for, om Saints kan gå hele vejen i slutspillet.

2) Har Kingsbury fået justeret angrebet og sat gang i Murray igen?
For nogle uger siden snakkede vi om, hvordan Cardinals’ angreb var gået i stå, og hvordan vi efterlyste justeringer fra Kingsbury. De sidste to uger har Cardinals vundet, og i sidste uge mod Philadelphia Eagles så Kyler Murray meget komfortabel ud som kaster. Stjernereceiver DeAndre Hopkins er også blevet meget mere involveret og har grebet for over 300 yards i de sidste to kampe. Nu er spørgsmålet, om Cardinals kan fortsætte de takter og bære dem med ind i slutspillet. Ugens kamp mod San Francisco 49ers er en god test mod et hold, der kender Cardinals rigtig godt, og har et forsvar, der nok skal udfordre Murray og ikke mindst Hopkins. Sidstnævnte får nok æren af Richard Sherman, og det bliver en god test for Cardinals-angrebets alsidighed. Men samtidig er 49ers også et hold, som Cardinals skal vinde over, hvis vi skal være overbeviste om, at de kan lave ravage i slutspillet.

3) Kan Rivers producere mod et godt forsvar?
Tidligere i år har jeg personligt luftet en teori om, at Colts, som er et rigtig godt hold, ville få svært ved at gå hele vejen, fordi Rivers er blevet for gammel til at præstere mod de rigtig gode forsvar. Min teori bygger på, at Rivers ikke længere har armen til at klemme bolden ind i små vinduer, når opdækningen bliver tæt. Ligesom han heller ikke har mobiliteten til at konstruere noget, hvis der ikke er noget fri, og der kommer pres i lommen. Den teori blev dog luftet før den sidste måned til halvanden, hvor Rivers sandt for dyden har spillet rigtig godt. Hans anticipation og spilintelligens er simpelthen utrolig, så han kompenserer fint for de mangler, han har. Steelers’ forsvar er dog et af ligaens bedste (i hvert fald på papiret), og det vil virkelig teste min teori om, hvorvidt Rivers kan producere, når opdækningen bliver tæt og presset i lommen betydeligt. Hvis Rivers kan fortsætte det gode spil også mod Steelers, så er det efterhånden svært at finde svagheder på dette Colts-hold.

4) Vil Ben Roethlisberger rejse sig?
Sikke en skrækkelig kamp Ben Roethlisberger havde i mandags mod Cincinnati Bengals. Det var en af de absolut værste i hans karriere, og det rejser en lang række spørgsmål, ikke mindst om hans karriere måske kan være slut efter i år. Før vi dog skal tage stilling til det, skal vi se, om han kan rejse sig i denne uge. Steelers’ problemer den sidste måneder hænger 95% på angrebet, og selvom Roethlisberger ikke har været et problem i alle kampene, så er det hos ham, at man skal finde løsningen. Der er kun én mand, der kan redde Steelers, og det er Big Ben. Spørgsmålet er så, om han stadig har armen og evnerne til at komme op et niveau, hvor forsvaret igen kan kontrollere kampene, mens angrebet scorer de nødvendige 25-30 point. Roethlisbergers arm har i høj grad svigtet i de sidste uger, og mod Bengals ramte han kun et af 13 kast på over 10 yards. Hvis Big Ben starter med at ramme nogle af de kast, så vil der også åbne sig flere muligheder i resten af spillet. Det bliver dog ikke let mod et godt Colts-forsvar.

5) Er Ravens’ angreb på vej tilbage til sidste års styrke?
De første måneder af sæsonen var tunge for sidste års MVP, Lamar Jackson, og Baltimore Ravens’ angreb. Løbespillet var lidt læst og ikke så effektivt, og kastespillet så ganske uinspirerende ud med manglende våben, dårligere pass protection og en uskarp Lamar Jackson. De sidste tre kampe har Ravens dog 34, 47 og 40, og selvom modstanden ikke har været imponerende, så ser Ravens-angrebet ud til at have fundet nyt liv. Løbespillet har fået nogle nye nuancer, som har hjulpet, og Lamar Jackson ser bedre ud med lidt mere gejst og humør i sit spil. Nu er spørgsmålet, om Ravens kan fortsætte de takter, når modstanden forøges, som det må forventes at ske i ugens kamp mod et disciplineret og veltrænet Giants-forsvar. Hvis Ravens’ angreb også kan rive Giants’ forsvar fra hinanden, så ser Ravens for alvor ud til at være en giftig modstander, hvis de kan snige sig med i slutspillet. Det er dog værd at nævne, at Ravens lige nu er udenfor slutspillet og er afhængig af, at Colts eller Dolphins taber terræn.

6) Har Rod Marinelli haft tid til at sætte mere skik på Raiders-forsvaret?
Det ser ud til at være for sent for Las Vegas Raiders, der har ramt et formdyk i december. Det bliver dog interessant at se, om forsvaret har løftet sig siden sidste kamp. Efter nederlaget til Colts i spilleuge 14 fyrede holdet den defensive koordinator Paul Guenther, og det gav den nye mand i spidsen Rod Marinelli blot et par dage til at forbedre forsvaret før sidste uges torsdagskamp mod Los Angeles Chargers. Nu har Marinelli haft lidt mere tid til at forsøge at sætte skik på tingene, og det bliver interessant at se, om man kan se en forskel – både hvad angår stil og i valget af spillere. Hvis Raiders’ forsvar har løftet niveauet lidt, så er det en rigtig giftig kamp for Miami Dolphins, der virkelig har brug for sejren, hvis de skal holde Baltimore Ravens bag sig.

