Martin Egholm giver hver fredag et anderledes perspektiv på NFL. Gul Klud deler ikke nødvendigvis de holdninger og meninger, der bliver fremsat i klummen – hvis der overhovedet er nogen mening.
Jeg ved ikke, om du allerede kender fortællingen om Peter og Tommy. Hvis du allerede kender den, håber jeg alligevel, at du vil læse med, da en god fortælling altid kan klare en gentagelse.
Er dette derimod første gang, så lad mig starte med at introducere hovedpersonerne:
Peter og Tommy arbejdede begge som sælgere i samme store firma, dog i hver deres afdeling. De havde ikke meget med hinanden at gøre i det daglige, men deres indbyrdes konkurrence var der ingen, der kunne tage fejl af. De var de seneste 15 år blevet direkte sammenlignet, da de begge var de bedste på deres eget felt.
BEGYNDELSEN
Udadtil havde de altid pæne ord at sige om hinanden. De sædvandlige høflige vendinger flød i forurenede strømme, som det sker, når høfligheden overtager og forvrænger sandheden, men under denne høflige facade gemte sig en afsky. Det hele begyndte, da Tommy for 15 år siden blev ansat i firmaet som lidt af en satsning, men hurtigt fik succes og begyndte at tjene godt. Tommy så på daværende tidspunkt op til Peter, og da Peters nabo gerne ville sælge sit hus, så Tommy det som en fantastisk mulighed for at blive nabo til Peter. Tommy købte huset og flyttede ind, men der gik ikke længe, før jalousien mellem de to stolte mænd ændrede deres syn på hinanden, og en af de største nabokrige i mands minde blusede op.
VENDEPUNKT
Hvad gik der så galt for disse to? – tænker du sikkert. De burde jo være gode kolleger. Gode naboer. Alligevel kunne de ikke sammen.
Det var sikkert kampen om at blive husket som den bedste, der kom imellem dem og gjorde dem til fjender. Der var dog ingen tvivl om, at de var nogle af de dygtigste i firmaets historie og ville begge komme til at pryde foyeren som bronzefigurer, når de engang gik på pension.
Det er dog ikke altid let at måle sig mod hinanden, når man befinder sig i en branche, hvor verdens 32 bedste sælgere er kolleger. Peter og Tommy var efterhånden dem, der havde været ansat længst, og dem alle, de unge sultne løver, ville vælte af pinden, men det var som om alderen havde svært ved at indhente de to.
De stadig var på toppen, og det var formentlig deres indbyrdes kamp, som stadig gav dem drivet til at kæmpe om den gyldne platte, som årligt blev delt ud til den bedste. Tommy havde vundet klart flest, men Peter kunne hænge sin hat på, at han havde snuppet næsten alle rekorder, så selvom han kun havde vundet en enkelt gang, var han måske den bedste sælger i historien set over hele året. Han havde bare en smule svært ved at lukke handlerne i januar, når vejret blev lidt koldt og kedeligt. Han havde måske en smule vinterdepression, men han var sindssyg god resten af året, det kunne man i hvert fald ikke tage fra ham.
POINT OF NO RETURN
Det var dog ikke kun på jobbet, de målte sig direkte med hinanden. Det skete også på gaden, hvor de boede. De havde især til den årlige gadefest drabelige dueller. Især når det skulle afgøres, hvem der kunne kaste længst og mest præcist.
Der var også 100 meter løb, men det meldte de begge pas til, de det var ikke noget for dem og ifølge dem begge en åndsvag dyst. Når man er så konkurrenceminded som dem, stiller man jo heller ikke op i noget, som man ikke kan vinde.
Det var dog de senere år blevet lidt pinligt for gadens andre beboere at se dem konkurrere i at kaste længst. Tommy vandt for det meste, men at sige nogen af dem kunne kaste langt, ville være en direkte løgn. De var helt ærligt blevet en smule vattede i armene på deres gamle dage. Præcisionen var der dog stadig, så de ældre herrer havde stadig lidt at forsvare sig med, når de unge mænd fra gaden mente, at de var bedre.
THE END
Hvem vinder den store konkurrence i år? Det hele skal gøres op søndag. I det som sikkert bliver deres sidste duel. Peter har i hvert fald snakket om at lægge sælgerskoene på hylden og flytte tilbage til sit elskede Tennessee for at oplære nye talenter og tage en slapper fra det ugentlige stress, som sælgerjobbet tydeligt er. Tommy tager nok 2-3 år mere, men mon ikke også hans passion stille dør hen, når ikke længere Peter er i firmaet, og han kun skal konkurrere med de unge løver.
Hvis jeg skal komme med en vurdering, så tror jeg det bliver tæt på søndag, men ikke så spændende, som vi alle håber. Peter har desværre fortsat et år for meget. Hvilket har været tydeligt med alle de sygedage, han har haft. Kroppen har sagt fra. Tommys krop burde have gjort det samme, men mon ikke hans smukke kone kan holde ham ung nogle år endnu, selvom det aldrig vil være det samme, når han ikke får sine årlige dueller mod konkurrenten.
Der er i hvert fald ingen tvivl om, at disse to mænd, selvom de har været trætte af hinanden til tider, er blevet bedre af den andens selskab i forsøget på hele tiden at udvikle sig og stræbe imod perfektion.
