Jacksonville Jaguars – Denver Broncos kl 22.05
Trevor Lawrence og Jacksonville Jaguars fik måske sæsonens nemmeste åbningskamp, da de mødte Cleveland Browns. Lawrence kastede et touchdown på hvert sjette kast og ramte fire forskellige receivere i endzonen.
Læs også: Momentumeter: Spilleuge 1, 2026
Hvis Denver fortsætter sidste uges spil, så får Jacksonville igen let spil – Broncos forsvaret missede 28 tacklinger i kampen mod Chiefs, hvor man skulle tro, at spillerne i rød var smurt ind i sæbe.
Las Vegas Raiders – Los Angeles Chargers kl 22.05
Der er en grund til, at “Chargers gonna Charger” er et meme. Rundens største favoritter led et ydmygende nederlag til Arizona Cardinals, som er blandt favoritterne til at lande førstevalget i årets draft. Quarterback Justin Herbert har nu taget flere sacks end Andrew Luck gjorde i samme antal kampe, og man må begynde at overveje, hvor meget mere han kan tage imod.
Divisionsrivalerne fra Las Vegas fik også en let kamp på papiret, da de mødte Dolphins. Kaptajn Kirk så solid ud med 300 yards og et touchdown, og han virker klar til at gøre livet endnu mere surt for Chargers-fans.
Washington Commanders – Dallas Cowboys kl 22.05
Dallas har ikke ryggen mod muren, blot fordi de tabte i første runde. Men kigger man på statistikkerne, så er det kun Bears i 2025, som har formået at kvalificere sig til slutspillet, efter at have tabt sæsonens første to kampe, som samtidig var divisionsopgør siden divisionerne fik deres nuværende konstellation i 2002. I første runde tillod Commanders 180 af deres 318 yards på blot fire eksplosive spil – så forvent, at Dak Prescott vil forsøge sig med et par dybe kast mod Pickens og Lamb.
Seattle Seahawks – Arizona Cardinals kl 22.05
Arizona overraskede alt og alle, da de slog Chargers i første runde. Det var første gang siden 1973, at en Cardinals cheftræner vandt sin debut – og det var endda som rundens største underdogs.
Læs også: Velkendt modstander venter Hjalte Froholdt i ”den svære toer”
Søndag aften kommer divisionsrivalerne fra Seattle på besøg i ørkenen. Det bliver dog uden Sam Darnold, som pådrog sig en skade tidligt i åbningskampen. I hans sted fortsætter Drew Lock, som kun præsterede at føre Seahawks til 13 point. Måske er der endnu et upset undervejs.
Miami Dolphins – San Francisco 49ers kl 22.05
49ers får lette arbejdsbetingelser, når Miami Dolphins rejser tværs over landet til San Francisco. Holdet vestkystholdet så overbevisende Down Under, hvor Rams blev holdt fra fadet i en knusende 27-7 sejr.
Dolphins får et sørgeligt 2026, hvor holdet betaler mere for spillere, der IKKE er på holdet, end de betaler deres nuværende spillere. Det bliver heller ikke til sejr på søndag. Faktisk er der lagt op til storsejr i San Fran.
Indianapolis Colts – Kansas City Chiefs kl 02.20
Daniel Jones kunne ikke stille noget op mod Ravens, der bogstaveligt talt løb dem over. Det var Colts 11. nederlag i åbningskampen ud af de seneste 13 sæsoner, og det var – til Colts forsvar – Jones første kamp efter skaden i december 2025.
Læs også: Weekly Winners 2026: Uge 2
Det er Chiefs ligeglade med, når de søndag nat lukker og slukker på hjemmebane. Mahomes lignede sit gamle jeg i sejren over Broncos, og tilgangen af runningback Kenneth Walker ligner allerede en ubehagelig rød cocktail.










