Gul Klud sætter fokus på 10 spørgsmål, som vi leder efter svar på i 12. spillerunde af 2023-sæsonen.

1. Tager Giants eller Patriots teten i jagten på en topquarterback?

Et af de mere betydningsfulde opgør i denne spillerunde finder sted mellem New York Giants og New England Patriots. De to hold har skrevet masser af nyhistorie, da de både i 2007 og 2011 mødtes i Super Bowl, begge gange med Giants som sejrherrer. Nu får de muligheden igen, om end ikke så betydningsfuldt, men også i den helt anden ende af tabellen.

Endte sæsonen i dag, så stod begge hold med et af de fem første valg i draften. Patriots er med to sejre og otte nederlag det dårligste af de to hold, idet Giants med sejren over Commanders i den seneste spillerunde rykkede op på hele tre sejre, men også med otte nederlag. Opgøret mellem de to hold kan derfor blive altafgørende, når det kommer til næste års draft. Begge hold har unge quarterbacks valgt i første runde, men hverken Mac eller Daniel Jones har vist, at de er spillere, man kan se som startere på Super Bowl-mandskaber. Patriots har flere gange i år tydeligt indikeret, at de ikke er imponerede over Michael McCorkle  – apatien over Daniel har ikke været den samme, men skader og dårligt spil har gjort deres indtryk i New York. Det er uvist, hvem Patriots vælger at starte i den kommende spillerunde, både Mac Jones og Bailey Zappe er i spil, mens Giants igen kommer til at starte Tommy DeVito. 

Caleb Williams og Drake Maye bliver begge spået til at gå som de to første valg i næste års draft, så hvem end der taber dette opgør, vil kunne kæmpe sig tættere på muligheden for at vælge en ny quarterback.

2. Tager Houston Texans styring i AFC South?

Der var ikke mange, som før sæsonen havde regnet med, at Houston Texans ville være i den position, som de er i på nuværende tidspunkt. Efter at have været ligaens dårligste mandskab i størstedelen af 2022-sæsonen, så endte de i sidste spillerunde med at sejre og dermed “kun” være NFLs næstdårligste. Den sejr sikrede dem quarterback CJ Stroud med draftens andet valg. Rookien har leveret en fremragende sæson indtil videre og er efterhånden begyndt at snige sig ind i MVP-snakken. Den næste store test kommer allerede søndag, hvor Texans og Jaguars tørner sammen i duellen om AFC South.

Jaguars var før sæsonen set som den oplagte vinder af divisionen, men sådan har det ikke vist sig at være. Efter en hård start har det gået godt for Jacksonville, men Houston har halet ind på dem, ikke mindst takket være sejren over selvsamme Jacksonville tidligere på sæsonen. I årets første møde mellem de to vandt Houston nemlig 37 – 17 efter en fremragende dag fra Stroud og rookiereceiver Tank Dell. De to var fyr og flamme i kampen i seneste spillerunde mod Cardinals, hvor Dell greb otte bolde for 149 yards og et touchdown. Jaguars har haft et af ligaens mindst effektive kasteforsvar, så det kan nemt gå hen og blive nøgleduellen i kampen. Hvis Houston vinder, kan de selv styre deres skæbne i indeværende sæson, mens Jacksonville kan lægge sig afgørende i spidsen med en sejr. I en tæt AFC-konference kan taberen af denne kamp nemt ende i et scenarie, hvor de går glip af slutspillet.

3. Kan Cardinals’ forsvar se bedre ud på tredje down?

Arizona Cardinals har fået Kyler Murray tilbage som startende quarterback, hvilket bestemt har løftet angrebets topniveau, men holdet har fortsat problemer med bundniveauet, hvilket var synligt i det tætte nederlag til Texans. Det var dog forsvaret, der bar en stor del af ansvaret for resultatet. Selv om Cardinals fik forceret tre turnovers, så tillod de også 449 yards, men hvad værre var, så fik Texans lov til at forlænge alle de drives, der ikke endte med turnover. 

