Hvem skal hjælpe Aaron Donald?
Det største problem for Los Angeles i den kommende sæson bliver umiddelbart på forsvaret. Trods at 2019 ikke var med vanlig kvalitet og kadence på angrebsfronten, bør man nogenlunde vide, hvad man får med McVay og Goff. Forsvaret ser derimod langt mere usikkert ud, og kun Aaron Donald og Jalen Ramsey fortjener at blive regnet for blandt fremragende spillere på deres respektive positioner. De er så også blandt den absolutte elite, men det kan ikke regnes for at være nok til at løfte forsvaret til mesterskabskvalitet under holdets nye defensive koordinator, den unge Brandon Staley.

Der er lovende spillere på en lang række andre positioner, men der er en mangel på etablerede ledere. Taylor Rapp leverede en fin rookiesæson i fjor på den ene af safteypositionerne, og med John Johnson tilbage fra skulderskade, bør det blive en ganske fin tandem med potentiale til at være et af ligaens mere dynamiske makkerpar i bagkæden. Ramsey var lidt skuffende efter sin trade til Los Angeles, men på dagen er han stadig blandt ligaens bedste, og med undervurderede Troy Hill på den anden side har holdet ingredienserne til en god bagkæde. Tabet af Nickell Robey-Coleman, der meget passende var holdet nickel-cornerback skal dog ikke undervurderes.

Rams’ ubestridt bedste spiller, Aaron Donald, mangler hjælp

Den umiddelbare mangel på en dygtig cornerback til at dække modstandernes slotreceiver, samt det enorme tab af ligaens dygtigste linebacker i opdækningen, nemlig Corey Littleton, kan blive fatalt for kasteforsvaret.

Rams sagde også farvel til mange sacks, da Dante Fowler og Clay Matthews forlod klubben. Jeg har tiltro til, at Samson Ebukam og Ogbonnia Okoronkwo kan blive solide pass rushere, men de er ikke sikre kort og holdets linebackere ligner bestemt den helt store akilleshæl. Aaron Donald er fortsat ligaens bedste forsvarsspiller, mens resten af den defensive linje besættes af solide, men ikke specielt spektakulære folk som Michael Brockers, A’Shawn Robinson og Sebastian Joseph-Day. Forsvaret afhænger af, at ukendte spillere for alvor kan løfte niveauet, og det er et meget usikkert grundlag at bygge noget op på.

Overskrift: Er Tyler Higbee den nye mand i centrum?

Som beskrevet tidligere var Rams-offensiven skuffende i fjor, men mod sæsonens slutning fandt holdet formen igen, og tight end Tyler Higbee spillede en stor rolle i den bedrift. Cheftræner Sean McVay var dygtig til at bruge sine tight ends, da han var offensiv koordinator i Washington, men det lod vente på sig i Los Angeles. Spørgsmålet er dog, om det bliver vejen frem, for logikken taler for et skift. Jared Goff har været langt mere effektiv, når angrebet benyttede formationer med to tight ends og to receivere end formationer tre receivere og en tight end, som McVay ellers har yndet at bruge.

Med farvellet til Brandin Cooks er truppen for alvor gearet til en sådan ændring. Robert Woods og Cooper Kupp er en fremragende receiverduo, mens Higbee og Gerald Everett er en dynamisk tandem på tight end positionen. Det kan blive opskriften på succes for Rams, der kan supplere med Josh Reynolds som en dyb trussel eller med rookie Van Jefferson, som jeg personligt har god fidus til, når holdet vil benytte tre receivere.

Løbespillet og den offensive linje kan blive en hæmsko

Todd Gurley har været det ubestridte førstevalg runningback siden han kom til klubben, men skader, et fald i niveauet og en alt for høj grundløn førte til en fyreseddel. McVay har udtalt, at han er blevet inspireret af Kyle Shanahans tilgang til runningbackspillet, så nu går holdet med rotation af en trio af backs, hvor jeg specielt har fidus til rookie Cam Akers. 

Spørgsmålet er så, om den offensive linje kan give resten af angrebet den tid, det har brug for, for at kunne afvikle spillene. Sidste år var linjen kraftigt forringet, og der er ikke kommet forbedringer til. Andrew Whitworth bliver 39 i år, men er stadig en dygtig spiller, resten af linjen ser tvivlsom ud, specielt holdets guards bør give den ellers unge, energiske Sean McVay grå hår.

Rams spillede i Super Bowl for godt halvandet år siden, men holdet har ikke udviklet sig til det dynasti mange havde troet, at det kunne ende med. Der var gedigne forringelser at spore i fjor, og kigger man på, hvad holdet har lavet i offseason, så er det svært at tro på, at det bliver dramatisk bedre. NFC West kan blive ligaens tætteste division og noget, der kunne trække op til et blodbad.

Når det er sagt, så har Rams nok kvalitet til at blive farlige og er bestemt med i kampen om en plads i slutspillet. Kan McVay genopfinde angrebet og kommer der et gennembrud eller to på forsvaret, så ser det ikke helt skidt ud i Los Angeles.