Gul Klud sætter fokus på 10 spørgsmål, som vi leder efter svar på i 8. spillerunde af 2023-sæsonen.

1. Hvem vinder den første duel mellem C.J. Stroud og Bryce Young?

2023-draften var unik, idet det blot var niende gang i draftens historie, at to quarterbacks blev valgt med draftens to første valg. Carolina Panthers valgte Bryce Young med draftens første valg, mens Houston Texans snuppede C.J. Stroud få minutter efter. Nu mødes de to spillere for første gang i deres professionelle karrierer, og selv om det i amerikansk fodbold aldrig bliver direkte ansigt til ansigt, så er det en spændende duel.

Selv om Young blev valgt først i draften, så er det Stroud, der har fået den klart bedste start på karrieren. Texans-quarterbacken har kastet ni touchdowns mod en enkelt interceptions i sine seks kampe fra start (tre sejre, tre nederlags), mens Bryce Young har siddet over en kamp grundet skade og i fem kampe (ingen sejre, fem nederlag) har kastet seks touchdowns og fire interceptions. Der har været forbedring at spore i Youngs spil de seneste uger, hvor specielt samarbejdet med veteranen Adam Thielen har været imponerende, men der er et godt stykke vej op til det niveau som Stroud har leveret. Opgøret kommer ikke til at sige noget definitivt omkring, hvem der får den bedste karriere, men det er intet desto mindre et værdigt nedslagspunkt i denne rundes kampe.

Den første spiller, der blev valgt efter de to quarterbacks, spiller i øvrigt også i denne kamp. Texans’ forsvarsspiller, Will Anderson, har gang i en umådeligt flot rookiesæon og kan ende med at have størst indvirkning på opgøret, hvis han kan tvinge Young til at begå fejl.

2. Får Saints bedre afkast på deres investering i Carr?

Derek Carr har ikke fået den start på sin tid i New Orleans, som han og klubben havde håbet på. Efter syv kampe har der ikke været mange momenter, hvor quarterbacken har bevist, at han er manden, der kan føre holdet tilbage til slutspillet, og sidste uges kamp gjorde ikke situationen bedre. Der var flere momenter i nederlaget til Jaguars, der tiltrak opmærksomhed fra medierne. Quarterbackens tydelige utilfredshed med holdkammeraterne fik mere TV-tid end hvad godt var, og Carr udtalte efter kampen, at han nok udviste lidt for mange følelser på sidelinjen. Spillerens egen præstation var heller ikke just imponerende.

Nu møder Saints et Colts-hold, som i sidste uge skuffede i kampen mod Browns, der var nødsaget til at spille med reservequarterbacken PJ Walker i størstedelen af kampen. Colts tillod 39 point i det opgør, hvor de ugen før havde tilladt 37 point til Jaguars. Saints har flere strenge at spille på offensivt, så det kan være en mulighed for Carr for at finde et bedre ståsted som starter i New Orleans.

3. Hvem vinder slaget om MetLife?

En af de mere unikke kampe i denne runde er det mest lokale af alle lokalopgør i NFL, nemlig duellen med New York Giants og New York Jets. De to hold har begge hjemmebane på MetLife Stadium (i New Jersey) og søndag mødes de i en sjælden duel, hvor Giants i denne omgang får lov til at være hjemmebaneholdet. Det er blot 15. gang i historien, at de to klubber mødes, da Jets hører til i AFC og Giants i NFC. Giants har overtaget i de indbyrdes opgør, hvor de har taget otte sejre, men faktisk har de blå giganter tabt de seneste to kampe.

I år ser det ikke ud til, at nogle af de to hold kommer til at blande sig i toppen, men trods den katastrofale skade til Aaron Rodgers i åbningskampen, så har Jets med deres eminente forsvar formået at vinde tre ud af seks kampe i indeværende sæson. Giants har, efter en overraskende flot sæson i 2022, skuffet.

Det bliver i høj grad historien om skuffelser hos begge mandskaber. Centralt for opgøret kunne have været de to skuffende quarterbacks, Daniel Jones og Zach Wilson. Førstnævnte kommer dog ikke til at spille efter den nakkeskade, der holdt ham ude af opgøret mod Washington fortsat plager ham. Mod Washington var det veteranen Tyrod Taylor, som førte Giants til sejr, og han så mere komfortabel ud, end Jones har gjort i størstedelen af sæsonen. I Jets-lejren har Zach Wilson gang i den måske bedste periode i sin karriere, efter han spillede godt mod Chiefs og senest var med til at føre holdet til sejr over Buffalo Bills. Der har dog stadig været for mange fejl, men mod et skrantende Giants-forsvar kan det ende med at blive en god dag for Wilson, der støttes af et af ligaens bedste forsvar. Bliver Jets kongerne af New York?