Houston konverterede 9 af 13 tredje downs, hvilket gør det svært at vinde en kamp. Texans har været et af ligaens bedste hold på tredje downs i indeværende sæson, men det var ikke en enlig svale for Arizona. Med holdets nye cheftræner, Jonathan Gannon, ved roret var der håb om, at holdet kunne forbedre det forsvar, der i fjor var blandt ligaens dårligere forsvar, både i forhold til den generelle effektivitet, men også når det kom til at få stops på tredje down. Det har dog ikke været tilfældet. I år er det kun Chicago Bears (47,6%), der tillader en større procentdel af tredje downs at blive konverteret end Cardinals’ 46,8%. I denne spillerunde er der divisionsopgør mod Los Angeles Rams, der er middelmådige offensivt, når det kommer til at konvertere tredje downs, kan Cardinals få en positiv kamp på den front?

4. Kan Buffao få mere gang i Stefon Diggs?

Buffalo Bills fik en tiltrængt sejr i den forgangne spillerunde, da de trynede Jets med 32-6. New York havde ellers et af ligaens bedste forsvar, og havde vundet det første indbyrdes opgør i sæsonen, men Josh Allen og co. spillede en effektiv og næsten fejlfri kamp. Det var derfor en god debut for holdets nye offensive koordinator, Joe Brady. 

Det var dog endnu en forglemmelig kamp for Stefon Diggs, der på det seneste har været manglende i Bills-offensiven. I sæsonens første seks kampe greb den dygtige receiver i snit otte bolde per kamp, snittede 103 yards per opgør og scorede fem touchdowns. Den produktion er halveret i de seneste fem opgøre, hvor han i snit har grebet fem bolde for 55 yards og blot scoret to touchdowns. Nedgangen i produktionen er til dels faldet sammen med Buffalos formdyk, men i den fine sejr over Jets var det faktisk receiverens mindst produktive kamp med blot fire catches for 27 yards. Diggs er ikke en glemt mand i Buffalo, han er målet for ni kast per kamp i denne dårlige periode, men noget glipper i koordinationen mellem receiver og quarterback. Det positive for Bills er, at de har fået mere gang i sekundære mål som receiver Khalil Shakir og rookie tight end Dalton Kincaid, men skal de have gang i en slutspurt mod slutspillet, så har de behov for mere Stefon Diggs.

Denne runde byder på en lækkerbidsken af en kamp mod Philadelphia, som havde et par uger før deres bye, hvor de tillod et væld af yards gennem luften. De begrænsede dog Chiefs til 168 kasteyards i den vigtige sejr, kan Buffalo fortsætte den fine stil de lagde mod Jets og få gang i Steffon Diggs.

5. Er Frank Reich på vej mod en fyreseddel?

Der var reelle forhåbninger til Carolina Panthers i denne sæson. Holdet havde et spændende ungt forsvar, lige draftet som det første hold i draften og valgt det, de troede var den mest talentfulde quarterback og samtidig kombineret det med hyring af en offensiv, vellidt cheftræner i Frank Reich. 10 kampe inde i sæsonen og udfaldet har langt fra været som ønsket, holdet har blot vundet en enkelt kamp og kun Jets, Giants og Patriots har scoret færre point end Carolina. 

Cheftræneren har forsøgt flere ting, men intet har virket. Tre uger efter, at Reich uddelegerede ansvaret som spilkalder til den offensive koordinator, Thomas Brown, tog han tjansen tilbage mod Cowboys. Det var ikke den nemmeste opgave, men udfaldet var deprimerende, blot 233 yards blev det til i hele opgøret og Bryce Young kastede kun for 123 yards. Quarterbacken er blandt de mindst effektive og mest sackede quarterbacks i ligaen. Nu begynder rygterne at svirre om, at holdets ejer, David Tepper, kan være på vej mod en drastisk beslutning ovenpå den katastrofale sæson. For at sikre sig Young besluttede ledelsen nemlig at handle et førsterundevalg væk i næste års draft, da de sendte yderligere et førsterundevalg og DJ Moore til Chicago for at sikre sig Bryce Young. Holdet står til at vælge som det første i næste års draft, men valget ligger hos Bears i Chicago grundet traden. 

