Sæsonen nærmer sig med hastige skridt, og på Gul Klud vil vi gerne klæde godt på til sæsonen. 32 dage i træk giver vi dig derfor en optakt og ti skarpe analysepunkter til et hold. Næste hold er Denver Broncos, der måske endelig har fået styr på quarterback-situationen. Men er det nok?

En spændende NFL-sæson kommer tættere og tættere på kickoff, og det er blevet tid til at kigge nærmere på de 32 holds styrker og svagheder. De næste 32 dages byder derfor på en ny optakt hver dag, indtil vi løber tør for NFL-hold.

Vi tager en division af gangen i rækkefølgen NFC West, AFC West, NFC South, AFC South, NFC North, AFC North, NFC East og AFC East, og du kan finde alle links til alle sæsonoptakter i bunden. Vi er nået til AFC West, hvor Denver Broncos skal forsøge at rejse sig oven på en skuffende sæson.

Make or break for Vance Joseph
Da John Elway skulle finde en erstatning for pensionerede Gary Kubiak, skulle han samtidig finde en træner, der kunne tage arven op og føre traditionerne videre på et hold, der kun et år inden havde vundet Super Bowl. Alligevel tog han et sats og ansatte uprøvede Vance Joseph, der ikke havde erfaring som head coach og kun et enkelt års erfaring som defensiv koordinator. Og det kunne ses.

Spillet haltede, og beslutningerne fra trænerbænken var ofte tvivlsomme i Josephs første år som styrmand for Broncos. Faktisk var der flere gange rygter om, at Elway var så tæt på at fortryde sit valg, at han ville sende Vance Joseph på porten, før han overhovedet havde fået én hel sæson som træner.

Derfor er det et hulens vigtigt efterår, Vance Joseph går i møde. Han skal vise, at Elway ikke begik en fejl ved at ansætte ham, og vise, at han har fundet fodfæste i som cheftræner i en liga, hvor han har mange års erfaring som assistent.

Især angrebet har haltet de seneste par år for Broncos, men Joseph skal vise, at han har fået styr på det – ikke mindst med tilgangen af quarterback Case Keenum. Samtidig skal han bevise, at han kan forløse potentialet på det område, han har arbejdet med i størstedelen af sin trænerkarriere og senest som defensiv koordinator – forsvaret. Kan han det, vil han med al sandsynlighed også vende tendensen for Broncos – en tendens, der har været nedadgående de seneste par år.

Kan han ikke? Så er det meget muligt, at han skal se sig om efter et nyt job, når vi når Broncos’ bye week i starten af november.

10 skarpe om Denver Broncos

Mest betydningsfulde tilgang: Case Keenum, quarterback
Keenum fik sit gennembrud med Minnesota Vikings i 2017, men spørgsmålet er, om han kan følge op på den gode sæson med skiftet til Denver. Broncos har hungret efter en quarterback, siden Peyton Manning stoppede karrieren, og hvis Keenum viser sig at være løsningen kan mange problemer være løst for Denver, der i så fald hurtigt kan skyde efter at komme tilbage i slutspillet og måske endda AFC-finalen. Mere end dét vil nok være for meget at håbe på – i hvert fald i år ét med Keenum.

Mest betydningsfulde afgang: Aqib Talib, cornerback
Siden Aqib Talib kom til Broncos har han været en direkte scoringstrussel i hver eneste kamp. Fire sæsoner i Denver bragte 11 interceptions med sig og hele seks touchdowns til følge. Alligevel besluttede man i foråret at Talib var for dyr en herre at have rendende rundt – især fordi man for fire år siden draftede unge Bradley Roby i første runde. Roby er vokset og vokset som tredjemanden i Denvers stærke trio af cornerbacks, og nu håber man altså, at han er moden nok til at tage over for en af de bedste cornerbacks i NFL i nyere tid.

Holdet største styrke: Den defensive front
En front bestående af folk som blandt andet Von Miller, rookie Bradley Chubb, anker Domata Peko og rushere som Shaq Barrett og Shane Ray. Den defensive front råder desuden over undervuderede Derek Wolfe – mere om ham senere – og unge håb som Demarcus Walker og Adam Gotsis, der har været høje draftvalg for Broncos i de senere år. På de inderste linebacker-pladser huserer Brandon Marshall og Todd Davis, og der er høje forventninger til rookie Josey Jewell. Den defensive front er godt hjulpet af en stærk bagkæde, men det er fronten, der gør, at Broncos igen i år kan blive et af de bedste forsvar i NFL.