4. Kan Vrabel og Titans-forsvaret sabotere Arthur Smiths angreb?

Atlanta Falcons’ cheftræner, Arthur Smith, tilbragte ti sæsoner som træner for Tennessee Titans, hvoraf de sidste to var som offensiv koordinator, en position han havde massiv succes med. Nu skal han for første gang siden skiftet til Atlanta Falcons i 2021 møde sin tidligere arbejdsgiver i en ganske interessant matchup.

Smith er kendt for at forme sin offensive filosofi omkring løb og play action-kast, det ved enhver Titans-fans, der fulgte Derrick Henry og Ryan Tannehills store succes i 2020 og 2021. Smith har ført stilen videre hos Falcons, hvor Bijan Robinson i år har gang i en flot rookiesæson. Formår Vrabel og Titans’ forsvar at undergrave den filosofi?

Tennessee har igen i år et solidt, godt trænet forsvar, der er blandt ligaens bedste til at stoppe løbet. Kun fem hold tillader færre yards per løb end Titans. Falcons havde i sidste uge problemer med at etablere løbet i kampen mod Buccaneers, men trak sig alligevel sejrrigt ud af kampen. Bijan Robinson spillede stort set ikke grundet sygdom, så hvis Falcons får ham tilbage, så ser deres chancer væsentligt bedre ud. Tennessee har store Jeffrey Simmons oppe foran og et par dygtige linebackere i Azeez Al-Shaair og Jack Gibbens lige bagved, som bliver nøglen til at stoppe Falcons’ ønske om at angribe med løbet og midten af banen med kastet, men har Vrabel eller Arthur Smith den største taktiske fordel?

5. Er Will Levis i stand til at give håb om fremtiden i Tennessee

Vi bliver ved Tennessee Titans, som angrebsmæssigt går ind til den mest interessante kamp for dem i denne sæson. Efter skade til Ryan Tannehill bliver det nu rookie, andetrundevalg Will Levis, der bliver startende quarterback.

Levis tog et overraskende fald i draften, efter han på et tidspunkt var omtalt som et muligt valg i top ti. Quarterbacken har et stort fysisk talent, men halter lidt efter på teknik og lavede for mange fejl i college. Nu skal han så forsøge sig med et NFL-tempo, der godt kunne blive hæsblæsende. Det bliver ikke nogen nem opgave mod et Falcons-hold, der i flere år var pryglknabe i NFL, men i år har været ganske velspillende. Tilføjelser som Jessie Bates og Calais Campbell har opgraderet forsvaret og er to spillere, der gør det væsentligt sværere at være quarterback.

Levis har dog egenskaberne til at skabe noget uden for offensivens normale struktur. Det har ikke været Ryan Tannehills spidskompetence de seneste år. Titans har veteraner som Derrick Henry og Deandre Hopkins, der begge har spillet godkendte sæsoner og kan bringe stabilitet omkring den unge quarterback. Hvis Levis viser nok dynamiske evner og nok eksempler på sin kanonarm, kan han så få tøjlerne i mere end én kamp?

6. Kan Bengals beskytte Burrow mod Bosa og Hargreave?

Efter en fin sejr mod Seattle Seahawks sad Burrow og Bengals over i den forgangne spillerunde. Joe Burrow virker til at være oven vande igen efter en hård sæsonstart præget af en skadet lægmuskel, men nu kommer den største opgave i denne sæson indtil videre, nemlig opgøret mod San Francisco 49ers. San Francisco har tabt to kampe i streg og vil uden tvivl være motiverede for at vise, at de ikke har peaket for tidligt i sæsonen.

Bengals’ tilføjelse af Orlando Brown har ikke haft den positive effekt som ledelsen og trænerstaben nok havde håbet. Bengals’ offensive linje er næstsidst i ESPNs “pass block win rate” statistik, som måler, hvor ofte den offensive linje som helhed klarer sig godt mod et givent pass rush. Alligevel er Bengals et af de ti bedste hold, når det kommer til at undgå sacks, fordi Burrow har været fænomenalt hurtig til at slippe bolden. De møder dog et 49ers-hold, der er i top ti i at presse modstandernes quarterback, så det bliver en ekstra vigtig uge at få gang i løbetspillet eller være effektiv i det hurtige kastespil.

7. Formår Seahawks at begrænse Myles Garretts dominans?

Vi bliver ved offensive linjer og stærke pass rushere, for ingen forsvarsspillere er i øjeblikket lige så brandvarme som Cleveland Browns’ superstjerne, Myles Garrett. Han er i øjeblikket Pro Football Focus’ højest rangerede forsvarsspiller og nummer to i ESPNs “Pass rush win rate” statistik, på trods af, at han blokeres af mere end en spiller på en tredjedel af alle sine pass rushes. I sidste uge havde han en af de mest dominante forsvarspræstationer med flere sacks, flere forcerede fumbles og et blokeret field goal.

