6. Kan Ravens stoppe Denzel Boston?
Der har ikke været mange grunde til at glæde sig over Cleveland Browns’ angreb de seneste år, men holdet ser endelig ud til at have fundet en receiver, de kan bygge angrebet op omkring. Dette års andetrundevalg, receiver Denzel Boston, har haft en glimrende start på sin professionelle karriere. Boston har været ligaens mest eksplosive receiver efter de første fem spillerunder med 20,6 yards per grebne bold. Derudover har han scoret tre touchdowns, sammen med Harold Fannin er han den eneste på Cleveland-holdet, der har scoret mere end et. Han er hurtigt gået ind og blevet en central del af angrebet. Han kan dog få det svært i denne rundes rivalopgør mod Baltimore Ravens.
Ravens har haft en af ligaens bedre bagkæder i denne sæson. Holdet har kun tilladt fem kastede touchdowns mod sig, kun tre mandskaber er bedre end dem i indeværende sæson. De har en talentfuld og fleksibel gruppe, der føres an af Kyle Hamilton, Nate Wiggins og Marlon Humphries. Kan de stoppe den dygtige receiver fra at sætte flere scoringer ind?
7. Er Drake Maye tilbage?
Der var ikke panik, men bekymringer i Drake Mayes fanklub for blot få uger siden. Efter et fremragende grundspil i 2025 spillede quarterbacken ikke ligefrem et blændende slutspil og fik derefter en svær start på 2026-sæsonen, hvor han i de første tre kampe kastede for under 600 yards, kun et enkelt touchdown, havde to fumbles og hele seks interceptions. Han har dog totalt vendt bøtten de seneste to uger, hvor han med flere end 700 kasteyards, syv touchdowns og blot en enkelt interception har skabt balance i regnskabet.
Denne runde er der divisionsopgør mod New York Jets, ikke den sværeste modstander i hele NFL, mens holdets forsvar har spillet ret fint og er blandt de bedste til at stoppe modstandernes kasteangreb. Kun Seahawks, Rams og Vikings har tilladt færre kasteyards imod sig, mens kun Seahawks tillader færre kasteyards per kast. Det er ret godt selvskab at være i, hvis man holder med Jets.
Kan Maye fortsætte de gode takter mod et hold, der indtil videre har haft et langt bedre kasteforsvar, end Bills og Raiders, som quarterbacken ydmygede i de seneste to kampe?
8. Er Malik Nabers også tilbage?
Vi bliver ved unge stjernefrø, der efter en svær periode ser ud til at have genfundet formen. New York Giants’ wide receiver, Malik Nabers, sad ude størstedelen af sidste sæson med et overrevet korsbånd. Det tager altid lidt tid at vende tilbage efter en knæskade, og de første tre spillerunder var svære for Nabers, præcis som de var det for Maye. Den unge receiver greb godt nok 12 bolde, men det blev kun til 96 yards og ingen scoringer. Det var langt fra de statistikker han producerede, da han i sit rookieår blev valgt til Pro Bowl.
De seneste to uger har Nabers dog haft tur i den. 17 grebne bolde for 233 yards og to scoringer er det blevet til i storsejren over Cardinals og det uafgjorte rivalopgør mod Washington Commanders.
Jameis Winston, Giants’ nuværende startende quarterback grundet den grimme skade til Jaxson Dart, har det dog med at være ustabil, hvilket kan påvirke en receivers produktion. Med den form Nabers har været i de seneste to uger, er der dog ingen grund til, at Winston ville stoppe med at fodre sin unge receiver med bolde.
Fortsætter Nabers sin flotte stime mod New Orleans Saints?
9. Fortsætter Jaylen Warren sit helt store gennembrud?
Runningback Jaylen Warren har længe været set på som en talentfuld spiller, men der har altid være spørgsmål omkring, hvorvidt man kunne regne med at han var et succesfuldt holds centrale runningback. Det er han godt i gang med at svare eftertrykkeligt på. Warren har været en større del af Steelers’ angreb i år, og det har givet pote.
Warren har været afgørende for Pittsburgh de seneste tre uger. Efter en tung start i sæsonens første to kampe, har den snart 28-årige runningback løbet for 321 yards og grebet bolde for 169 yards i de efterfølgende tre kampe. Med minimum 20 boldberøringer i de kampe har han allerede haft flere af den slags kampe, end han havde i sine første fire sæsoner, hvor han kun havde to kampe med mere end 20 boldberøringer.
Fortsætter de tendenser imod Buccaneers?
10. Er bagkæden i Buffalo gået helt ned med flaget?
Buffalo Bills har vundet fire ud af fem kampe, men der har været et par neglebidende afslutninger imellem, heriblandt seneste rundes vigtige triumf over Los Angeles Rams. En af de store grunde til dette har været holdets forsvar, der særligt i luften har være skræmmende dårlige. Kun Detroit Lions er værre end Buffalo, når det kommer til yards imod gennem luften og Bills tillader også næstflest kastede touchdowns imod sig. To af de højtdraftede rookies fra de seneste drafts, cornerback Maxwell Hairston og safety Cole Bishop, har været to af de mest skuffende i indeværende sæson.
Skal holdet gøre forhåbninger om at vinde Super Bowl, så kræver det forbedring. Holdets sidste udfordring, inden de sidder over i syvende spillerunde, er Las Vegas Raiders, der har været et af ligaens bedst kastende hold indtil videre.
Kan Bills gøre større modstand, eller får Kirk Cousins gode arbejdsforhold til at vise armen frem?