7) Hvor åben vil NFC East være i sidste spillerunde?
NFC East har niveaumæssigt ikke været imponerende i år, men divisionen leverer god spænding om divisionstitlen helt til det sidste. Med to kampe igen kan alle fire hold vinde divisionen, og det bliver interessant at se, om Washington kan holde fast i deres føring, eller om Giants’ forsvar, Eagles og unge Jalen Hurts eller Cowboys og erfarne Andy Dalton kan stjæle den til sidst. Washington har som nævnt føringen i divisionen, og de kan gøre regnestykket noget lettere, hvis de vinder denne uges kamp mod Carolina Panthers. En Washington-sejr ville i så fald eliminere både Eagles og Cowboys, og så er det op til Giants at vinde deres kamp mod Ravens, hvis der stadig skal være liv i divisionen i sidste spillereunde. Hvis Washington dog taber, så vil både Giants og vinderen af denne uges kamp mellem Cowboys og Eagles være i spil i sidste spillerunde. Og hvis det er Eagles, der vinder kampen mellem Eagles og Cowboys, så vil Washington og Eagles mødes om divisionstitlen i sidste spillerunde (hvis Giants taber til Ravens). Der er altså mange scenarier i spil, og det bliver sjovt at se, hvem der løber med den håbløse division.

8) Var sidste uges overraskende nederlag til Jets en enlig svale for Rams?
Jets fik endelig deres første sejr i sidste weekend, og noget overraskende kom den over Los Angeles Rams, der ellers har set stærke ud på det seneste. Nu er spørgsmålet, om det bare var en dårlig dag på kontoret, eller om Jets faktisk fandt nogle huller i Rams-osten. Jeg lagde især mærke til, hvordan Jets konstant angreb flatten på Rams’ forsvar (på begge sider af den defensive linje) og strakte dem horisontalt. Den plan har 49ers også tidligere fundet noget succes med, og jeg er interesseret i at se, om flere hold kan bruge lignende greb til at flytte bolden bedre mod et ellers godt Rams-forsvar. Derudover har Rams’ angreb også nogle problemer, når løbeangrebet bliver holdt i skak, og generelt savner jeg måske, at Rams viser, de kan vinde på lidt flere forskellige måder. Det vil jeg holde øje med i denne spillerunde mod Seattle Seahawks, hvor Rams skal vinde for at holde liv i håbet om divisionstitlen.

9) Fortsætter Seahawks’ offensive vaklen?
Rams’ modstander i denne uge kommer dog ikke til kampen uden deres egne problemer. Seattle Seahawks har nemlig haft et par skuffende måneder offensivt, ovenpå deres ellers forrygende start, hvor Russell Wilson var den førende MVP-kandidat efter fem-seks uger. Som modstanderne har lært at tage de dybe kast til D.K. Metcalf væk, så har Seahawks-angrebet haft svært ved at finde rytmen. Den offensive linje er blevet usikker som problemerne på især venstre guard er steget, og det har også forplantet sig hos Russell Wilson, som efter en periode med interceptions i november har virket mere forsigtig og tøvende end i starten af sæsonen. Kort sagt har Seahawks’ angreb bare ikke været særlig godt den seneste måned. Hvis Seahawks i denne uge skal sikre sig divisionen, så skal de vise et bedre niveau mod et forsvar, der stilistisk gav Seahawks store problemer tidligere i år. Der er kun en måde, hvorpå Seahawks kan vinde Super Bowl i år, og det er, hvis Russell Wilson genfinder topformen. Vi venter spændt.

10) Kan Packers bevise styrken mod et godt hold?
Lige nu har Green Bay Packers den bedste record NFC, men man savner alligevel, at de rigtig beviser sig mod et godt hold. Deres eneste sejr over et hold med en winning record skal man finde tilbage i uge 3, hvor man slog Saints, da Saints-forsvaret havde store problemer. Ellers har man tabt til både Tampa Bay Buccaneers og Indianapolis Colts, som har været de to andre store tests på programmet. Indtil nu. I denne uge har Packers nemlig alle muligheder for at manifestere sig som favoritten i NFC, hvis man kan slå et brandvarmt Tennessee Titans hold, der har scoret over 30 point i seks kampe i træk. Især Packers’ forsvar er jeg interesseret i at se levere en god kamp. Mike Pettines tropper har de sidste par år haft nogle forfærdelige kampe mod nogle af de her løbe- og play action-tunge angreb. Vi husker alle kampen mod 49ers sidste år, mens også Minnesota Vikings har givet Packers problemer af nogle omgange. Det bliver altafgøreende, at Packers kan vise, at de godt kan spille ordentligt forsvar mod de her fysisk angreb, der tester disciplinen i løbeforsvaret og et holds evner til at tackle. Hvis Packers kan levere en solid defensiv kamp og slå et godt Titans-hold, så begynder det for alvor at se godt ud for ostehovederne.