Hvad sker der med Redskins og Kirk Cousins? Det har længe været spørgsmålet i Washington. Nu står svaret klart efter Redskins og Chiefs er blevet enige om en mega-trade.

De seneste fire år har Redskins’ quarterback heddet Kirk Cousins, men efter at have spillet to år på franchise tags, er den æra nu slut. Redskins har i stedet kigget mod Kansas City for at finde holdets nye quarterback.

I Kansas City har Alex Smith de sidste fem år anført Chiefs-mandskabet med pæn succes. Nu sendes han til Redskins i bytte for et tredjerundevalg i årets draft og cornerback Kendall Fuller. Samtidig skulle Smith modtage en ny 4-årig kontrakt hos Redskins. Den kontrakt skal indbringe Smith omkring $23,5 millioner (141 millioner kr.) om året med samlet $71 millioner garanterede eller lidt under en halv milliard kroner.

På nuværende tidspunkt kan NFL-holdene ikke indgå handler, og aftalen er derfor kun principiel. Når den nye NFL-sæson officielt starter d. 14 marts vil handlen gå igennem.

Alex Smith kommer fra sin bedste sæson i karrieren, hvor han førte ligaen i passer-rating og havde 28 touchdowns med blot 7 interceptions.

Chiefs draftede dog hans afløser sidste år, da de tradede op i første runde for at hente talentfulde Patrick Mahomes. Den 22-årige Mahomes vil nu overtage styringen hos de forsvarende AFC West-mestre. Ved at trade Smith væk sparer holdet samtidig $17 millioner, som nu kan bruges på andre ting, når free agency (transfermarkedet) åbner i starten af marts.

Hos Redskins ender dette en længere saga, hvor holdet i over to år ikke har kunne beslutte sig for, om Cousins var en langvarig megakontrakt værdig. I stedet har Kirk Cousins spillet to år på franchise tags, hvilket essentielt er dyre etårige aftaler. Den tid er nu forbi, og Kirk Cousins kan skifte hold i free agency. Der forventes at være mange bejlere, og hold som Broncos, Jets, Cardinals, Browns og Bills har alle været nævnt.

Den tredje spiller i denne trade, Kendall Fuller, fik sit store gennembrud i 2017. Cornerbacken blev valgt i tredje runde af 2016-draften, men spillede ikke meget som rookie. I den forgangne sæson bemandede han dog positionen som slotcorner for Redskins, og den 22-årig Fuller udviklede sig til en af ligaens bedste spillere på den position. Nu rykker den talentfulde cornerback til Chiefs, hvor han skal forstærke bagenden, der allerede har profiler som Marcus Peters og Eric Berry.