Seattle Seahawks’ linebacker og presspiller Uchenna Nwosu har pådraget sig en knæskade, og han står til at misse op til seks kampe af 2024-sæsonen.

Seattle Seahawks lukkede træningskampene med manér, da de besejrede Cleveland Browns med 37-32. Det blev imidlertid en dyr fornøjelse for Mike Macdonalds forsvar, da presspilleren Uchenna Nwosu måtte udgå med en knæskade.

De efterfølgende undersøgelser har vist, at Uchenna Nwosu har forstrukket et ledbånd i sit ene knæ. Det forventes nu, at Nwosu misser op til seks uger som følge af knæskaden.

Det er et stort tab for Seattle Seahawks’ forsvar, da Nwosu har etableret sig blandt de bedste presspillere på holdkortet. Seahawks forlængede også aftalen med Nwosu før 2023-sæsonen, efter at han havde leveret 9,5 sacks i 2022. Nwosu fik sin seneste sæson spoleret af en rygskade, og derfor nåede han kun at spille seks kampe i fjor.

I Nwosus fravær forventes Seahawks at starte med Dre’Mont Jones og Derick Hall på de yderste linebacker-positioner. Derudover råder Seahawks over presspillere som Boye Mafe og Trevis Gipson, som de senest hentede fra Jacksonville Jaguars.

Se også: D.K. Metcalf scorede et fremragende touchdown i Seahawks’ sidste træningskamp