6. Er Rams i stand til at komme sig efter overraskende nederlag?
Los Angeles Rams lignede det bedste hold i NFL efter deres sejr over Seattle Seahawks i 11. spillerunde og den efterfølgende afklapsning af Tampa Bay Buccaneers i 12. spillerunde, men kom ned på jorden igen i sidste uge. Rams, der rejste til østkysten for at spille en tidlig kamp mod Carolina Panthers, måtte tage hjem igen med ugens mest overraskende nederlag. Angrebet smed bolden væk tre gange, klart flest i indeværende sæson, mens forsvaret ikke kunne stoppe Bryce Young, når det virkelig gjaldt.
Denne runde byder på et divisionsopgør mod Arizona Cardinals, et hold der gav Los Angeles problemer i fjor. Divisionsopgør har altid deres eget liv, men Cardinals har slet ikke haft samme niveau i år, som de havde sidste år.
Kan Rams bruge kampen til at komme tilbage på sporet, eller kan Cardinals overraske?
7. Skal det virkelig være Bears, der tager teten i NFC North?
Før sæsonen var Green Bay Packers og Detroit Lions set som Super Bowl-kandidater, mens Vikings-fans var håbefulde efter en 2024-sæson med 14 sejre og tre nederlag, men efter 13 spillerunder er det Chicago Bears, der fører divisionen og faktisk har taget førsteseedet i NFC. Bears’ sejrsstime er bygget på Ben Johnsons fremragende designede løbeangreb, et opportunistisk forsvar og en quarterback, der begår langt færre fejl end i sin debutsæson. Bears har fået deres store forsvarsstjerne, cornerback Jaylon Johnson, tilbage inden den afgørende fase i grundspillet, som de tager hul på i denne uge mod Green Bay Packers.
Det er under alle omstændigheder en stor kamp, de to hold er bitre rivaler med årtiers ondt blod mellem sig, men det er sjældent, at begge mandskaber er gode på samme tid. Bears har med deres ni sejre og tre nederlag et forspring til Packers, der har vundet otte kampe, tabt tre og spillet en enkelt uafgjort. En sejr til Chicago i denne uge vil give dem et solidt forspring. Green Bay har det helt store overtag i rivalisering med 26 sejre i de seneste 31 kampe, men Bears har momentum, en vellidt og genial cheftræner og hjemmebanefordelen i dette opgør.
Skal Chicago Bears virkelig tage total kontrol over divisionen, eller kan Packers bide fra sig?
8. Falder Minnesota helt fra hinanden?
Vi bliver i NFC North, hvor Minnesota Vikings har sat sig solidt i bunden af divisionen. Det har i særdeleshed været det svage quarterbackspil, der har resulteret i den deprimerende sæson med blot fire sejre og otte nederlag. De lagde et æg mod Seattle Seahawks sidste søndag, hvor de ikke scorede et eneste point for første gang siden 2007. Ugen blev ikke bedre, da klubkoryfæet Adam Thielen, som holdet havde hentet ind via trade før sæsonstart, bad om at blive fritstillet på trods af, at han er i gang med sin sidste sæson. Han ville mere, end bare at være ved et hold, han elsker.
Vikings har tabt seks af de seneste syv kampe, men møder nu Washington Commanders, der også har været ramt på quarterbackpositionen med skade til Jayden Daniels. Commanders har vundet færre kampe end Vikings, men stemningen omkring holdet har ikke været helt så dyster. Commanders får endnu et boost, da Jayden Daniels er clearet til at vende tilbage efter sin grimme albueskade.
Et nederlag i den kamp til Minnesota vil for alvor bringe klubben i krise. Kan Vikings vise lidt gejst, eller falder bunden ud af deres sæson?
9. Får vi mere at se fra Rashid Shaheed?
En af de mest spændende trades, der er blevet foretaget i løbet af sæsonen, kom da Seattle Seahawks sikrede sig den enormt eksplosive receiver, Rashid Shaheed, fra New Orleans Saints. Den lynhurtige playmaker havde sine bedste perioder, da Seattles offensive koordinator, Klint Kubiak, havde samme rolle i New Orleans. Shaheed kom til ligaens mest eksplosive kasteangreb, hvor 2025s bedste receiver havde gang i en historisk sæson, hvilket burde have givet et væld af muligheder.
Den 27-årige angrebsspiller har dog kun grebet fire bolde for 37 yards og løbet fem gange for 36 yards. Jaxon Smith-Njigba er det klare førstevalg i kasteangrebet, der også har solide AJ Barner og Cooper Kupp, men mon ikke Shaheed havde håbet på mere involvering, selv om Seattle er blandt de mindst kasteglade hold i NFL.
Kan Shaheed få en større rolle mod Atlanta Falcons, et hold han kender fra sin tid i NFC South og har gjort det fremragende imod tidligere?
10. Kan Herbert overleve en kamp mod Philadelphias forsvar?
Der er ingen, der nogensinde ville kunne anklage Justin Herbert for at være en tøsedreng. Los Angeles Chargers’ quarterback brækkede sit venstre håndled i kampen mod Raiders, men vendte tilbage til kampen og afsluttede den.
Herbert har gennemgået en operation i denne uge og fået isat skinne og skruer i. I Danmark fraråder man kontaktsport de første tre måneder efter sådan en operation, men Herbert regner med at spille Monday Night-kampen mod Philadelphia Eagles. Godt nok er quarterbacken højrehåndet, men stadig, han er en hårdfør satan.
Hvor smart er det så, at Herbert spiller? Eagles har et godt forsvar med nogle skræmmende playmakere på den defensive linje, mens Chargers grundet et væld af skader har en af ligaens dårligste offensive linjer.
Kan Herbert klare den gennem kampen med et nyopereret håndled?








