Gul Klud sætter fokus på 10 spørgsmål, som vi leder efter svar på i 11. spillerunde af 2023-sæsonen.

1. Hvor langt er Chiefs og Eagles fra Super Bowl-niveauet?

Runden blev sparket i gang med et storopgør, da Ravens og Bengals tørnede sammen i torsdagskampen, men selv om det var en kamp mellem to sværvægtere, så bliver opgøret overskygget af Monday Night-kampen, der byder på Super Bowl rematch. Chiefs møder hjemme på Arrowhead det hold, de slog i Super Bowl i februar måned, og her får vi for alvor sæsonens første svar på, hvor langt de respektive hold er fra topformen. Super Bowl 57 blev spillet på utroligt højt niveau, og begge hold ligner stærke kandidater til at mødes i februar 2024, idet både Chiefs og Eagles fører deres respektive konferencer.

Holdene er dog ikke ufejlbarlige. Både Eagles og Chiefs går ind til opgøret med flere store spørgsmål. Hos Chiefs handler det om holdets offensive playmakere, altså dem der ikke hedder Patrick Mahomes og Travis Kelce. Kansas har vundet deres kampe, men det har i særdeleshed været forsvaret, der har trukket det tungeste læs i år, mens de mange unge receivere som Skyy Moore, Rashee Rice og Kadarious Toney har haft svært ved at holde et højt niveau. Derfor bliver kampen mod Eagles spændende, da det store spørgsmål omkring de grønne fugle har været holdets bagkæde, der har været ramt af skader. Philadelphia har i de seneste to kampe tilladt 721 kasteyards, skader har været en faktor, men ikke altafgørende. Både Chiefs og Eagles sad over i den forgangne spillerunde, så de har haft langt tid til at få lagt taktikken. Det bliver et brag, og forhåbentlig slipper vi for de skader, der prægede torsdagskampen.

2. Fortryder Cardinals, at de valgte Will Anderson Jr. fra?

Opgøret mellem Houston og Arizona bliver et af rundens mere interessante “hvad nu hvis”-historier. Inden 2023-draften stod Arizona med det tredje valg, men de endte med at sende dette til Houston i bytte for to valg i første runde (Det 12. valg i 2023 samt det ubestemte valg i 2024) plus det løse. Det var oprindeligt forventet, at Cardinals ville vælge edge rusher Will Anderson Jr. med det tredje valg, men det blev i stedet Texans, som sikrede sig den talentfulde Alabama-spiller. Arizona endte efter endnu en handel med at vælge som det sjette hold i draften, og her tog de den offensive tackle, Paris Johnson. 

Will Anderson har været god i sin debutsæson. Ifølge Pro Football Focus er han på en delt førsteplads blandt rookies, når det kommer til antal pressures og nummer to, når det kommer til antallet af pass rush-forsøg, hvor han slår sin direkte modstander. Andersons direkte modstander bliver i denne uge bliver selvsamme Paris Johnson, som Cardinals endte med at vælge i årets draft. NFL-karrierer kan være lange, og Cardinals får mulighed for at opgradere deres mandskab yderligere med det ekstra førsterundevalg de fik, så det er alt for tidligt at sige noget om, hvem der fik mest ud af handlen. Alligevel kan det være, at Anderson med en god præstation i denne uge, ganske kortvarigt, får ledelsen i Arizona til at fortryde deres valg?

3. Kan Seahawks få hævn for første rundes afklapsning?

Et af de mange semi-afgørende opgør i denne spillerunde er opgøret i NFC West mellem Seahawks og Rams. Seattle jagter en plads i slutspillet, men har et særdeles svært program foran sig med kampe mod Eagles og Cowboys samt to dueller med 49ers i de efterfølgende fire kampe. Skal de holde sig inde i varmen, så kræver det en sejr mod Rams og Sean McVay, der er holdets onde ånd. I første spillerunde ødelagde Los Angeles åbningskampen for Seattle med en sejr på 30-13, hvor Seattle slet ikke fik et ben til jorden i anden halvleg. Undertegnede var til stede på stadion og er stadig utrolig bitter. Siden Sean McVay blev cheftræner for Rams i 2017 har holdet vundet 9 ud af 14 interne opgør.

Rams har dog tabt de seneste tre kampe i sæsonen, herunder store nederlag til Cowboys og Packers, mens Seattle har et par fine sejre over Browns og Commanders, men også en altoverskyggende afklapsning af et nederlag til Ravens i den nærmeste fortid. Alt tyder dog på, at Matthew Stafford er tilbage for Rams. Med Puka Nacua og Cooper Kupp i topform, så bliver Seattles talentfulde og overvejende velspillende bagkæde uden tvivl testet. Formår Seahawks at få hævn eller formår Rams at sende deres modstander ud på den sværeste slutspilsjagt?

