
Der var spænding til det sidste, da den afgørende plads til slutspillet skulle findes i en direkte duel mellem Pittsburgh Steelers og Baltimore Ravens.
Pittsburgh Steelers er i playoffs. Det står klar efter en vanvittig dramatisk afslutning på den allersidste kamp i NFL grundspillet.
Som om de sidste 18 uger ikke har givet nok gåsehud og adrenalinsus foran skærmen, så blev NFL-fans begunstiget med endnu et sandt drama i grundspillets allersidste kamp.
For da Aaron Rodgers og Lamar Jackson stødte hovederne sammen for anden gang i sæsonen var alt på spil for de to tidligere MVP-vindere. Vind, og du er sikret en slutspilsplads. Tab, og du kan hoppe på det første fly til Cancun.
Kampen bød på hele fem føringsændringer, og da det hele skulle afgøres i de døende sekunder, blev Ravens-kickeren Tyler Loop den helt store synder.
Læs også: Sådan ser slutspillet ud lige nu
Vanvittig afslutning… på begge halvlege.
Men først spoler vi kampen lidt tilbage.
Begge hold havde for alvor svært ved at finde fodfæstet i første halvleg, men det var udeholdet fra Baltimore, der gik til pause med en 10-3 føring. Især grundet en stor tackling fra safetien Alohi Gilman.
I anden halvleg skulle der komme lidt mere offensiv ild i kampen, hvilket især kom fra hjemmeholdet.
Aaron Rodgers fik både gang i tight enden Pat Freiermuth, men især runningbacken Kenneth Gainwell var behjælpelig i kastespillet med sine otte grebne bolde for 64 yards. Han fik desuden også scoret til stillingen 20-17 med lige under fire minutter tilbage af kampen.
Men også Lamar Jackson fik mere gang i især en af sine offensive lejesvende. Pro Bowleren Zay Flowers var ellers usynlig i første halvleg, men efter pausen viste han sine kvaliteter frem med to store touchdowns, der gav ekstra liv til kampen og håb til Ravens.
Men efter hans flotte 64-yard touchdown til 24-20 svarede Steelers igen.
Rodgers fandt Calvin Austin i endzonen efter et lækkert double-move, der satte Chidobe Awuzie på en vis legemsdel, og så var det igen Steelers, der havde det ene ben i slutspillet. Dog var det langt fra slut. For et brændt ekstra point af Chris Boswell betød kun en 2-pointsføring til hjemmeholdet, samtidigt med at Ravens stadig havde 55 sekunder og tre timeouts tilbage.
Jackson førte sine tropper op til 26 yardlinjen og nu var Ravens kun et 44-yard field goal fra en sejr og en billet til slutspillet efter en noget tumultarisk sæson.
Tyler Loop, der før sæsonen overtog sparkerjobbet efter Ravens-legenden Justin Tucker, har spillet en fornem første sæson, hvor han blandt andet ikke har brændt et eneste spark mellem 40 og 49 yards.
Indtil nu.
For med 44 yards til slutspillet sendte Ravens-kickeren bolden til højre for målstolperne, og Steelers kunne bryde ud i jubel.
Dermed kan Steelers kalde sig AFC North-mestre for første gang siden 2020, og for tredje sæson i streg har de sikret sig en plads i slutspillet.
De spiller natten til tirsdag dansk tid klokken 02.15 mod Houston Texans.








