Der venter nogle alvorlige topbrag i denne uge, og flere af slutspilsholdene kan gøre os meget klogere på de indbyrdes styrkeforhold. Her er 10 svar vi leder efter i 11. spillerunde.

Det spidser til for hver uge af NFL-sæsonen, der går, og 11. spilerunde er ingen undtagelse. Der venter nogle fantastiske opgør, der kan gøre os meget klogere på styrkeforholdene blandt de potentielle slutspilshold. Gul Kluds Teis Joranger giver dig her 10 svar vi leder efter i uge 11.

1) Hvor meget kan Marvin Lewis redde?
Cincinnati Bengals ligger stadig godt til i kampen om et wild card i AFC. De måtte dog alligevel i midtugen tage et drastisk skridt og fyre den defensive koordinator, Teryl Austin. Bengals-forsvaret har skuffet fælt, og de sidste tre kampe er det kollapset fuldstændigt med over 500 yards tilladt i alle tre. Nu tager cheftræner Marvin Lewis over, og det bliver interessant at se, hvilke ændringer der indføres, og om det kan redde forsvaret og dermed Bengals’ slutspilschancer.

2) Får vi Lamar Jackson at se?
Joe Flacco er yderst tvivlsom til kampen mod Bengals, og det åbner måske op for, at Lamar Jackson kan få sin første start. Det skal ikke udelukkes, at Robert Griffin starter over Jackson, og en kombination af de to er også en mulighed. Jeg håber, at vi får Jackson at se enten fuld tid eller i en udvidet rolle, da han har nogle ganske unikke egenskaber. Han vil formentlig have nogle grimme forbiere, men hans mobilitet og evne til at lave store spil kan give Ravens’ angreb noget x-faktor, der kan være godt for holdet. Jeg er ikke sikker på, at angrebet overordnet set er dårligere med Jackson, hvis Ravens får sat et ordentligt system om Jacksons styrker. Det vil dog sandsynligvis være langt mere ustabilt.

3) Hvem af Falcons og Cowboys griber den sidste chance?
Falcons led et overraskende nederlag til Browns i sidste weekend, og det bremsede deres ellers stigende momentum. Omvendt vandt Cowboys overraskende over Philadelphia Eagles. Både Falcons og Cowboys er dermed 4-5 for sæsonen, og denne weekends indbyrdes opgør ligner en vind eller forsvind kamp. For begge hold skal der nok mindst 10 sejre til, hvis de vil i slutspillet, og med et nederlag vil begge skulle vinde de resterende kampe i sæsonen for at nå den total. At vinde alle de resterende kampe virker ganske umuligt, da Falcons har hold som Saints, Panthers og Packers tilbage, mens Cowboys har hold som Redskins, Saints og Eagles.

4) Kan det være Dirk Koetters sidste kamp?
I sidste uge tabte Buccaneers på vanvittig vis 16-3, selvom de havde over 500 yards på angrebet. Det var også den første kamp, hvor cheftræner Dirk Koetter havde overtaget jobbet med at kalde spil på angrebet fra den offensive koordinator Todd Monken. Angrebet har ellers ikke været et synderligt stort problem for Buccaneers, og for mig vidner det om en presset Dirk Koetter. I denne uge står holdet overfor ligeledes håbløse New York Giants, og der hviler et tungt pres på Koetter for at vinde. Han har tidligere fyret den defensive koordinator, han har nu overtaget angrebet og næste skridt må vel næsten være, at han selv ryger? Kan det ske med en dårlig præstation mod Giants?

5)Kan Texans’ angreb fortsætte fremgangen mod Redskins’ dygtige forsvar?
Med seks sejre i træk er Texans et af de varmeste hold i NFL. Specielt angrebet og Deshaun Watson er langsomt blevet bedre og bedre. Hos Texans skal den primære fremgang på angrebet blandt andet tilskrives en offensiv linje, der blevet lidt bedre, som sæsonen er skredet frem. Kendall Lamm har gjort de rimeligt som højre tackle, og venstre tackle Julie’n Davenport er gået fra en komplet katastrofe til “blot” dårlig. Det har givet Watson mulighed for vise sine kvaliteter, men spørgsmålet er nu, om den offensive linje holder vand over en hel sæson. I denne uge står holdet overfor et rigtig godt Redskins-forsvar, og et nederlag kan åbne AFC South op.

