Sæsonoptakt: NFC East

0

De største spørgsmål i NFC East i 2024-sæsonen

Dallas Cowboys: Har Cowboys gjort nok for at få slutspilssucces?

Der har ikke været meget at skrive hjem om angående Cowboys’ offseason. Der har ikke været mange tilføjelser, til gengæld har man mistet en del spillere, og man har ikke været i stand til at forlænge med de store stjerner. Derfor bliver der også stillet spørgsmålstegn ved, om Cowboys har gjort nok for at få den slutspilsucces som de desperat har brug for.

Jerry Jones har ellers udtalt, at Cowboys var “all in” på 2024-sæsonen. Det har umiddelbart ikke været til at få øje på. Derfor ser det ud til, at Mike McCarthy og Dak Prescott skal lave større resultater med færre midler i 2024.

Hvis ikke de får en slutspilssejr i år, så skal der højst sandsynligt ske noget nyt på trænerposten, og måske på quarterback, frem mod 2025 i Dallas.

New York Giants: Kan Daniel Jones bevise sit værd?

Daniel Jones er under pres forud for denne sæson. Sidste år skrev han under på en stor kontrakt, men på banen lignede det ikke, at han var pengene værd, og så blev han desværre også alvorligt knæskadet. Ingen ved derfor rigtigt, hvilken tilstand han er i forud for denne sæson, hvor han er nødt til at præstere på et højt niveau, hvis ikke Giants skal føle sig nødsaget til at cutte ham.

Hvis ikke Daniel Jones kan levere varen i år, så vil der for alvor også blive kigget skævt til holdets beslutning om ikke at gå efter en quarterback i første runde af draften tilbage i april.

Philadelphia Eagles: Har Nick Sirianni løst problemerne?

Efter det pinlige kollaps sidste år valgte man at fyre både den offensive og defensive koordinator, men beholde cheftræneren Nick Sirianni. Især på forsvaret stod det meget skidt til i 2023, hvor Eagles rangerede som en af ligaens dårligste.

På angrebet så det lidt bedre ud, men mod slutningen af sæsonen var det bestemt ikke kønt ud. Med tilføjelsen af Kellen Moore og Vic Fangio håber man at kunne banke noget mere liv ind i holdet og igen komme op og kæmpe med om Super Bowl.

Spørgsmålet er bare, om problemet i virkeligheden er Nick Sirianni. Der hviler i hvert fald et stort pres på ham i den kommende sæson.

Washington Commanders: Kan Jayden Daniels løfte Commanders?

Der er ingen tvivl om, at Commanders succes i 2024 kommer til at afhænge af Jayden Daniels’ niveau. Drømmescenariet for Commanders er at få en sæson fra Daniels som CJ Stroud havde for Texans i fjor, og det værst tænkelige scenarie finder man også fra sidste år, hvor førstevalget Bryce Young ikke lykkedes med meget.

Commanders har gjort et fint stykke arbejde med at få opgraderet den offensive linje med Tyler Biadasz og Nick Allegretti, og samtidig har man et udemærket angreb rundt om Daniels med bl.a. Terry McLaurin, Austin Ekeler og veteranen Zach Ertz.

Der er heller ingen tvivl om, at Daniels vil blive sammenlignet med tredjevalget fra draften, Drake Maye, som Commanders kunne have valgt. Om de valgte rigtigt vil tiden vise. 

På næste side giver vi vores bud på slutstillingen i NFC East