Free Agency er mere eller mindre overstået, og holdene har hentet spillere i stor stil. Her vil Dennis Cordsen og Teis Joranger kigge nærmere på otte handler, som de synes var iøjnefaldende.
Der er valgt én handel i hver division, som enten positivt eller negativt sprang i øjnene.
AFC North
Mike Wallace – Ravens: Der var krise på wide receiver positionen i 2015 hos Ravens, og det har åbenbart sat så dybe spor, at de er villige til at betale næsten 6 millioner om året for Mike Wallace. Jeg ville ikke være overrasket, hvis der er tre receivere på holdet som kan være bedre. Nogen der kan huske, at Ravens draftede en hurtig dyb trussel i form af Breshad Perriman første runde sidste år? Har de allerede givet op med ham? Derudover har de Steve Smith og Kamar Aiken, som i min bog er bedre. Jeg tror, at man kunne have fået det samme, som Wallace giver for meget mindre (Ted Ginn Jr. koster ca. 2 mil om året). – Teis Joranger
AFC South
Lamar Miller – Texans: Normalt er de dyre handler sjældent pengene værd, men Lamar Miller kan være en af disse sjældnere tilfælde. Han er ikke engang blevet 25 år endnu. Han var brugt elendigt i Miami, eller rettere han blev ikke brugt nok. Og sidst men ikke mindst, så var han deres klart bedste spiller. Alligevel kastede de bolden hele tiden. I Houston har man tradition for at løbe bolden meget, og Miller vil endelig få de carries, som han fortjener. Det vil være en stor hjælp for Brock Osweiler, der næppe bliver en fremragende quarterback. Det vil ikke overraske mig, hvis Miller nærmer sig 1500 yards næste sæson. – Teis Joranger
AFC West
Mark Sanchez – Broncos: De forsvarende Super Bowl-vindere optræder i alverdens rygter omkring en ny quarterback. Men hvem siger, at de behøver, at kigge længere end til Mark Sanchez de erhvervede sig for et skallet 7.rundevalg? Brock Osweiler fik en stor kontrakt af Texans, men med det fremragende forsvar Denver har, er jeg ret overbevist om, at Sanchez kan gøre det bedre end Osweiler ville have gjort. Kald mig bare tosset, men Sanchez er min favorit til at stå som startende quarterback i Super Bowl 51 fra AFC-halvdelen. – Dennis Cordsen
AFC East
Martellus Bennett – Patriots: De rige bliver rigere. Bill Belichick og kompagni elsker tight-ends som ingen andre i ligaen, og nu har Patriots 2 ud af de 10 bedste i NFL… Både Bennett og Gronkowski er såkaldte komplette tight-ends, der er dygtige til at blokere i løbespillet samtidig med at de er rigtig stærke i kastespillet. Jeg forventer, at Patriots har 2 tight ends på banen i over halvdelen af de offensive spil, og at de 2 tight-ends kommer til at give modstanderhold enorme matchup-problemer. – Dennis Cordsen
NFC North:
Jerrell Freeman – Bears: Et af de få lyspunkter på Colts-holdet sidste år var linebacker Jerrell Freeman. Han var en absolut force mod løbet, og jeg fatter ikke, hvordan Bears fik ham for kun 4 millioner om året. Nuvel, han er 29 år og startede karrieren i Canada, hvilket måske gør, at han flyver under radaren. Men de sidste fire år har han startet for Colts, og i 2015 tog han endnu et skridt frem. Det her er et scoop for et Bears-forsvar, som var i desperat mangel på talent. – Teis Joranger
NFC South:
Jr Sweezy – Buccaneers: Jr Sweezy er det, jeg vil kalde en rigtig Seattle-offensiv linjemand: Rigtig atletisk og pænt dårlig. Men som næsten alle andre halvdårlige spillere, der har spillet på et Super Bowl-hold, blev Sweezy kraftigt overbetalt. Sweezy fik en 5-årig kontrakt til 32,5 millioner dollars = 7,5 millioner dollars per år.
Sweezy vil lave nogle rigtigt gode spil af og til men generelt har han en del flere dårlige spil end han har gode spil. Umiddelbart er han den 4.- eller 5. bedste starter på Buccaneers’ offensive linje. – Dennis Cordsen
NFC West:
Coty Sensabaugh, Rams: Øh, hvad er det, Rams ser her? Sensabaugh har kun været starter i 1 år, og han var ikke specielt imponerende. Alligevel har han fået en kontrakt, der er større end fornuftige cornerbacks som Casey Hayward og Prince Amukamara. Ikke nok med at Rams overbetaler Sensabaugh, så ser det også ud til, at kontrakten vil koste et valg i 2017-draften. Hvis du har dyre spillere, som forlader holdet, så får du næste år et såkaldt kompensationsvalg i draften. Et sådant lå Rams til at få for at lade safety Rodney McLeod gå til Eagles, men Sensabaughs alt for dyre kontrakt ser ud til at udligne den kontrakt, så Rams ikke får noget ekstra draftvalg (se oversigt her). – Teis Joranger
NFC East
Cedric Thornton – Cowboys: Hvad har NFLs 31 andre hold gang i? Cowboys betaler 18 millioner dollars over en 4-årig periode og jeg havde personligt ikke været voldsomt utilfreds, hvis mine Chargers havde betalt det dobbelte for at lade ham udfylde en plads på deres defensive linje. Hos divisionsrivalerne fra Eagles spillede Thornton 3-4-DE, og hos Cowboys forventes han primært at skulle stoppe løbet indvendigt. – Dennis Cordsen





