
For første gang siden 2018 kan Chicago Bears lade sig krone som kongerne af NFC North.
Natten til søndag tabte Green Bay Packers til Baltimore Ravens, og det betyder, at Packers ikke længere kan indhente Chicago Bears i kampen om NFC North.
Således er Chicago Bears vinderne af divisionen, og de er nu sikre på at få mindst én hjemmebanekamp i slutspillet.
Det er første gang siden 2018, at Chicago Bears hjemtager divisionstitlen. I de seneste to år har Detroit Lions siddet tungt på herredømmet i nord, og forinden vandt Minnesota Vikings (2022) en enkelt divisionstitel, og Packers tog tre på stribe fra 2019-2021.
Det er 12. gang, at Chicago Bears vinder NFC North, mens det fortsat er Minnesota Vikings, der har vundet divisionen flest gange (21).
Chicago Bears har imidlertid rigeligt at spille for i deres sidste to kampe i sæsonen, da de fortsat har en matematisk chance for at vinde førsteseedet. Bears møder San Francisco 49ers natten til mandag i en direkte duel om førerpladsen i NFC.
Læs også: Broncos fik hjælp og vandt divisionen