4. Fortsætter Vikings forsvar med at imponere?

Minnesota Vikings startede sæsonen med tre nederlag, mistede så deres superstjernereceiver og efterfølgende deres velspillende quarterback. De lilla vikinger har dog overrasket alt og alle og vundet seks ud af de syv seneste kampe. Hvis sæsonen sluttede i dag, så var de faktisk i slutspillet. Quarterback Josh Dobbs har været en fremragende historie og bidraget til de seneste sejre, men det har været holdets forsvar, som har leveret på et ufatteligt højt niveau. Holdet hyrede inden sæsonen den tidligere cheftræner i Miami, Brian Flores, som holdets nye defensive koordinator, og det har givet pote.

Under den nuværende sejrsstime er det kun Browns og Jets, der har været mere effektive forsvarsmæssigt. Danielle Hunter har gang i karrierens mest produktive sæson. I 10 kampe har han lavet 11 sacks og er dermed godt i gang med at slå sin egen rekord på 14,5 sacks fra 2018 og 2019. Vikings blitzer på 49% af alle deres forsvarsspil, et vanvittigt tal og de fører klart NFL i den kategori. Det har ført til fornemme sæsoner fra Josh Metellus og den ikke-draftede rookie linebacker Ivan Pace. I denne runde møder de Denver Broncos, der under Sean Payton har lignet et hold, der desperat forsøger at undgå de store fejl, kan Vikings gøre Denver usikre?

5. Beskytter Miami Tua Tagovailoa imod problemer mod Raiders?

Miami kommer til denne spillerunde efter at have siddet over. Det havde holdet godt brug for efter et nederlag i Frankfurt til Kansas City Chiefs. Angrebet har endnu ikke leveret i de helt store kampe, men været skarpe i de resterende kampe. Denne uges opgør mod Las Vegas Raiders kan ikke klassificeres som en enorm test, men Miami har haft problemer med helbredet på den offensive linje, hvor Robert Hunt og Terron Armstead begge har misset kampe og døjet med skader – ingen af dem spillede mod Chiefs. Testen bliver i denne uge at stoppe Raiders største stjerne, edge rusher Maxx Crosby, fra at nå til Tua.

Crosby er blandt de fem mest produktive pass rushere i ligaen, faktisk er han kun overgået af førnævnte Hunter, Myles Garrett og TJ Watt, når det kommer til sacks i indeværende sæson. Raiders har efter trænerskiftet vundet to kampe i træk, og Crosby har været en af de bærende spillere i den periode. Han var en evig trussel mod Giants, hvor han endte med tre sacks. Kan den offensive linje i Miami holde Crosby, Malcolm Koonce og Robert Spillane fra deres vigtige quarterback?

6. Kan Cleveland Browns’ sæson få dødsstødet?

Sikke en uge for Cleveland Browns. Først leverede de et imponerede comeback mod Baltimore Ravens og holdt sig for alvor inde i varmen om at vinde AFC North, men få dage efter blev det annonceret, at skandaleramte quarterback Deshaun Watson går glip af resten af sæsonen grundet en skulderskade. Watson har dermed blot spillet 11 kampe de seneste tre år, og ligner en katastrofe med sin garanterede kontrakt på mere end 230 millioner dollars.

Browns spiller en yderst vigtig kamp på søndag mod Pittsburgh Steelers, og den startende quarterback bliver efter alt at dømme rookie Dorian Thompson-Robinson. DTR, som rookien også kaldes, startede tidligere på året det første opgør mod Ravens, hvor han blot kastede for 121 yards på 36 forsøg, det blev ikke til nogle touchdowns, men til gengæld kastede han tre interceptions. 

Clevelands forsvar er fortsat blandt de absolut bedste i ligaen og kommer absolut til at holde holdet inde i flere kampe, men hvis de ender med at tabe i denne uge, hvor stiller det dem så i indeværende sæson? 11 ud af 16 hold i AFC har vundet mere end fem kampe, hvilket inkluderer samtlige hold i AFC North. Et nederlag til Steelers kan derfor være fatalt i jagten på slutspillet. Kan Myles Garrett og forsvaret holde holdet varme?

7. Får Joe Brady en svær start som offensiv koordinator?

Efter endnu et nederlag for Buffalo Bills, som sender dem tæt på et scenarie, hvor de ikke kvalificerer sig til slutspillet, tog cheftræner Sean McDermott en drastisk beslutning. McDermott fyrede holdets offensive koordinator, Ken Dorsey. Det sker på trods af, at Buffalo er blandt de mest effektive angreb i ligaens, når man ser på flere underliggende statistikker.

