Carolina Panthers har sagt farvel til den erfarne punter Andy Lee, selv om holdet betalte en ganske høj pris for ham sidste år.

I en handel med Cleveland Browns sendte Panthers sidste år et fjerderundevalg afsted for den dygtige punter. Det blev dog ikke en kæmpe succes for Carolina, der nu har fyret det 35-årige special teams-es. Lee optrådte grundet en skade kun i ni kampe i den forgange sæson. Det var første gang i karrieren, at han ikke spillede alle 16 kampe. De kampe Lee var på banen, var han dog på vanligt højt niveau. Han sendte blandt andet karrierens tredjelængste punt afsted, da han mod Broncos sparkede bolden 76 yards.
Selv om han tre gange er blevet valgt til Pro Bowl og tre gange er endt som First Team All-Pro, tabte den erfarne punter altså konkurrencen i Carolina. Det bliver i stedet 25-årige Mike Palarady, der skal punte i den kommende sæson. Palardy blev hentet ind, da Lee sidste år blev ramt af den sæsonafsluttende skade. Den unge Palardy gjorde sit job godt og har i løbet af training camp og preseason altså overbevist Panthers-staben om, at han er fremtiden.
Det har betydet en fyreseddel til Lee, der nok ikke skal lede alt for længe efter et nyt job. Trods sin skade er han vendt tilbage og har leveret fint spil, om end han nok ikke længere er på All-Pro niveau. Det forlyder sig allerede, at Arizona Cardinals skulle være interesserede i den rutinerede punter, der startede sin karriere for divisionsrivalerne, San Francisco 49ers.