I sidste uge kastede Jets-quarterback Ryan Fitzpatrick seks interceptions, men i dagens 17-27-nederlag til Seattle Seahawks lykkedes det ”kun” gæsternes forsvar at intercepte tre bolde fra Fitzpatrick.

28-årige Richard Sherman stod for to af dem, men han havde ikke lagt en særlig plan på forhånd på trods af Fitzpatricks dårlige form.

”Jeg prøvede ikke at komme ind i hovedet på Fitzpatrick. Jeg vidste, det ville blive en hård duel mod Brandon Marshall. Han er en stor spiller, og jeg vidste, at han ville komme til at lave spil, og jeg vidste, at hvis jeg bare kunne klø på i den duel, så ville jeg få mulighederne. Og i takt med at de kom længere bagud, blev de frustrerede. De skulle forcere nogle ting, og vi var i stand til at kapitalisere af det,” sagde Sherman til Gul klud efter kampen.

Alle tre interceptions kom i fjerde quarter, og den første allerede efter knap 30 sekunder. Sherman var spillet forinden blevet dømt for en defensiv pass interference, og han troede ikke, at Fitzpatrick ville gå efter Marshall igen.

“Men jeg fik øje på ham (Fitzpatrick, red.) oppe på linjen, og denne gang gik jeg anderledes på den og fik fat i bolden. Han kom til brønden én gang for meget,” sagde Sherman.

Seahawks sidder over i næste uge, og møder Falcons ugen efter hjemme i Seattle. Richard Sherman ville egentligt gerne have mødt en brandvarm Julio Jones, der greb 12 bolde for 300 yards i Falcons’ sejr over Panthers, men ombestemte sig dog.

”Jeg ville helst have spillet. Jeg hørte, at Julio (Jones, red.) fyrede den af i dag,” sagde Sherman, før en journalist afbrød ham med informationen om at Falcons-receiveren ramte 300 yards.

”300? Hold da op. Det bliver vildt. Han er en af mine venner, og det bliver en sjov kamp. Men helt ærligt så kan vi godt bruge hviletiden. Vores quarterback spillede fantastisk i dag, men han kunne godt bruge en uge eller to til at komme helt tilbage,” sagde Sherman.

Du kan se Sherman’s anden interception i klippet nedenfor.