Med kun tre uger igen er flere hold under maksimalt pres, og hold som Saints, Patriots, Steelers, Raiders og Packers er alle ude i must win-kampe. Derudover prøver både Ravens og Titans at finde lidt form på trods af mange skader.

Der er kun tre kampe igen i sæsonen, og det betyder, at mange hold er pressede til det yderste, hvis de skal i slutspillet. Derfor holder vi øje med hold som Saints, Steelers, Raiders, Patriots og Packers, der alle har brug for sejre i uge 16.

Derudover stiller vi skarpt på Ravens og Titans, der begge kæmper med mange skader og starter backup quarterbacks i denne uge. De skal begge finde offensiv produktion mod overkommelig modstand, hvis de skal holde håb i deres respektive divisioner. Her er 10 spørgsmål, vi håber at få svar på i 16. spillerunde.

1) Kan Ravens finde en måde at score point uden Lamar?
For fjerde kamp i træk må Baltimore Ravens undvære Lamar Jackson, og det bliver i stedet Tyler Huntley, der skal styre tøjlerne. I de tre foregårende kampe, hvor Huntley har spillet næsten alle snaps, har det ikke været ret imponerende offensiv football, som Ravens har præstereret. Det er kun blevet til henholdsvis 10, 16 og 3 point, og selvom det har kastet to sejre af sig, så har det bare ikke været holdbart i længden. Lamar Jackson er formentlig snart tilbage, men Ravens har brug for at sikre sig de sidste par sejre, der skal sende dem i slutspillet, og derfor skal Ravens finde en måde at score point på mod Falcons. Det bliver dog ikke let, da receiver-gruppen er hårdt ramt af skader, og løbespillet stadig ikke har været en dominerende faktor. Derudover er der bare stadig nogle irriterende begrænsninger ved Greg Romans angreb, og der er virkelig brug for, at han får justeret på nogle ting. Kampen mod Falcons er en god mulighed, da Falcons kommer med et af ligaens ringeste forsvar. Men er det så nok til, at Ravens kan finde lidt offensiv melodi?

2) Begynder Saints at finde lidt form?
NFC South er et kæmpe rod, hvor alle fire hold er elendige men med reelle muligheder for at snuppe divisionen. Mens Falcons og Bucs har haft nedadgående formkurver, så har Panthers og måske nu også Saints fundet lidt bedre form. For to kampe siden burde Saints på alle måde have slået Buccaneers, og de var det klart bedste hold på banen. Til sidst formøblede de dog det hele på imponerende vis. I sidste kamp fik Saints dog deres sejr, og selvom Falcons som nævnt ikke var skræmmende, så synes jeg, at Saints viste nogle bedre ting på flere punkter. Forsvaret har haft bedre opdækning de seneste uger, og på angrebet har man fået stabile og acceptable præstationer ud af Andy Dalton. Derudover har man fundet et par glimrende våben i den dygtige rookie Chris Olave, den atletiske tight end Juwan Johnson og den lynhurtige playmaker Rashid Shaheed. Jeg glæder mig til at se, om Saints kan fortsætte den opadgående kurve, slå Cleveland Browns og for alvor melde sig ind i kampen om divisionen.

3) Hvor alvorlige er problemerne i Chiefs’ forsvar?
Chiefs har vundet de to seneste kampe, men mod to af ligaens dårligste angreb i form af Denver Broncos og Houston Texans, har forsvaret ikke været overbevisende. Pass rushet virker meget afhængigt af Chris Jones, linebackers er blevet udstillet i opdækningen og med to rookies på cornerback vil man se betydelige svingninger. Det er en bekymring på vej ind i slutspillet, da det er for meget at forvente, at Patrick Mahomes vil være supermand hele vejen gennem slutspillet mod de andre tophold i konferencen. I denne uge møder Chiefs et noget stærkere angreb i form af Seattle Seahawks, der dog må undvære Tyler Lockett. Det ville være et rigtig godt tidspunkt for Chiefs at levere en stærk defensiv præstation forud for januars slutspil.

4) Er Thibodeaux og resten af den defensive linje vejen til slutspillet for Giants?
New York Giants spillede sig tilbage ind på NFC’s slutspilspladser med sidste uges sejr over Washington Commanders. Sejren kom primært i land på baggrund af en god defensiv præstation, og her var især rookie Kayvon Thibodeaux i centrum. Den store, atletiske pass rusher var her, der og alle vegne, og han lavede en stribe store spil både mod løbet og kastet, heriblandt et sack, fumble, som han selv returnerede for touchdown. Med et lidt haltende angreb, ser det ud til, at den defensive linje er bedste bud på en måde Giants kan vinde football-kampe på, og jeg glæder mig til at se, om det er nok mod et Minnesota Vikings-hold, der bliver ved med at vinde på den ene mere utrolige måde end den anden.

5) Vil Patriots vise lidt spræl på randen af exit?
Det er svært at finde en mere unik måde at tabe på, end Patriots formåede i sidste uge med deres idiotiske lateral-forsøg. Det betyder, at Patriots nu har tabt tre af de sidste fire kampe, og fra gode slutspilsmuligheder er man nu under et gedigent pres. Det er træls, når de sidste tre kampe står på kvalitetsmodstand i form af Cincinnati Bengals, Miami Dolphins og Buffalo Bills. Patriots skal altså hive et par kaniner op ad hatten, og jeg glæder mig til at se, om de kan vise lidt spræl mod Bengals i denne uge. Nøglen til sejr kommer nok gennem forsvaret, hvor pass rushet formentlig skal dominere med Matthew Judon og Josh Uche, men angrebet bliver simpelthen også nødt til at komme med mere i kastespillet, hvis man skal følge med Joe Burrow og kompagni. Om det er Jakobi Meyers, Tyquan Thornton eller en tredje, der skal give det friske pust, ved jeg ikke, men nogen skal træde i karakter, hvis Patriots’ sæson ikke skal slutte efter uge 18.

