10 svar vi leder efter i 8. spillerunde

0

6. Har Chargers-angrebet et andet gear?

Los Angeles Chargers har taget flere skridt frem i første sæson under den nye cheftræner, Jim Harbaugh, der kom til efter mange års succes i både NFL- og Collegeregi. Holdets forsvar er gået fra at være en udskældt enhed og en hæmsko til at være et af ligaens mest effektive.

Holdet har dog også været ramt af Harbaugh-bølgen på den offensive del, hvor trænerens konservative filosofi i kombination med skader og manglende talent på receiver-positionen har gjort holdet til et af de fem mindst scorende mandskaber indtil videre i denne sæson. Justin Herbert har været en af de spillere, som har døjet med skader, men at kun Titans, Patriots og Dolphins har kastet for færre yards end Chargers. 

Den manglende eksplosivitet blev udstillet i nederlaget til Cardinals. Denne runde møder de dog New Orleans Saints, som har tilladt flest yards af alle i indeværende sæson. Modstandere, der møder Saints får i gennemsnit 6,1 yards per spil og Saints tillod sidste uge Denver at have deres bedste offensive dag i år.

Kan Chargers vise, at de har mere at skyde med, eller giver kampen en indikation på, at holdets offensive topniveau er meget begrænset i år?

7. Har Tampa en chance uden holdets største kanoner?

Præcis som San Francisco 49ers led et dyrt nederlag, så var situationen i Tampa Bay lignende trist. Buccaneers tabte til Baltimore Ravens, men holdet mistede også deres to bedste receivere. Mike Evans forventes ude i en lille måned med en muskelskade, mens Chris Godwin er færdig for resten af sæsonen med en grim ankelskade. Det er et hårdt slag for Bucs, der i den grad stadig er med i kampen om divisionstitlen i NFC South.

Baker Mayfield har for anden sæson i træk leveret godt spil, men som vi så i kampen mod Ravens, så har quarterbacken stadig et par store fejl gemt i sig. Evans og Godwin var spillere, der kunne hjælpe med at minimere deres fejl, men var også typer, der kunne være med til at afslutte Mayfields geniale eskapader. Nu er holdets primære receivere veteranen Sterling Shepard, rookie Jalen McMillan og tight end Cade Otton, som havde sæsonens bedst kamp med 8 grebne bolde for 100 yards.

Kan den trio, sammen med holdets runningbacks, holde Buccaneers-skibet på ret kurs? Holdet møder denne runde Atlanta Falcons, som de senest duellerede med i torsdagskampen for to uger siden. Det var et festfyrværkeri af en kamp, som endte med en overtidssejr på 36-30 til Falcons. I denne kamp stod Evans og Godwin for halvdelen af Mayfields ramte kast samt to tredjedele af holdets receivingyards. Har Bucs nu nok strenge at spille på, hvis det igen bliver en højtscorende affære? 

8. Vinder Eagles’ cornerbacks duellen mod Ja’Marr Chase?

Philadelphia Eagles havde i fjor store problemer med at dække op i kastespillet, hvor de i grundspillet tillod næstflest yards og næstflest scoringer imod sig gennem luften. Det var med andre ord dejligt at være receiver, når man mødte Eagles. Holdets ledelse brugte derfor en del ressourcer i offseason på at forstærke bagkæden, hvor man hentede de to defensive backs, Cooper DeJean og Quinyon Mitchell til. Begge spillere har gjort ganske fin figur i deres debutsæson og Eagles er blandt de fem bedste hold, når det kommer til at begrænse antallet af kasteyards imod dem indtil videre i denne sæson.

De hold Philadelphia har mødt har dog ikke været skræmmende i deres kasteoffensiv. De to bedste mandskaber, som Eagles har duelleret mod, har været Packers i første spillerunde og Buccaneers for fire spillerunder siden. Mod Bucs tillod Eagles mere end 330 kasteyards, så testen i denne runde mod Bengals, der har Burrow og Chase i fornem form, bliver vigtig for holdet. Kan de begrænse Chase, der i øjeblikket er ligaens mest produktive receiver?

9. Fortsætter Jets’ defensive kollaps?

I et forsøg på at redde deres sæson fyrede New York Jets for to uger siden deres cheftræner og defensive spilkalder, Robert Saleh. Efterfølgende har holdet hentet Davante Adams til en i en handel med Las Vegas Raiders, men resultatet har været yderligere to nederlag. 

Hvad der er værre for Jets er måden de har tabt på. Holdet har haft deres to værste defensive præstationer i år efter fyringen af Saleh. Jets havde en dårlig åbningskamp mod 49ers, men i de efterfølgende fire kampe tillod de færre end 220 yards per kamp. I nederlaget til Buffalo tillod de mere end 350 yards, mens de i den seneste kamp mod Pittsburgh Steelers, der for første gang startede quarterback Russell Wilson, tillod flere end 400 yards. Det var blot fjerde gang inden for de seneste tre sæsoner, at holdet tillod en modstander at skaffe flere end 400 yards. Jets forcerede heller ingen turnovers i de to opgør, efter de havde forceret seks i de foregående fire kampe.

Kampen mod Patriots kan blive en vigtig måling på, hvorvidt der var tale om en uheldig stime eller en større tendens.

10. Får vi en reel indikation af Bears-forsvarets styrke?

Chicago Bears har gang i en god sæson, og angrebet har i de seneste kampe virkelig taget et skridt op. Det har dog været Matt Eberfluss’ defensiv, som har været holdets bærende kraft. Forsvaret har endnu ikke tilladt et hold at skaffe flere end 325 yards imod dem, har tilladt næstfærrest point i hele NFL og som minimum forceret én turnover i hver kamp, de har spillet.

Bears møder i denne runde ligaens mest scorende hold, Washington Commanders (31 point per kamp), der indtager førstepladsen sammen med Baltimore Ravens. Bliver det den første store test af Chicagos forsvar? Commanders kan risikere at være uden deres dynamiske rookiequarterback Jayden Daniels, som i det mindste må være påvirket af sine beskadigede ribben. Hvordan kommer det til at præge kampen og kan Bears, hvis Commanders er ved fuld styrke, lukke ned for den dynamiske offensiv?