Kan Bears’ forsvar stoppe et topangreb, og får vi en ny Aaron Rodgers at se? Det er blot nogle af 14. spillerundes interessante perspektiver. Her er 10 svar vi leder efter, når vi tager hul på den sidste fjerdedel af sæsonen.

Der venter flere store opgør i denne weekend, og vi kan blandt andet se frem til at blive klogere på, om Bears’ forsvar virkelig kan stoppe de bedste, om Aaron Rodgers løfter niveauet uden McCarthy, og om Lamar Jackson kan følge med et højtscorende angreb. Vi har udpeget 10 svar, vi leder efter i 14. spillerunde.

1) Kan Josh Allen bygge videre på sidste uges udmærkede præstation?
I sidste uges kamp viste Josh Allen nogle lovende takter, og selvom han stadig løber utroligt meget, virker han til at finde sig bedre til rette uge for hver uge der går. I denne uge skal Allen ud i sin første duel mod Sam Darnold, som New York Jets ligeledes valgte i første runde af årets draft. Det bliver den første kamp mellem de to, og dermed første kapitel i en rivalisering og sammenligning, der vil blive lavet indtil deres karrieres afslutning. Det er interessant at se, hvem af de to, der kan få mest ud af de sidste fire kampe, der nærmest er gratis, inden det begynder at tælle igen i 2019.

2) Vil Bucs byde Saints op til dans igen?
Når man sidder og ser tilbage på resultaterne fra første spillerunde, føles det næsten uvirkeligt, at Buccaneers slog Saints i New Orleans. Ryan Fitzpatrick gik helt amok, men siden da er de to hold gået i hver deres retning. Ikke desto mindre bliver det interessant at se, om Bucs kan byde Saints lidt op til dans igen. Bucs’ dygtige receivere har i et par sæsoner givet problemer for Saints’ defensive backs, og Winston har spillet ganske udmærket de sidste par kampe. Ligeledes skuffede Saints’ angreb i sidste uge, hvor Cowboys lukkede ned for den ellers velsmurte offensive maskine. Hvis Bucs’ angreb igen kan score en pæn bunke point, kan det måske blive tæt.

3) Fortsætter Dolphins med at drille Patriots i Miami?
Der er på papiret klasseforskel mellem New England Patriots og Miami Dolphins, men alligevel har duksene fra Patriots altid store problemer med Dolphins, når de to mødes i Miami. Fire af de sidste fem kampe i Miami er endt med en Dolphins-sejr, og så sent som sidste år vandt Dolphins 27-20 i en Monday Night-kamp. Det er svært at pege på en specifik grund til problemerne, men jeg vil måske først og fremmest pege på den store temperaturforskel, som Patriots er tvunget til at spille i. Alle de fem seneste kampe er spillet i december eller januar, og der er det typisk omkring nul grader i Boston og mellem 20 og 30 grader i Miami. Søndag lover de op mod 30 grader med høj luftfugtighed.

4) Er Lamar Jackson god nok til at følge med Chiefs’ angreb?
Baltimore Ravens’ forsvar har spillet rigtig godt de sidste par uger, men opgøret mod Kansas City Chiefs vil alligevel byde på en noget sværere udfordring. Derfor må det også forventes, at Chiefs vil sætte 25-30 point på tavlen, selv hvis Ravens’ forsvar spiller en solid kamp. Hvis det sker, bliver det interessant at se, om Lamar Jackson kan følge med pointmæssigt. Han har gjort det udmærket i sine tre første kampe, men hans begrænsninger som en kastende quarterback har også været tydelige især i sidste uge mod Falcons. Hvis han skal score 30+ point for at score, skal han finde succes gennem luften, og det bliver en ny type udfordring for ham. Alt dette er selvfølgelig forudsat, at Jackson starter, selvom Joe Flacco måske er klar fra sin skade igen.

