NFL-kommissær, Roger Goodell, har annonceret, at ligaen er parat til at investere yderligere $100 millioner i forebyggelsesinitiativer af hjernerystelser

I kølvandet på NFL’s første spilleuge, hvor den indeværende MVP, Cam Newton, tog adskillige slag i hovedregionen, har NFL annonceret, at man ønsker at intensivere kampen for spillernes sikkerhed og fremtidige helbred.

Således har Roger Goodell og co. i sinde at afsætte $60 millioner til den teknologiske udvikling af mere sikkert udstyr, mens man ligeledes vil finansiere lægeforskningen af de langtidssigtede virkninger af hovedskader med $40 millioner.

Roger Goodell havde bl.a. følgende kommentarer til annonceringen: ”Beløbet (læs: de $100 millioner) er blot en fortsættelse af vores seneste arbejde inden for området, men det vil bestemt bringe projektet op på et højere niveau. Det hele handler om at beskytte vores spillere. Vi har set en positiv udvikling i løbet af de seneste par år, men vi må ikke stille os tilfredse endnu.”

NFL kalder det ’nye’ projekt for ”Spil Smart – Spil Sikkert”, og Goodell lagde desuden vægt på, at NFL – med de nyligt afsatte midler – vil støtte en ”uafhængig, videnskabelig forskning af de potentielle effekter af hovedskader.”