Seahawks går ind til kampen med mange skadesproblemer langs den offensive linje. Ikke en eneste starter langs den offensive linje har spillet alle kampe i sæsonen. Det forventes ikke, at den dygtige højre tackle Abraham Lucas er klar til kampen, mens også startende center og guard Evan Brown og Phil Haynes også forventes at misse opgøret. Ifølge Next Gen Stats er Geno Smith under pres på 40% af sine dropbacks og den mest pressede quarterback på tredje og fjerde down i hele NFL. Det lyder som en svær matchup for Seattle, der har vundet fire ud af seks kampe i år. Holdet har tidligere haft succes med at bruge formationer med tre tight ends, dels for at beskytte quarterbacken, men også for at være fleksibel i forhold til både løb og kast. Det kan blive opskriften mod Browns og Garrett, men er det nok?

8. Hvordan præsterer Tyson Bagent i sin anden start?

En af de bedste historier i den forgangne spillerunde var Tyson Bagent, en ikke-draftet rookie quarterback, der blev kastet ind i rampelyset som starter efter Justin Fields ikke kunne spille opgøret mod Raiders. Den 23-årige quarterback spillede collegefootball for det upåagtede Division II-hold Shepherd Rams, men det kunne man ikke nødvendigvis se. Bagent, den første Division II-quarterback der har startet for et NFL-hold siden 1950, ramte på mere end 72% af sine kast i 30-12 sejren over Raiders. Bagent spillede en simpel kamp med blot 162 kastede yards og 24 løbeyards, men han lavede meget få fejl.

Nu skal Chicago i den kommende spillerunde møde Los Angeles Chargers, der har et af de statistisk dårligste forsvar i 2023-sæsonen. Kun Denver Broncos tillader flere yards per spil, men Chargers er reelt det værste forsvar til at lukke ned for kastespillet på trods af, at de har Asante Samuel Jr. og Derwin James i bagkæden og Joey Bosa som quarterbackjæger. Chargers har dog et væsentligt bedre angreb end Raiders, så hvordan kommer Bagent til at reagere, hvis der bliver større krav til, hvor mange point Bears skal score?

9. Leverer Tee Higgins på et højere niveau?

For at vende tilbage til Cincinnati Bengals, så har den massive fokus på Joe Burrows skade i den tidlige del af sæsonen fjernet fokus fra nogle af de andre problemer hos klubben. En af disse er præstationerne fra holdets store wide receiver, Tee Higgins. Den 24-årige receiver har de seneste to sæsoner rundet 1000 receiving yards, men i år har det været en hel anden situation for receiveren.

Higgins har siddet over en enkelt kamp grundet skade, men i de fem kampe han har spillet, er det kun blevet til 14 catches for 149 yards og to touchdowns. Mere end halvdelen af den produktion kom i én kamp, da Bengals knebent tabte til Ravens i anden spillerunde. Nu står Higgins overfor et 49ers-hold, der som tidligere beskrevet, har skuffet de seneste to kampe. San Franciscos Charvarious Ward er en af ligaens dygtigere cornerbacks, men hvis 49ers’ fokus er på at stoppe Ja’marr Chase, så kan den fysiske Higgins måske drage fordel mod den mindre Deommodore Lenoir.

10. Har Cowboys et modsvar til Puka og Cooper?

Dallas Cowboys kommer ind til denne spillerunde efter at have haft en uges fri, men inden da spillede de en tæt kamp mod Los Angeles Chargers, hvor holdet for anden uge i træk viste nogle få svaghedstegn på deres forsvar. De kvalte Los Angeles’ løbeangreb, men havde svært ved at lukke ned for kasteangrebet trods Justin Herbert så mere end rusten ud. Cowboys har været gode til ikke at tillade eksplosive kastespil, men de kortere kast i midten af banen har voldt større problemer.

Nu møder holdet den anden modstander fra Los Angeles i år, og det har to af de bedste spillere i indeværende sæson til at udnytte de kortere og mellemlange kast i Cooper Kupp og Puka Nacua. De to har komplimenteret hinanden godt, siden Kupp vendte tilbage fra skade, og hvordan Cowboys stopper de to bliver den afgørende faktor i opgøret. Cornerback Daron Bland, et femterundevalg fra 2022-draften, har været en af de helt store, positive overraskelser i Dallas denne sæson, men efter skaden til Trevon Diggs i anden spillerunde, så har dybden hos Cowboys været et problem. De har veteranen Stephon Gilmore, der trods let svingene præstationer har vist, at han fortsat har et højt topniveau, mens Jourdan Lewis slet ikke har samme niveau som i starten af sin karriere. Dallas kan håbe, at deres pass rush er i samme stærke form som mod Chargers, hvor Micah Parsons og co. registrerede mere end 25 pressures. Selv om det kun blev til et enkelt sack af Herbert, så forstyrrede presset rytmen i kastespillet. Bliver det opskriften på at tage brodden af Rams-angrebet?