10 svar vi leder efter i 3. spillerunde

0
ARLINGTON, TX - SEPTEMBER 15: Dallas Cowboys running back Rico Dowdle (23) gets tackled by New Orleans Saints cornerback Paulson Adebo (29) and cornerback Will Harris (5) during the game between the Dallas Cowboys and the New Orleans Saints on September 15, 2024 at AT&T Stadium in Arlington, Texas. (Photo by Matthew Pearce/Icon Sportswire)

Gul Klud sætter fokus på 10 spørgsmål, som vi leder efter svar på i 3. spillerunde af 2024-sæsonen.

1. Gør Andy Dalton en forskel i Carolina

En af de overraskende, men forståelige nyheder, der ramte tidligt denne uge, var beskeden om, at cheftræner Dave Canales og ledelsen hos Carolina Panthers har henvist Bryce Young til bænken. Førsterundevalget fra 2023 har fået en skidt start på denne sæson efter en horribel rookiesæson. Nu overdrages ansvaret for angrebet til Andy Dalton. Den 36-årige quarterback med tilnavnet The Red Rifle får dermed sin anden start for Panthers, den første kom i fjor, hvor han gjorde en god figur i et nederlag til Seattle Seahawks. 

Panthers er med sine blot 13 point og 352 yards i samlet offensive produktion ligaens klart værste angreb. Dalton spiller i sin 14. sæson og har masser af erfaring fra både gode og dårlige hold. Han må forventes at give holdet en anden ro, men er det nok til, at Panthers som minimum ser halv-kompetente ud, når de møder Las Vegas Raiders denne søndag?

2. Får Steelers scoret mere end ét touchdown?

Pittsburgh Steelers har vundet begge kampe, de har spillet i denne sæson og fører AFC North-divisionen. En flot start på sæsonen som holdet primært kan takke deres forsvar og kicker Chris Boswell for. Russell Wilson blev inden sæsonen udnævnt som starter, men en lægproblematik har holdt ham fra banen. I stedet har det været Justin Fields, der har ført angrebet an. Fields har ikke været blændende, men han har begrænset de store fejl, som tidligere har præget spillet. Quarterbacken har ramt på næsten 70% af sine kast, taget færre sacks end tidligere og har endnu til gode at kaste en interception (han har dog fumblet to gange). 

Selv om fejlene har været færre end tidligere i Fields’ karriere, eller de sidste to sæsoner i Pittsburgh med Kenny Pickett, så har der ikke været meget andet at råbe hurra for. Steelers har blot scoret et enkelt touchdown i de første to kampe, hvor Chris Boswell til gengæld har banket otte field goals mellem stængerne og stået for størstedelen af holdets pointhøst. Det er ikke holdbart set over en hel sæson. Denne runde møder de Los Angeles Chargers, som kun har tilladt 13 point og 455 yards i alt i deres to første kampe. Bliver det endnu en kamp, hvor Boswell skal være afgørende, eller får Steelers mere tur i den offensivt?

3. Kan Houston gøre skade på Vikings’ velspillende forsvar?

En af de helt store kampe i denne runde er Vikings mod Texans. Minnesota har været en positiv overraskelse i de første to kampe. For andet år i træk fik de krammet på San Francisco 49ers i en imponerende sejr. Fokus har været på Sam Darnolds fine spil, men holdets forsvar har også været yderst seværdigt. Brian Flores har virkelig styr på, hvordan man sætter en slagkraftig gameplan sammen. Vikings har tilladt tredje færrest point i de to første spillerunder, men møder i denne runde Houston Texans, der ifølge de fleste statistikker har et top 10 angreb og en af ligaens bedste quarterbacks under pres i CJ Stroud.

Den unge quarterback leverede en god præstation mod et lige så farligt Bears-forsvar, så selv om Texans blot scorede 19 point, så gjorde de en god figur. Selv om kvaliteten på begge NFC North-forsvar er høj, så er filosofien blandt dem ganske forskellig. Chicago er mere konservative i deres tilgang og blitzer sjældent (18% af tiden, sjette mindst i NFL), mens Vikings er blandt de tre mest aggressive forsvar. I fjor blitzede Minnesota på mere end halvdelen af deres forsvarsspil, indtil videre er det kun på lidt mere end en tredjedel, men kun to andre forsvar er også over de 35%. Antallet af blitzes i sig selv kan blive en udfordring, men Minnesotas evne til at tilpasse sig modstanderne og forvirre quarterbacks er imponerende generelt.+

Kan Vikings få skovlen under Stroud eller kan den rolige quarterback skære igennem Flores’ rækker?

4. Hvad sker der med Travis Kelce?

Sæsonen er stadig ung, men selv med skader på Kansas Citys angreb, så er det ikke meget vi har set til tight end Travis Kelce. Efter to spillerunder har 21 tight ends produceret flere yards end den mangedobbelte Pro Bowl-spiller, mens de fire grebne bolde placerer ham på en delt 21-plads blandt tight ends i den kategori. Kansas City har vundet begge kampe, men det har primært været Rashee Rice og Isaiah Pacheco, der har båret den offensive produktion. 

Med en alvorlig skade til runningback Pacheco, så kan Chiefs’ relativt løbetunge start på sæsonen stå over for en ændring. Betyder det mere Kelce, der har en lang historik med fremragende produktion og en masse vigtige catches, eller begynder den snart 35-årige spiller at vise tegn på den fremskredne NFL-alder?

5. Og med Sam LaPorta?

Vi bliver ved tight ends med skuffende sæsonstarter. Efter at have haft en blændende rookiesæson, så har der ikke været så meget gang i Detroits unge Sam LaPorta i år. I to scorings- og kastetunge kampe har LaPorta blot grebet seks bolde for 58 yards og har endnu ikke scoret et touchdown. I sin debutsæson i 2023 var den 23-årige tight end kun overgået af Amon-Ra St. Brown i targets, men i år er han nede på en fjerdeplads i den kategori. Goff kaster fortsat mest i St. Browns retning, men LaPorta er blevet overgået af både receiver Jameson Williams og runningback Jahmyr Gibbs i hierarkiet. Williams besidder unik fart og har en helt speciel rolle i angrebet, men skal LaPorta være bekymret over sin rolle indtil videre i denne sæson?

Detroit møder i denne runde Arizona Cardinals. Bliver det ugen, hvor LaPorta bliver et større mål i kastespillet eller bliver det endnu en uge uden så meget arbejde i kastespillet for den talentfulde unge tight end?

Næste side: Joe Alt vs. T.J Watt, hvilket Cowboys-hold dukker op og meget mere