En af tidernes bedste tight end, Antonio Gates, er for tiden en skygge af sig selv. Hovedpersonen bekræfter nu, at han ikke er ovre sin skade.

Den 36-årige profil har i denne sæson været plaget af en lyskeskade, som han ikke er kommet sig helt over endnu, hvis man skal tro den stærke tight end. Det er angiveligt forklaringen på Gates’ skuffende sæson indtil videre.

Til ESPN har den kommende Hall of Fame tight end udtalt følgende: ”Det er svært at komme sig, når man konstant spiller. Jeg har ikke haft en lyskeskade før, så sådan en skade er ny for mig – og jeg lærer hele tiden om den. Jeg er ikke på hundrede procent. Men hvis jeg kan hjælpe holdet med at være derude, og påvirke modstandernes forsvar, så er det dét værd.” udtaler Gates om hvorfor han spiller halvskadet.

Antonio Gates gik glip af kampene mod Indianapolis Colts og New Orleans Saints. I de resterende fire kampe af sæsonen, har Gates blot grebet 12 bolde til 81 yards og to touchdowns, mens han også har tabt en fumble.

I fraværet af Gates har Chargers’ rookie Hunter Henry, leveret fremragende spil. Dermed tyder alt også på, at Chargers har Gates’ afløser på plads allerede.