Dallas Cowboys’ vigtigste prioritet var at sikre holdets quarterback, med det overstået kan texanerne nu forsøge at lappe andre huller.

Keanu Neal skal spille for Dallas Cowboys den kommende sæson, det slår NFL Networks Tom Pelissero fast. Den hårde safety kommer til på en kort aftale, der kan indbringe fem millioner dollars. 

Dermed forsøger Cowboys at for styr på bagkæden, der de seneste år har været præget af for meget usikkerhed.

Keanu Neal er blot 25 år gammel, men har spillet i NFL siden 2016. Her blev han valgt som den 17. spiller i draften af Atlanta Falcons. Han har spillet hele sin karriere for klubben, men formåede aldrig helt at leve op til den høje draftstatus.

Safetyen har vist, at han er talentfuld og leverede to fine første sæsoner i Atlanta. Desværre for ham og holdet, så ødelagde skader 2018 og 2019-sæsonerne. På to år spillede han samlet under 250 snaps. Neal vendte tilbage i den forgangne sæson og fik 15 kampe fra start. Spillet var dog ikke på det niveau, det var tidligere i karrieren.

Den hårdtslående forsvarsspiller håber, at karrieren kan få nyt liv i Dallas, som ikke har den mest overbevisende safety-duo i ligaen.