Køb NFL GamePass
Forside Uncategorized Weekly Winners: De vinder i divisionsrunden

Weekly Winners: De vinder i divisionsrunden

0

Divisional playoffs! Det er formentlig den bedste weekend med football hele sæsonen, og det er nu. Jeg glæder mig! Og her er mit bud på ugens vindere.

Lørdag:
New England Patriots – Kansas City Chiefs (kl. 22.35), 27-20
Legen stopper her for Chiefs, der rammer Patriots på et tidspunkt, hvor de får flere af deres største stjerner tilbage fra skader. I et fjendtligt miljø i Foxborough tror jeg, det bliver udstillet, at Chiefs ikke har mødt hård modstand i mange kampe i deres lange sejrsstribe. Jeg har Patriots til at vinde med et touchdown, men jeg tror ikke nødvendigvis kampen bliver tæt.
Tre nøgler til sejr:
1) New England Patriots skal have gang i sit angreb igen med hjælp fra blandt andet Julian Edelman, der vender tilbage efter skade.
2) Kan Chiefs-forsvaret ryste Tom Brady? Brady pådrog sig en mindre skade i kampen mod New York Jets for et par uger siden. Hvis Chiefs kan ramme ham og skabe pres på ham kan de måske holde kampen tæt og snuppe en sejr.
3) Fejlfri football. Der er udsigt til, at det kan blive regnvejr, og med temperaturer omkring fem grader, så kan bolden hurtigt blive svær at håndtere. Undgår man turnovers han man gode chancer for at vinde denne kamp.

Arizona Cardinals – Green Bay Packers (kl. 02.15), 34-28
De to hold mødtes for nylig I grundspillet med en kæmpe sejr (38-8) til Cardinals. Nu mødes de to hold igen på samme bane, og selvom jeg tror på samme vinder, så bliver det mere tæt. Aaron Rodgers og Packers-angrebet fandt formen i sidste uge, og hvis de kan fortsætte det, så har de en chance. Men det bliver svært mod et Cardinals-mandskab, der har haft en friuge til at blive friske.
Tre nøgler til sejr:
1) Packers-angrebet skal levere mindst ligeså godt som i sidste uge. Cardinals-forsvaret er blandt de bedste i ligaen og væsentlig mere skræmmende end Redskins’ ditto. Aaron Rodgers skal spille op til sit bedste.
2) Packers’ offensive linje er måske den vigtigste faktor i kampen. Da de to hold mødtes sidst blev Aaron Rodgers sacket otte gange. Det er der ikke råd til lørdag.
3) Cardinals har et af de bedste angreb i ligaen, og det starter med quarterback Carson Palmer. Hvis Packers skal have en chance skal de lukke ned for BÅDE Palmer og formentlig også runningback David Johnson.

Prøv NFL GamePass gratis

Søndag:
Carolina Panthers – Seattle Seahawks (kl. 19.05), 23-24
Jeg er sindssygt meget i tvivl her. Panthers er friske og har haft en ekstra uge til at forberede sig. Desuden tabte de kun en enkelt kamp i grundspillet. Seahawks kommer fra en virkelig hård kamp mod Vikings, men på en måde tror jeg, at det kan hjælpe dem. Vejret i Charlotte er væsentligt varmere og mere indbydende, end det var i Minneapolis, og det momentum en sejr, som den i sidste weekend giver, skal ikke undervurderes.
Tre nøgler til kampen:
1) Har Seahawks kræfter til endnu en hård kamp eller er de for slidte og småskadede efter sidste uges krig mod Vikings?
2) Seahawks-angrebet blev lukket ned i kulden mod et stærkt Vikings-forsvar. Men kan et stærkere Panthers-forsvar lukke ned, når vejret er betydeligt bedre? Russell Wilson har været vild i den seneste tid.
3) Panthers får Jonathan Stewart tilbage på runningback-positionen og aflaster dermed Cam Newton lidt. Hvis Panthers får løbespillet i gang kan det blive en meget lang dag for Seahawks’ måske trætte defensiv.

Denver Broncos – Pittsburgh Steelers (kl. 22.40), 27-17
Ja, ja, jeg er Broncos-fan og jeg overvurderer dem måske. Mit bud handler dog mere om, at jeg tror Steelers får det rigtig svært på angrebet. De er muligvis uden deres tre bedste spillere på angrebet, og Broncos viste i kampen mellem de to hold i grundspillet, at de sagtens kunne score på Steelers – også selvom Broncos gik i stå og Steelers vandt i anden halvleg. Nu er kampen i Denver, og det skaber en helt anden dynamik.
Tre nøgler til kampen:
1) Hvilken Peyton Manning vil vi se? Manning er tilbage for Broncos og meldingerne går på, at han er friskere, end han har været hele sæsonen. Men får vi 2015-Manning at se, der kaster dobbelt så mange interceptions som touchdowns? Eller bliver det 2013/2014-Manning, der slagtede dårlige kasteforsvar?
2) Hvordan ser Steelers-angrebet ud? DeAngelo Williams (RB) er formentlig ude. Jeg tror, at Antonio Brown (WR) er ude. Ben Roethlisberger (QB) skal nok spille, men hvor effektiv vil han være? Broncos har det bedste forsvar i ligaen, så Steelers får en svær kamp på angrebet, hvis de spillere mangler.
3) Kan Steelers-forsvaret presse Manning? Det mener jeg er absolut nødvendigt, hvis de skal have en chance. Men så har de også gode muligheder for at skabe turnovers og vinde kampen på den måde.

Sidste uge: 1-3
I alt: 152-108