Man skulle tro det var løgn, men sagen omkring Ezekiel Elliott og den mulige karantæne er ikke slut endnu. En ny dommer har kigget på sagen, og nu må Dallas-profilen spille i weekenden.

Det drejer som om et tilhold i sagen, hvilket betyder, at karantænen er “udskudt” de næste 14 dage. Dermed må Elliott træne med holdet igen og kan altså også spille på søndag mod San Francisco 49ers. Beslutningen kommer efter, at ligaens spillerforening (NFLPA) appellerede den foregående beslutning foretaget af tre dommere i Louisiana. Appellen blev sendt til en dommer i New York, der i første omgang har besluttet at give tilhold i sagen. Det er gældende indtil den 30. oktober eller til en høring er blevet foretaget ved dommer Katherine P. Failla.
Det betyder kort sagt, at ligaen ikke må håndhæve den karantæne, som Elliott nu har fået af flere omgange. Dommeren kræver, at ligaen skal “show cause on or before October 30th”. Det kræver altså, at ligaen endnu engang skal begrunde eller bevise, at deres handlinger var korrekte.


Flere advokater, der arbejder tæt med sportsjura, har udtalt, at det er en ganske usædvanlig situation. Gabe Feldman udtaler, at det er sjældent, at dommere blander sig i denne type sager, men to forskellige dommere i forskellige distrikter har nu gjort det i denne sag.


En anden advokat, Daniel Wallach, mener, at det ser godt ud for spillerforeningen. Tre dommere har med deres beslutningen vist, at de ikke mener, at ligaen har udvist basal retfærdighed i sagen. Og det er det, det hele handler om. Elliott og spillerforeningen kæmper for at bevise, at ligaen og Roger Goodell ikke har fulgt de procedure, som de burde i en sådan sag. Det gælder blandt andet emner som vidnets troværdighed, og at Ezekiel Elliott ikke har fået lov at stå ansigt til ansigt med kvinden, der anklagede ham for vold. Dommeren nævnte blandt andet sagen mod Tom Brady som bevis for, at ligaen og Goodell ikke udviser basal retfærdighed.
Dermed er denne sag langtfra slut, og hvorvidt Elliott får karantæne efter den 30. oktober, senere i denne sæson, næste sæson eller slet ikke, den beslutning er lige så uklar som nogensinde før.