5) Løfter Aaron Rodgers niveauet uden McCarthy?
Sidste weekends store historie var, at Green Bay Packers fyrede træner Mike McCarthy efter en noget nær mareridtssæson. Det virkede til, at kemien mellem McCarthy og Aaron Rodgers var helt væk, og angrebet som helhed havde svært ved at finde topniveauet. Nu er McCarthy røget, og så bliver det interessant at se, hvordan Aaron Rodgers reagerer på banen. Kan han løfte niveauet, eller har Rodgers opbygget nogle dårlige vaner, der ikke bare forsvinder med et fingerknips?

6) Hvor sårbare er Broncos uden Harris og Sanders?
Denver Broncos har fået vendt sæsonen med tre sejre i træk, men i løbet af den sidste uge har de mistet to af deres fem største profiler i form af cornerback Chris Harris og wide receiver Emmanuel Sanders. Harris’ skade vil tvinge uprøvede kræfter i aktion, og det kan gøre en ellers velspillende bagkæde noget usikker. Sanders’ skade kan betyde, at forsvarene vil fokusere meget mere på Phillip Lindsay, og kan han så stadig bære angrebet? Der skal virkelig findes nogle nye løsninger i Denver.

7) Har Cardinals og Byron Leftwich fundet formlen?
Siden fyringen af Mike McCoy som offensiv koordinator er det gået stille og roligt fremad med Byron Leftwich i øret på rookie-quarterback Josh Rosen. Angrebet er stadig ikke godt, men David Johnson er blevet mere involveret og Larry Fitzgerald er blevet iscenesat i flere afgørende situationer. I sidste weekend kulminerede fremgangen med en flot sejr over Green Bay Packers, og det bliver spændende at se, om det måske kan medføre en god afslutning på sæsonen for Cardinals. Første opgave er et Lions-forsvar, der er til at tale med.

8) Er Eagles tilbage i en konkurrencedygtig forfatning?
Det har ikke været en god sæson for de forsvarende Super Bowl-mestre, men der er stadig masser af håb, hvis holdet kan slå divisionsrivalerne fra Dallas Cowboys i denne weekends kamp. Det bliver dog ikke en let opgave, da Cowboys og i særdeleshed deres forsvar virkelig har fundet formen. For Eagles bliver det afgørende for dem, at de bygger videre på mandagens kamp mod Redskins, hvor de fik gang i Golden Tate. Den vævre receiver har et favorabelt matchup mod Anthony Brown, og sammen med tight end Zach Ertz bør det være de to mest oplagte steder at angribe et stærkt Cowboys-forsvar.

9) Er Bears-forsvaret godt nok til at stoppe et topangreb?
Vi snakker alle om de fantastiske angreb, som Rams, Chiefs og Saints har sendt på banen i år. Chicago Bears er dog et af de få hold, der opererer i den anden boldgade med et rigtig stærkt forsvar. I denne weekend får vi at se, om det forsvar er så godt, at det kan stoppe et af de her historisk gode angreb. Der er sådan ikke noget specifikt punkt, der bliver afgørende, da både Rams’ angreb og Bears’ forsvar har dygtige spillere på alle positioner. Lad os blot læne os tilbage og nyde duellen, og så må vi se, om Bears’ forsvar virkelig kan gøre dem til en Super Bowl-kandidat.

10) Hvad gør John DeFilippo for at fikse Vikings’ angreb?
Minnesota Vikings ligger stadig udmærket til i kampen om et wild card, men angrebets udvikling over de sidste par måneders tid er bekymrende. Den nye offensive koordinator John DeFilippo virker ikke til at have fået sammentømret et angreb, der rigtig passer til sine spillere, og det er tid til at ændre på tilgangen, hvis Vikings skal spille med i januar. Mange har peget på et ikke-eksisterende løbespil som en ting, der skulle fikses, og det kunne også se ud til, at det vil blive et af fokuspunkterne for Zimmer og DeFilippo i de kommende kampe. Der skal ændres noget, og jeg glæder mig til at se, hvilken vej de går i deres jagt på at redde sæsonen.