Holdet var dog præget af både turnovers og dårligt startende position på banen, sidstnævnte problem han i høj grad sammen med de mange skader på forsvaret. Dorsey og angrebet havde bestemt deres svagheder, men bliver det løst eller forbedret med en fyring? Joe Brady overtager tjansen, men han er ikke et sikkert hit. Den unge koordinator er kendt som manden, der var med til at orkestrere det rekordsættende LSU-angreb med Burrow, Chase og Justin Jefferson i 2019. Brady var dog også manden bag et dårligt Panthers-angreb i 2020 og 2021.

Kan han udnytte potentialet i Bills-angrebet med Stefon Diggs og Josh Allen?  Får han etableret løbespillet i højere grad? Brady, Allen og resten af Buffalo-offensiven får ikke den nemmeste prøve, idet de møder New York Jets, der gav dem sæsonens første nederlag i åbningskampen, hvor Buffalo blot scorede 16 point. Robert Salehs mandskab har holdt ligaens bedste quarterbacks i kort snor, formår Bills at overraske?

8. Fortsætter Jake Ferguson med at være næstvigtigste mål for Dak?

Dallas Cowboys ligger, trods et nederlag til Philadelphia Eagles, stadig lunt i svinget i forhold til slutspilspladser, og holdets kombination af kvalitet på både angreb og forsvar gør holdet farligt. Offensiven har den seneste måned spillet på et højt niveau, og det er forventeligt CeeDee Lamb, der har været den bærende profil. Lidt overraskende har det dog været den unge tight end Jake Ferguson, som har været næstkommanderende i Dak Prescotts arsenal.

Ferguson har scoret touchdown de seneste tre opgør og i samme periode har han ganske klart overgået spillere som Brandin Cooks og Michael Gallup. Den 24-årige tight end blev valgt i fjerde runde af draften i fjor og havde en fin rookiesæson. Nu lader det til, at han og Dak Prescott for alvor har fundet hinanden. Holder rookien produktionen fra den seneste måned, så ville han ende sæsonen med mere end 700 receiving yards og mere end 10 touchdowns. Holder han kandencen mod et skuffende Panthers-hold, der dog har et par velspillende spillere i Xavier Woods og Deion Jones, som huserer i midten af forsvaret?

9. Bliver det endelig en god oplevelse for Brandon Staleys defensiv?

Det begynder at se skidt ud for Brandon Staleys fremtid som cheftræner hos Chargers. Holdet har tabt flere kampe end de har vundet, og forsvaret fik røven på komedie i den forgangne spillerunde, hvor Lions scorede 41 point. For fjerde gang i år tillod defensive mere end 450 yards mod sig, og det er skidt nyt for Staley, der har en baggrund som defensiv koordinator. Kun Bengals og Broncos tillader flere yards per spil sammenlignet med Chargers, der har et af ligaens dårligste kasteforsvar. Joey Bosa og Khalil Mack spiller gode individuelle sæsoner, men der har ikke været noget sammenhængende kvalitet for forsvaret i år.

Denne runde møder de Green Bay Packers, som ikke har scoret mere end 20 point siden anden spillerunde. Angrebet har set mere effektivt ud siden holdet sad over i sjette spillerunde, men det har stadig ikke været på det niveau, som da Matt LaFleur havde Aaron Rodgers ved roret. 

Kan det være muligheden for at få en positiv kamp for Staley og Chargers-forsvaret?

10. Kan Darnell Wright lukke ned for Aidan Hutchison?

Justin Fields er tilbage for Chicago Bears, han og Bears er for første gang i år klar til at møde divisionsrivalen Detroit Lions. Det bliver også et møde med Aidan Hutchinson, som har gang i endnu en fornem sæson og er blandt ligaens bedste defensive linjemænd. Det bliver også endnu en ny stor test for rookie Darnell Wright, der har været fast mand på Chicagos højre tackle siden de valgte ham som den tiende spiller i årets draft. Sammen med Dawand Jones i Cleveland, har Wright haft det højeste topniveau blandt årets rookies langs den offensive linje. Den mere end 150 kilo tunge bamse har dog opgivet fem sacks og stået for seks personlige fejl. De fleste af de kedelige statistikker kom dog i de første fem spillerunder, hvorefter Wright har leveret på et højere niveau. 

Det er svært at komme uden om fysikken og kombinationen med de atletiske evner, det kan se smukt ud. Hvordan kommer det til at se ud, når han skal blokere Hutchinson med Justin Fields løbende rundt bag sig?