Redskins’ angreb har været stærkt spillende på det seneste, men søndag må de undvære deres største es, når de tager til Arizona. Tight-end Jordan Reed er ikke blevet sin skulderskade kvit og sidder ude.

Sidste torsdag leverede Jordan Reed en mandfolkepræstation mod Dallas Cowboys på Thanksgiving. Efter at havde slået skulderen af led tidligt i kampen, vendte Reed tilbage efter et quarters pause og dominerede. I alt nåede han 10 receptions for 95 yards og 2 touchdowns.

Da skulderen blev kold, var det dog tydeligt, at skaden ville give problemer, og på trods af nogle ekstra dages pause er Reed ikke blevet klar til weekendens kamp mod Arizona Cardinals.

Reed er i sin fjerde sæson og har i alle årene været præget af en del skader. Når han er på banen, er han dog en af ligaens bedste tight-ends og Kirk Cousins foretrukne mål. På søndag må veteranen Vernon Davis tage over, og Redskins kan trøste sig med, at han haft en mindre genfødsel i år, hvor han i flere kampe har vist flot niveau.

Udover Reed er Redskins dog ikke voldsomt præget af skader, og på angrebet bør resten af de offensive våben være tilgængelige.

Redskins har en record på 6-4-1 og ligger på kanten af slutspillet. Søndagens modstander, Arizona Cardinals, har skuffet voldsomt i år og har lang vej til slutspillet med blot fire vundne kampe ud af 11.