Årets første trænerfyring er en realitet. Washington Redskins har fyret cheftræner Jay Gruden efter fem nederlag ud af fem mulige i 2019-sæsonen.

Der skulle kun gå fem runder af 2019-sæsonen, før den første trænerfyring i NFL skete. Efter endnu et stort nederlag i gårsdagens kamp mod New England Patriots har Washington Redskins valgt at fyre træner Jay Gruden. Det meddeler flere amerikanske medier, heribland ESPN’s Dan Graziano.

Washington Redskins er startet med fem nederlag, der alle er blevet gradvist større. Det startede med et fem points nederlag til Philadelphia Eagles og sluttede igår med et 26 points nederlag til Patriots.

I stedet for Gruden vil den tidligere assisterende cheftræner og offensive linjetræner, Bill Callahan, midlertidigt overtage jobbet som cheftræner.

Jay Gruden havde stået i spidsen for Redskins siden 2014, og har i sine fem og lidt til sæsoner en record på 35-48-1. Redskins’ bedste sæson med Gruden i spidsen kom i 2015, hvor holdet gik 9-7 og nåede slutspillet. Her tabte man 35-18 i første runde til Green Bay Packers