Panthers møder et andet skuffende hold, som ovenikøbet også starter en rookiequarterback, nemlig Titans og Will Levis. Hvis Panthers endnu engang skuffer, kan det være med til at sende Reich tættere på endnu et jobskifte=

6. Kan Buffalos offensive linje vinde kampen mod Philadelphias defensive stjerner?

Vi har allerede sat en smule fokus på opgøret mellem Bills og Eagles, men fortsætter med et andet perspektiv på den nok største kamp i denne spillerunde. En af de centrale kampe i kampen bliver duellen mellem Eagles fantastiske defensive linje og Buffalos offensive linje. Tabt i debatten omkring Bills og deres offensive “problemer” har været holdets ganske velspillende offensive linje. Kun Chiefs har tilladt færre sacks i indeværende sæson.

Nu får de dog deres største test mod Philadelphia, der fik lagt pres på Mahomes, men endte opgøret med kun et enkelt sack. Eagles har dog været et af de hold, der har lagt mest pres på modstanderne i den nuværende sæson med deres skræmmende dybde langs den defensive linje. Hassan Reddick specielt spillede en fremragende kamp mod Chiefs. Han kan få gode arbejdsbetingelser, da han kommer til at spille overfor Spencer Brown og rookie O’Cyrus Torrence på Buffalos højresidig, som har været deres svageste side i pass protection. Det kan også betyde flere stunts og twists langs den offensive linje, så Fletcher Cox, Jordan Davis, Milton Williams og Jalen Carter hver kan får deres tur mod den unge guard. Hvordan Buffalo kan planlægge sig ud af det, eventuelt ved at benytte Josh Allens atletiske evner eller med hurtige kast til Dalton Kincaid, kan blive afgørende for deres chancer.

7. Får Steelers udbytte af Canada-fyringen?

En historisk begivenhed fandt sted i denne uge, og for de fleste Steelers-fans var det en sportsligt positiv en af slagsen. For første gang siden 1941(!) fyrede holdet nemlig en træner i løbet af sæsonen, da Mike Tomlin besluttede at afskedige den offensive koordinator, Matt Canada. Det var en beslutning, som mange havde ventet længe på. Spillermaterialet på holdet angreb er på ingen måde i samme kaliber, som da Ben Roethlisberger, Antonio Brown og Le’Veon Bell huserede, men holdet bør være bedre, end det har været i år og siden Canada tog over i 2021. I mere end halvdelen af holdets kampe med Canada som koordinator, har Steelers scoret 20 point eller færre. Det er katastrofalt.

Nu får Kenny Pickett, Najee Harris, George Pickens, Jaylen Warren og Diontae Johnson mulighed for at bevise deres værd med Eddie Faulkner, som er ny offensiv koordinator. Faulkner har været i klubben siden 2019 og har baggrund som runningbacktræner. Om det nødvendigvis betyder mere fokus på løbespillet er ikke en garanti, men det kan være en fornuftig vej at gå. Jaylen Warren har været en af de mere effektive runningbacks i NFL og er i højere grad blevet anvendt de seneste tre uger, hvor han i har løbet bolden 11 gange per kamp (med et snit på 9 yards per løb) og i flere af disse opgøre har værets holdets eneste offensive trussel. Holdet møder i denne uge Bengals, som har tilladt femteflest løbeyards i NFL. Kan Steelers få genoplivet deres længe døde angreb?