Holdets største svaghed: Den offensive linje
Det har været en svaghed længe, og det kan faktisk gå hen og komme en dansker til gode. Andreas Knappe forsøger at tilspille sig en plads på netop denne offensive linje, og selvom det bliver en benhård kamp hele vejen til stregen, så har den store dansker gode chancer for i hvert fald en plads på practice squad. Enheden er blevet bedre de senere år med Matt Paradis i midten flankeret af Ronald Leary og Garrett Bolles på venstre side. Højre side er, hvor det halter, og her har Knappe muligheden. Højre guard bliver formentlig besat af unge Conor McGovern, og så skal vores dansker se, om han kan slå rutinerede Jared Veldheer af pinden. Veldheer er dog også en opgradering på linjen for Broncos i år, og en stor svaghed kan vise sig at være blevet til en styrke.

Holdets mest undervurderede spiller: Derek Wolfe, defensive end
Derek Wolfe har efterhånden været i Denver en del år, siden han blev draftet i anden runde i 2012, men han har været plaget af skader – især i nakken – hvilket i perioder har truet hans karriere. Nu er han helt fit, og når han spiller, er den rasende defensive end en af de bedste run stoppers i ligaen. Broncos’ løbeforsvar har været længder bedre med Wolfe på banen end uden, og det det åbner op for, at holdets stærke pass rushere – Von Miller, Shaq Barrett, Shane Ray og rookie Bradley Chubb – kan gå hårdt efter at nå modstanderens quarterback.

Holdets mest interessante rookie: Courtland Sutton, wide receiver
Det nemme svar her havde været edge rusher Bradley Chubb, som Broncos draftede i første runde, og som bliver en kæmpe stjerne i NFL. Men jeg er mere spændt på at se Courtland Sutton. Wide receiveren blev valgt i anden runde, og gennem den første uge af training camp har han trukket alle overskrifter. Den næsten to meter høje mastodont af en receiver griber bolde med én hånd og en forsvar hængende på nakken dag ud og dag ind, og bliver sammenlignet med Bengals’ A.J. Green. Kan han leve op til halvdelen af den sammenligning, har Broncos fået sig en vanvittigt interessant spiller.

En spiller, der står foran et gennembrud: Jake Butt, tight end
Butt blev valgt i femte runde af sidste års draft, men talentet rækker til langt mere. Faktisk faldt han kun så langt på grund af en skade, der bekymrede flere hold, og Butt sad da også ude hele sit rookie-år. Nu er han fit og kan udfylde et hul på tight end hos Broncos. Butt har god størrelse og kan være et mareridt at dække op for modstandernes linebackere, og han kan meget vel gå hen og blive et såkaldt ”safety blanket” for quarterback Case Keenum.

En spiller, der skal præstere: Jared Veldheer, right tackle
Garrett Bolles har sat sig på venstre side af den offensive linje, så efter et svagt 2017 skal Veldheer forsøge at rejse sig på et nyt hold ved at sikre højre side af linjen. Det er bydende nødvendigt for Broncos’ offensive succes, at den offensive linje præsterer bedre end i de seneste par år, og til den opgave har Veldheer en nøglerolle. Hvis han altså kan holde sig skadesfri. Ellers kan det blive endnu en lang sæson for Broncos.

Bold prediction: Broncos vinder AFC West
Broncos har fundet en quarterback og det kan bringe dem tilbage i førersædet af AFC West. Chargers er favorit hos mange, men ser ud til, at de igen i år er ramt af store skadesproblemer. Chiefs har en ung quarterback i Patrick Mahomes, men det er ikke til at sige, hvordan han kommer til at spille, og det virker ikke umiddelbart som om, at Oakland Raiders er blevet meget bedre end sidste år. Det er et long shot, men kan man vinde et par vigtige divisionskampe ligger sejren i AFC West lige for.

En realistisk målsætning: Flere sejre end nederlag
Sidste sæson var en skuffende én af slagsen. Det var ikke muligt at finde det rigtige svar på quarterback, og det tyngede hele holdet. Det problem skulle nu være løst, og det giver stor optimisme forud for sæsonen. AFC West kan vise sig at være tilbage blandt de bedste divisioner i NFL, så det bliver ikke nemt at vende stimen, men fire sejre mere end sidste års fem er bestemt realistisk.

ARZ | LARSFSEADENKC | LAC | OAK | ATL | CAR | NO | TB | HOU | IND | JAX | TEN | CHI | DET | GB | MIN | BAL | CIN | CLE | PIT | DAL | NYG | PHI | WAS | BUF | MIA | NE | NYJ