6) Var sidste uge startskuddet på en stime for Titans?
Sidste uges storsejr til Tennessee Titans over New England Patriots var ugens mest bemærkelsesværdige resultat. Efter en række skuffende resultater fra uge 5 til 7 virker Titans til at have genfundet niveauet og mere til. Nu er holdet 5-4 og ligner en rigtig varm slutspilskandidat, hvis de kan fastholde niveauet. I denne uge venter der et spændende divisionsopgør mod et ligeledes formstærkt Indianapolis Colts-hold. Kan forsvaret fortsætte med at være ligaens bedste i redzone, og kan Marcus Mariota fortsætte med at være blandt ligaens bedste på tredje downs, bliver Titans en grim modstander resten af året.

7) Blev Panthers’ svagheder udstillet i sidste uge?
Carolina Panthers havde overrasket mange inden sidste spillerunde. Her løb holdet dog ind i en øretæve mod Pittsburgh Steelers, og det er nu interessant at se, hvordan holdet svarer igen, og om nogle af holdets svagheder måske blev udstillet, så andre hold kan gøre skade mod dem. Detroit Lions er selvfølgelig ikke lige så skræmmende en modstander som Steelers, men Lions’ angreb har noget kvalitet, der kan give os en indikator på, om Panthers-forsvarets niveau var en enlig svale eller et muligt problem.

8) Slår Eagles op i banen nu?
Super Bowl-mestrene fra Philadelphia Eagles har skuffet i år. Sidste weekends nederlag til Dallas Cowboys var en katastrofe, og holdet er nu 4-5 med ekstremt svære kampe mod Saints og Rams tilbage. Eagles kunne meget vel være tvunget til at slå et af de to tophold, og første chance får de i denne uge mod Saints. Det er nu, holdet skal vise, at de har noget fight og gnist tilbage og ikke bare slår op i banen, når de møder den første modgang i en rum tid. Det bliver også en god test for Doug Pederson, der virkelig får prøvet sine evner til at håndtere små kriser.

9) Kan Mitch Trubisky bevise sig mod et godt hold?
Det her er nok det allerstørste spørgsmål i denne weekend for mig personligt. Chicago Bears har spillet en rigtig god sæson, hvor forsvaret har spillet godt i de fleste uger, og hvor angrebet producerer godt statistisk. I langt de fleste kampe, synes jeg dog ikke, at quarterback Mitch Trubisky har præsteret noget særligt. I kampene mod Lions og Buccaneers har han spillet godt, men det er også to af ligaens dårligste forsvar. Vi har brug for at se Trubisky spille godt og levere præcise kast mod gode forsvar i pressede situationer. Det mangler vi stadig at se fra den unge quarterback, og denne uges kamp mod et stærkt Minnesota Vikings-forsvar er den perfekte mulighed. Hvis han pludselig præsterer, vil Bears-holdet være stort set komplet og ganske farligt i NFC.

10)Er der fremgang at spore for Rams-forsvaret?
Der venter en absolut topkamp i NFL, når Rams og Chiefs tørner sammen natten til tirsdag. Begge hold er gode, og sådan vil begge hold nok også blive anset efter kampen. Hvad jeg dog er mest interesseret i at se frem mod resten af sæsonen, er hvordan Rams-forsvaret ser ud. Den sidste håndfuld uger er det gået den forkerte vej, og både løbeforsvaret og kasteforsvaret er blevet udstillet på skift. Los Angeles-holdet har brug for, at Marcus Peters hæver sit niveau og bliver mere pålidelig på ydersiden. Derudover skal holdet også tætne løbeforsvaret lidt, og det ville være en virkelig god uge at få nogle af de ting til at gå i den rigtige retning, så det forhåbentligt ser bedre ud om halvanden måneds tid, når slutspillet starter.