8. Kan Vikings holde gang i løbeangrebet?

Vi bliver ved løbeangrebet i det nordlige USA, men tager denne gang til Minnesota, hvor Vikings trods en fin sæson stadig leder efter kontinuerlig succes på jorden. Holdet var i store dele af sæsonen blandt ligaens værste, men efter tilføjelse af quarterback Joshua Dobbs har der været store forbedringer at spore. Kan det være med til at guide dem til sejr mod Bears?

Vikings løb i de første otte kampe for 73 yards per kamp, de seneste tre kampe har det tal været mere end fordoblet, da Vikings har løbet for 149 yards per kamp. Dobbs har stået for 43 yards per kamp og har med sin alsidighed været et fremragende og nyt våben for Kevin O’Connells angreb. Det har været medvirkende til at gøre Alexander Mattison mere effektiv, men de seneste kampe har det været Ty Johnson, der har været et spændende offensivt festfyrværkeri. Holdet sidder efter denne runde over og kan med al sandsynlighed snart glæde sig til at få Justin Jefferson tilbage, kan vikingerne holde gang i løbeangrebet og dermed give sig selv en spændende kombination i jagten på slutspillet? Bears har haft et godt løbeforsvar i år, så det bliver en yderst spændende test.

9. Har Russell Wilson stadig et højt topniveau?

Denver Broncos fortsætter deres fremmarch og kan potentielt ende med at melde sig ind i kampen om en slutspilsplads i stærke AFC. Holdet har rettet op på både forsvar og angreb, og selv om der er lagt til at de enheder er blandt ligaens bedste, så har de gjort det godt nok i tandem til, at Denver har vundet fire kampe i træk, hvor de har slået Chiefs, Bills og et formstærkt Vikings-hold. 

En del af æren bør tilfalde quarterback Russell Wilson, der har genfundet et flot bundniveau og været stabil den seneste måned.

Ser man Denvers kampe virker det dog stadig som om, at Sean Payton ikke helt stoler på sin quarterback, eller at Wilson er bange for at begå fejl. Det er modsat meget af det vi så i quarterbackens storhedstid i Seattle. Nu kommer Denvers største test, inden de kan sidde over. Holdet møder Cleveland Browns, der er indehaver af ligaens bedste forsvar og den store kandidat til årets forsvarsspiller, Myles Garrett. Skal Denver gøre sig håb om at kvalificere sig til slutspillet, så skal de kunne slå et hold, der stiller op med Dorian Thompson-Robinson som quarterback. Hvis det kræver, at angrebet taget et skridt op og det ansvar lander på Russell Wilson, har han så evnerne til at genfinde den magi, som han har vist i glimt?

10. Formår Saints at lukke ned for Atlantas alsidige løbeangreb. 

Der er hedt og overset rivalopgør, når Saints og Falcons søndag mødes. NFC South-duellen er blandt de mest intense i hele NFL, og da begge hold i år har muligheden for at vinde divisionen, bliver det kun mere interessant. Ingen af holdene har for alvor imponeret i år, men Atlanta har med deres løbeangreb en stor styrke, som kan gøre dem til favoritter i opgøret, da New Orleans i år ikke har været så skarpe som tidligere til at lukke ned for løbet. Holdet har været middelmådigt i den kategori, mens Falcons har været et af ligaens bedre til at skaffe yards på jorden. Seks gange i år har Atlanta løbet for mere end 120 yards i en kamp, blot to gange er de blevet hold til færre end 100 yards.

Saints har den fordel, at Demario Davis fortsat er på holdet. Linebackeren har stadig blandt ligaens bedste mod løbet og en hård tackler. Supporten omkring ham har ikke været så konsekvent som tidligere. Rookie Bryan Bresee har været en skuffende tilføjelse i midten af forsvaret, mens udskiftningen langs resten af den defensive linje også har kunnet mærkes. Kan New Orleans lukke ned for Bijan Robinson og co. og tage et vigtigt skridt i jagten på NFC South, eller tager Atlanta det første stik med deres giftige løbeangreb?