6) Har skaderne fuldstændig amputeret Titans eller kan Malik Wilis holde liv i dem?
Det var en komfortabel føring i AFC South, som Titans havde for en måned siden, men med fire nederlag i træk, så har Titans næsten smidt hele den føring. Med Jaguars’ sejr i Thursday Night Football vil de have indhentet Titans, hvis Titans taber i denne weekend mod Texans. Det burde jo ikke kunne ske for Titans, da Texans kort sagt er ligaens dårligste hold. Alligevel frygter man, at Titans’ mange skader fuldstændig har amputeret dem, så de reelt kan tabe til alle. Forsvaret er slet ikke samme stærke enhed, som da de var på toppen midt i sæsonen, og angrebet er forblevet en tung omgang. Og så hjælper det ikke, at Ryan Tannehill er skadet, og det derfor er rookie Malik Willis, der skal forsøge at redde dagen. Vi må se, hvad Willis kan, men han har ikke været så imponerende forhen i sæsonen, da han pga. en skade fik chancen. Hvis Titans skal undgå et nederlag til Texans og generelt undgå at smide hele divisionen, så skal de finde en måde at få produktion ud af Willis på trods af de svære betingelser omkring ham.

7) Fortsætter Brock Purdy mod et ordentligt forsvar?
Man frygtede for 49ers’ potentiale, da Jimmy Garoppolo blev skadet for nogle uger siden, men holdet har ikke blinket med øjnene overhovedet. Forsvaret er kørt videre på deres fantastisk høje niveau, og højest overraskende har rookien fra syvvende runde Brock Purdy gjort det glimrende på quarterback. Man sidder hver uge med en fornemmelse af, at det vil ikke kan blive ved for Purdy, men det har det gjort indtil videre, og han virker super komfortabel i Kyle Shanahans velorkestrerede angreb. Med til historien hører dog også, at Purdy indtil videre har mødt nogle ret middelmådige eller dårlige forsvar, og jeg glæder mig derfor til at se ham i denne uge mod Washington Commanders, der har spillet rigtig fint forsvar det meste af året. Hvis Commanders’ gode defensive linje med profiler som Jonathan Allen, Montez Sweat og Da’Ron Payne kan stoppe løbet, kan Purdy så bære angrebet for 49ers? Og kan han undgå fejlene, hvis presset på ham forøges? Måske får vi første test af Purdy mod et slutspilskaliber-forsvar.

8) Ser Eagles stadig skræmmende ud med Gardner Minshew som quarterback?
Det er ærgerligt, at opgørene mellem Dallas Cowboys og Philadelphia Eagles ikke i år bliver på fuld styrke. I første opgør tidligere i år var Dak Prescott skadet, og nu misser Jalen Hurts så denne uges kamp, der også er lidt mindre afgørende, fordi Cowboys tabte til Jaguars i sidste uge. Derfor er det mest interessante nok, hvordan Eagles-holdet ser ud, når Hurts ikke er quarterback. Hvor meget af det her angreb er bygget op omkring Hurts’ evner til også at løbe bolden, og hvor meget af Eagles’ succes er båret som helhed af den voldsomme talentmasse, de har næsten hele vejen rundt. Det kan også blive afgørende for, om Hurts kan blive MVP, hvordan holdet præsterer uden Hurts i denne uge. Og så vil jeg selvfølgelig sige, at det altid er sjovt at se karismatiske Gardner Minshew på banen. NFL er bare lidt sjovere med unikke personligheder som ham.

9) Er Packers endelig ved at finde noget form?
Det ser stadig meget svært ud med slutspillet for Green Bay Packers, men med to sejre i træk og en glimrende præstation mod Eagles for tre uger siden, så begynder Packers er se lidt mere livlige ud end tidligere i år, hvor det hele sejlede. Nu skal holdet dog stå sin afgørende test, når modstanden bliver på et noget andet niveau end de sidste to kampe mod Bears og Rams. Miami Dolphins har nemlig været et af ligaens bedste angreb i år, og det må være en bekymring for et Packers-forsvar, der har skuffet fælt. Kan man holde styr på Tyreek Hill og Jaylen Waddle samt få skabt det pres på Tua Tagovailoa, som kan gøre ham usikker? Og hvad med angrebet? Kan man udnytte Dolphins’ tvivlsomme kasteforsvar, eller mangler man våbnene gennem luften til at holde trit med de eksplosive angreb i ligaen. Hvis Packers slår Dolphins, så lever håbet stadig. Et nederlag vil dog lukke døren endeligt.

10) Vil Steelers eller Raiders leve videre i håbet?
Pittsburgh Steelers og Las Vegas Raiders startede begge året skidt, og da vi nåede midtpunktet i sæsonen, var de fleste klar til at begrave begge. Det ser stadig svært ud for begge hold, men de to mandskaber har vist mere liv i den seneste måneds tid, hvor begge hold har vundet en stribe kampe. Nu er begge hold 6-8, og kun sejre kan bruges til noget herfra, hvis man vil holde liv i håbet. Et nederlag vil slukke drømmen om slutspillet endeligt. Så er spørgsmålet bare, hvem det bliver? Steelers har umiddelbart det bedste forsvar, mens Raiders har den bedste quarterback og det bedste angreb. Hvad bliver udslagsgivende, og hvem af de to holds profiler overtager kampen? Raiders har spillere som Davante Adams og Maxx Crosby, der kan vinde dem kampen. Steelers har spillere som T.J. Watt og Minkah Fitzpatrick, der har det med at lave deres store spil.