Hvordan klarer man sig uden Brian Daboll?

Man skal nogle gange passe på med at overvurdere én mands rolle i en hel offensivs succes, men der hersker absolut ingen tvivl om, at Brian Daboll som offensiv koordinator har spillet en nøglerolle i at udvikle quarterback Josh Allen og Bills’ angreb over de seneste år.

Nu skal Buffalo imidlertid vende sig til en ny offensiv koordinator. Daboll har overtaget cheftrænertjansen hos New York Giants, og Ken Dorsey er blevet offensiv koordinator i Buffalo. 

41-årige Ken Dorsey er imidlertid langt fra en ubekendt faktor for Josh Allen. Han har været quarterback-træner over de seneste år, så han kender stjernequarterbackens styrker og svagheder. 

Foruden ovennævnte udskiftning er der ikke meget ændret ved Bills’ angreb, der var blandt NFL’s bedste i fjor. 

Quarterbacken er stadig MVP-kandidaten Josh Allen. Stjernereceiveren er Stefon Diggs, der har fået en ny lækker kontrakt. Og så er der et arsenal af andre spændende i receiverne Jamison Crowder og Gabriel Davis, tight ends OJ Howard og Dawson Knox samt runningbacks Zack Moss, Devin Singletary og den spændende rookie James Cook. 

Et problem på angrebet sidste år var en kun middelmådig offensiv linje, men man har hentet den erfarne guard Rodger Saffold ind til at hjælpe her. Alt i alt bør det være en sprængfarlig offensiv. 

Et stærkt forsvar – med et pift af Von Miller

Ligesom angrebet var forsvaret heller ikke dumt i sidste sæson. Hvis vi tager et kig i statistikker, kan vi fremhæve en håndfuld: 

– Ingen tillod færre yards end Bills (273 pr. kamp)

– Ingen tillod færre point end Bills (17 pr. kamp)

– Og kun to hold havde flere takeaways end Bills (30)

Ja, statistikker siger ikke alt, men de tre ovennævnte statistikker indikerer trods alt et mildest talt fornuftigt forsvar. 

Men ingen er perfekte og heller ikke Bills. 

Der var visse problemer ved at stoppe løbet, og det har man forsøgt at løse ved at hente DaQuan Jones, Tim Settle og Jordan Phillips ind til den defensive linje, hvor Harrison Phillips til gengæld er smuttet.

Derudover har Bills lavet en kæmpe handel ved at sikre sig Von Miller i free agency. Han er efterhånden blevet 33 år, men viste så sent som i Super Bowl for LA Rams, at han stadig har noget i tanken. Han bliver en vigtig mand i Buffalos pass rush, der også tæller mere ubeskrevede spillere som Greg Rousseau og AJ Epenesa. 

Slutteligt har der været en udskiftning i secondaryen, hvor startende cornerback Levi Wallace er taget til Pittsburgh og formentlig afløses af førsterundevalget Kaiir Elam, der skal være med til at løfte en yderst stærk secondary, der allerede råder over stjerner som Tre’Davious White, Micah Hyde og Jordan Poyer. 

Med det mandskab er der god grund til at tro, at forsvaret også i 2022 vil være stærkt. 

Målet er klokkeklart
Med Josh Allen i sin prime og et fantastisk stærkt mandskab, hvor man har svinget dankortet for at hente Von Miller, er der et klokkeklart for Bills: At vinde Super Bowl. 

Det er bestemt heller ikke urealistisk. Bills går ind til sæsonen som en af de helt store favoritter til at nå finalen, og jeg vil næsten svinge mig til at sige, at det vil være en skuffelse, hvis de ikke når konferencefinalerne. 

Næste side: Forventet startopstilling