Der er syv mandskaber, som har skiftet ud på cheftrænerposten før 2024-sæsonen. Hvem er de syv trænere og hvad kan vi forvente af dem i år?

I år kan vi se frem til at følge syv nye cheftrænere i NFL, når 2024-sæsonen løber af stablen. Størstedelen af dem er relativt ubeskrevet for den gængse fan, mens Jim Harbaugh og Dan Quinns navne vækker større genklang. 

I denne sæsonoptakt sætter vi fokus på de syv nye cheftrænere. Hvad har de af erfaringer og hvad kan vi forvente af dem i den kommende sæson? 

Læs også: De største historier og fedeste højdepunkter fra 3. runde af træningskampe

Atlanta Falcons: Raheem Morris

Vi starter med Raheem Morris, som er vendt tilbage til Atlanta Falcons efter et succesfuldt ophold som defensiv koordinator for Los Angeles Rams. Det er anden gang i sin karriere, at Morris skal stå i spidsen for Falcons’ mandskab, da han tidligere vikarierede som cheftræner i 2020, efter at Arthur Blank fyrede Dan Quinn. 

Denne gang har Blank udstyret Morris med en femårig kontrakt, efter at han efter sigende udkonkurrerede den levende legende Bill Belichick til ansættelsessamtalerne. Raheem Morris har altid været kendt for sine relationelle egenskaber og tidligere profiler som Aaron Donald har kun haft roser til overs for den 47-årige træner. 

Raheem Morris har imidlertid også bevist, at han har de taktiske evner til at kunne begå sig i toppen af trænerhierarkiet. For eksempel spillede Morris’ forsvar en afgørende rolle, da Rams vandt Super Bowl LVI med 23-20 over Cincinnati Bengals. Anført af Aaron Donald leverede Rams’ forsvar syv sacks på Joe Burrow, mens de begrænsede Bengals’ angrebsmaskine til sølle 20 point og 305 offensive yards.  

Hvad kan vi så forvente af Raheem Morris i år? Atlanta Falcons er favoritter til at vinde NFC South, efter at de har punget ud for Kirk Cousins, Justin Simmons og Matthew Judon. Derfor er succeskriteriet for Morris, at han kan forløse potentialet i Atlanta og vinde divisionen. Derudover skal Morris have sat skik på Falcons’ forsvar, som bl.a. har leveret færrest sacks i NFL i løbet af de seneste fem sæsoner. Vi skal også helt tilbage til 2016-sæsonen for at finde den seneste Falcons-spiller, som har præsteret 10 sacks eller flere i en enkeltstående sæson. 

Carolina Panthers: Dave Canales

Vi bliver i NFC South, hvor Carolina Panthers også har skiftet ud på cheftrænerstillingen. Valget er faldet på Dave Canales, der har taget det “ulovlige” skifte fra Tampa Bay til Charlotte. 

Det er svært at komme udenom, at Dave Canales overtager et Panthers-mandskab i krise. Panthers vandt bare to kampe i fjor og det er syv år siden, at de senest kvalificerede sig til slutspillet. Derudover forærerede Panthers hele bondegården til Chicago Bears i 2023-draften for at få fingrene i Bryce Young, som skuffede med et brag i sin debutsæson. 

Det bliver også Dave Canales’ fremmeste opgave at forløse Bryce Youngs potentiale. Efter to succesfulde ophold som quarterback-træner i Seattle og offensiv koordinator i Tampa Bay er Canales blevet kendt som en quarterback-specialist. Under Dave Canales’ kyndige ledelse har Geno Smith (2022) og Baker Mayfield (2023) spillet de bedste sæsoner i deres professionelle karriere. Det har også været tydeligt, at de to quarterbacks har forbedret deres fodarbejde og evne til at håndtere presset mærkbart, efter at de har arbejdet med Canales. 

Da Carolina Panthers’ mandskab stadigvæk sukker efter talent, så skal vi først og fremmest bedømme Dave Canales’ første sæson som cheftræner på, om han kan overføre sin magi til Bryce Young. Selvom det ikke var Canales, som var med til at hente Young i 2023-draften, så er deres football-skæbner nu uløseligt forbundet. 

Læs også: Sæsonoptakt til NFC South

Los Angeles Chargers: Jim Harbaugh 

Det har været tydeligt for enhver, at Los Angeles Chargers har savnet lederskab i de seneste tre sæsoner med Brandon Staley ved roret. Nu vender Chargers på en tallerken, da de har fundet én af de største ledere i moderne football. 

Efter ni sæsoners fravær er Jim Harbaugh omsider tilbage i NFL. Den 60-årige leder vender tilbage efter, at han førte Michigan frem til sit første nationale mesterskab siden 1997-sæsonen. 

Vi kender Jim Harbaugh ganske indgående fra hans tid i San Francisco fra 2011 til og med 2014. Det var Harbaugh, som genrejste det stolte og dengang fallerede 49ers-mandskab, da han førte dem til tre NFC-mesterskabskampe og til Super Bowl XLVII. Forinden havde 49ers ikke været i slutspillet i ni sæsoner! 

Samlet set må vi forvente, at Los Angeles Chargers kommer til at forbedre sig mærkbart under Jim Harbaugh. Spørgsmålet er bare, om det allerede er i år, at Chargers kommer til at spille med om slutspilspladserne, eller om det er en postgang for tidligt? I min optik må succeskriteriet være, at vi kommer til at se en markant anderledes indstilling og bedre struktur i Chargers’ spil, som fører til, at de vinder seks til otte kampe.   

På næste side: Hvad kan vi tillade os at forvente af Jerod Mayo i New England?