Hjalte Froholdt kommer desværre ikke i aktion i 2019. Han er blevet placeret på injured reserve.

Hjalte Froholdt klarede som forventet cuttet hos New England Patriots, men selvom den unge dansker ikke var en af dem, der modtog en fyreseddel lørdag aften, kommer han ikke i aktion i sæsonen.

New England Patriots har nemlig sendt Hjalte Forholdt på skadeslisten – injured reserve – efter at han i den sidste preseasonkamp måtte udgå med en skade.

Da han er blevet placeret på injured reserve, før Patriots’ endelige 53-mands hold blev annonceret, kan han ikke blive aktiveret i løbet af sæsonen. Dermed er han altså utilgængelig for Patriots i hele 2019, og han kan tidligst få sin officielle debut i 2020-sæsonen.

Det meddeler journalister fra flere medier, heriblandt The Athletic, NESN og ESPN.

Patriots har otte offensive linjemænd på holdkortet, og der er tale om Russell Bodine, Marcus Cannon, Korey Cunningham, Jermaine Eluemunor, Ted Karras, Shaq Mason, Joe Thuney og Isaiah Wynn.