Seattle Seahawks quarterback Russell Wilson melder sig selv klar til kamp i næste weekend, efter det der lignede en alvorlig skade i søndagens kamp mod 49ers.

Seattle Seahawks fik sig i går aftes en flot sejr på 37-18 hjemme over San Francisco 49ers, men undervejs måtte flere Hawks-fans have frygtet det værste.

Russell Wilson blev i tredje quarter sacket af outside linebacker Eli Harold, der landede på quarterbackens venstre ben. Benet blev fanget og bøjede på uhyggelig vis under forsvarsspillerens krop.

Wilson kom tilbage i kampen efter et spil og færdiggjorde den pågældende angrebsserie, før han blev erstattet af Trevone Boykin. Senere i dag skal han så scannes for at afgøre, hvor alvorlig knæskaden egentlig er. Ifølge hovedpersonen selv, er det dog ikke så slemt.

“Jeg tror ikke, det er så alvorligt, som det så ud, tak Gud. Jeg skal undersøges og så videre, men jeg kan gå fint. Jeg bliver klar,” sagde quarterbacken efter kampen.

Fan af Seattle Seahawks kan umiddelbart drage et lettelsens suk, men vi ved intet officielt, indtil scanningen er overstået. Måske har Russell Wilson taget munden for fuld.