10 svar vi leder efter i 18. spillerunde

0

Gul Klud sætter fokus på 10 spørgsmål, som vi leder efter svar på i 18. spillerunde af 2025-sæsonen.

1. Hvem vinder NFC West?

Tre divisioner bliver afgjort i den 18. og sidste spillerunde i 2025-sæsonens grundspil. Set fra et rent statistisk synspunkt er den største af de tre afgørende dueller kampen mellem Seattle Seahawks og San Francisco 49ers, der ikke bare kommer til at afgøre, hvem der vinder NFC West, men får også indflydelse på, hvem der bliver førsteseedet i NFC-konferencen. Begge hold har overrasket i år, Seattle har vundet 13 kampe i et år, hvor de fleste troede, de ville være et niveau under Rams og 49ers, mens San Francisco har formået at vinde 12 kampe på trods af massive skader til alle de store profiler på holdet.

Det første opgør mellem de to mandskaber fandt sted i første spillerunde, hvor San Francisco tog en kneben sejr på udebane i Seattle. Der er altså gået en hel sæson siden det første møde, hvem har udviklet sig mest og lært mest af første opgør?

Kampen bliver spillet natten til søndag og kan meget vel blive rundens bedste.

2. Hvor meget drama skal der til før NFC South bliver afgjort?

Også NFC South mangler en vinder. I store dele af sæsonen så det ud til, at Tampa Bay Buccaneers ville løbe med divisionen, men både angreb og forsvar er skudt i sænk over den seneste halvanden måned af sæsonen. Buccaneers kan stadig bringe sig i førersædet med en sejr over Panthers i lørdagens første kamp, men grundet sidste uges resultater, hvor Bucs skuffende tabte til Dolphins og Falcons overraskende slog Rams, så er det ikke nok med en sejr. Skal Buccaneers vinde divisionen skal de slå Panthers, men har også brug for at Falcons taber til Saints, idet Panthers, modsat Buccaneers, har vundet over Falcons to gange i år, hvilket giver dem en tie breaker over både Falcons og Buccaneers.

Carolina kan derfor sikre sig divisionen og en plads i slutspillet, selv hvis de taber lørdag, men mon ikke de hellere vil afgøre det ved blot at slå Tampa Bay, præcis som de gjorde tre dage før jul.

Hvor meget drama ender vi med i NFC South, inden divisionens vinder findes?

3. Kan Caleb Williams skrive historie?

Er man Bears-fan, eller har man bare fulgt lidt med i den generelle diskurs i NFL gennem de seneste mange år, er man nok klar over, at Chicago-holdet, der er et af ligaens grundlæggende medlemmer og dermed det ældste hold i ligaen, aldrig har haft en quarterback, der har kastet for mere end 4000 yards. Bears er derfor det eneste hold, der aldrig har krydset den milepæl. Det er ret imponerende, når Peyton Manning alene har 14 sæsoner med mere end 4000 kasteyards. Det kan dog ændre sig i år, hvor holdet har haft stor succes, selv om quarterback Caleb Williams mere har været en del af en velsmurt maskine end katalysatoren for holdets udvikling

Williams har kastet for 3730 yards i år og mangler derfor kun 270 for at blive den første i klubbens historie, der når den magiske grænse. Det bliver dog ikke nemt, for Bears møder rivalerne Detroit Lions, der er elimineret fra slutspillet, men leder efter en god måde at slutte sæsonen af på efter de sidste uge tabte til Vikings, selv om Minnesota kun kastede for 51 yards.

Får Caleb Williams rundet den magiske grænse, eller bliver det Lions, der kan gå gladest fra banen?

4. Hvad kan Trey Lance som startende quarterback?

Los Angeles Chargers er kvalificeret til slutspillet, men kan ikke nå at vinde divisionen eller ændre væsentligt på deres seedning, derfor har de besluttet at bænke Justin Herbert i grundspillets sidste kamp og give ham mulighed for ro og hvile. Skader til de største profiler på den offensive linje og til quarterbacken selv betyder, at en tur på sidelinjen er bedst for hold og spilleren. Det betyder også, at quarterback Trey Lance får sæsonens første chance som startende quarterback.

Det tidligere tredjevalg i draften har været en enorm skuffelse, både på grund af skader og det niveau han har leveret på banen. Den 25-årige quarterback startede senest en kamp for Dallas Cowboys i januar 2025, altså præcis et år siden. Her ramte han på lidt under 60% af sine kast for 244 yards, ingen touchdowns eller interceptions.

Chargers’ offensive system burde passe quarterbacken fint, i teorien i hvert fald, kan han vise nogle fine takter og bevise, at han fortsat bør være at finde i NFL?

5. Ender Jets sæsonen uden en eneste interception?

Jeg har tidligere sat fokus på New York Jets’ manglende evne til at skabe turnovers, de har blot forceret fire i de første 16 kampe, ingen af disse sølle fire turnovers har været en interception. Derfor kan Jets blive det første hold i NFLs historie, der går et helt grundspil uden at stjæle et eneste kast fra modstandernes quarterback. En stærk kontrast til forsvaret under cheftræner Robert Saleh, der var blandt ligaens bedste.

Jets møder Buffalo Bills i Buffalo denne søndag. Josh Allen er godt nok småskadet og har kastet ti interceptions i denne sæson (dog ingen de seneste fire kampe), men det er langt fra den nemmeste modstander at møde. Kan Jets slutte af med en interception, eller slutter de på deprimerende vis sæsonen uden?

Næste sige: Hvem bliver MVP, hvem vinder AFC North og hvem slutter som sæsonens mest produktive spillere?