I denne weekend bliver mange nye NFL-skæbner afgjort i den såkaldte NFL Scouting Combine

Omkring 300 håbefulde talenter er samlet i Indianapolis for at vise deres evner frem for de 32 NFL-hold.
Der er masser af fysiske tests og også samtaler med klubberne, der kan øge interessen for en spiller, og dermed sikre ham en højere draft-status og i sidste ende: Mange flere penge. Men i sagens natur kan det også gå den anden vej.
Du kan følge det hele direkte og gratis på NFL.com/combine/live
Sådan ser programmet ud for weekenden: 
Fredag: Running backs, offensive linemen, special teams
Lørdag: Quarterbacks, wide receivers, tight ends
Søndag: Defensive linemen, linebackers
Mandag: Defensive backs
Alle spillerne skal igennem en række fysiske tests, og udover at blive målt og vejet, har NFL seks klassiske øvelser, der kan fortælle meget om spillernes fysiske evner.
40-Yard testen
40 yards, eller ca. 36 meter, er den altoverskyggende event ved The Combine. Det handler om acceleration og topfart. Der bliver taget tider på 10, 20 og 40 yards.
Bænkpres
Ren styrketest med 225 pund på stangen, eller lige over 100 kg. Det drejer sig ganske enkelt om, at tage så mange som muligt.
Højdespring
Det vertikale hop fortæller noget om evnen til at hoppe og gribe bolde eller slå bolde væk. Spillerne står på flade fødder og skal hoppe så højt de kan. Med hånden slår de til en måler, der registrerer, hvor højt de hopper.
Længdespring
Det er ikke som på atletikbanen med tilløb. Nej, her starter man på flade fødder og tager et langt hop, hvor man (helst) skal blive stående. Det fortæller NFL-klubberne noget om atleternes kraft i lår, læg og maveregionen.
Shuttle-løb
Den første løbeøvelse med kegler er en klassiker. “The shuttle run” er også kendt som 5-10-5 øvelsen. Tre kegler stilles op på en linje med fem yards mellemrum. Spilleren starter i midten med næsen fremad, løber ud til den første kegle, hele vejen over til den tredje kegle, og slutter tilbage ved midten. Det fortæller klubberne noget om spillerens evne til at bevæge sig sidelæns og skifte retning på korte områder.
3 kegle-øvelsen
Hvor hurtig kan du skifte retning? Det fortæller “The 3 cone drill”. Tre kegler stilles op som et L med fem yards fra midterkeglen til de to andre kegler. Spilleren begynder i midten, løber ud til den første kegle, tilbage til midten, ud til den anden kegle og tilbage igen.