Odell Beckham Jr., Kareem Hunt, Oliver Vernon… Browns har ikke ligget på den lade side denne offseason, men kan holdet indfri de skyhøje forventninger?

De sidste mange sæsoner har Cleveland Browns været NFL’s prügelknabe og et skrækeksempel på, hvordan man bygger et hold. De mørke sæsoner i bunden af NFL-tabellen betød dog, at klubbens nuværende general manager John Dorsey blev mødt af en skattekiste af draftvalg, da han blev ansat i slutningen af 2017-sæsonen.

Hans første draftvalg blev quarterback Baker Mayfield. Selvsamme Mayfield er årsag til, at årtiers depression er vendt til enorm optimisme i Cleveland, Ohio. Selvom Browns for 11. sæson i træk havde flere tabte end vundne kampe sidste sæson, gav Baker Mayfields flotte spil tro på fremtiden. Håb er dog ikke nok for fansene i 2019, efter en række opsigtsvækkende handler har hævet ambitionsniveauet.

Mayfield er blevet forkælet

Angrebet var godt sidste sæson, men i 2019 kan det blive fremragende. Kastespillet bliver holdets force, efter Browns chokerede alle ved at tilføje superstjernen Odell Beckham Jr. til en allerede udmærket samling receivere og tight ends.

John Dorsey har også hentet den kontroversielle, men talentfulde runningback Kareem Hunt, som godt nok er suspenderet i sæsonens første otte kampe. Når han vender tilbage, kommer han til at danne en giftig duo med sidste års starter Nick Chubb.

Browns har kun mistet én spiller, der for alvor kommer til at gøre ondt på angrebet: Den offensive guard Kevin Zeitler, der blev sendt til New York Giants for den defensive end Oliver Vernon. Zeitler var bundsolid til at blokere for kastespillet, og uanset hvem Browns’ erstatter ham med (favoritten er sjetterundevalg Drew Forbes), kommer der til at være en niveauforskel. Bliver den for stor, får angrebet problemer – stjerne-receivere eller ej.

Nye legekammerater til Myles Garrett

Clevelands forsvar underpræsterede i 2018, hvor man tillod 24,5 points og næsten 400 yards per kamp, tredjeværst af NFL’s forsvar. En af problemerne var at få fat på quarterbacken, hvilket man har forsøgt at fixe ved at erstatte den ineffektive pass-rusher Emmanuel Ogbah med Oliver Vernon fra Giants. Den defensive tackle Sheldon Richardson er også kommet til, og kommer til at starte i stedet for Trevon Coley. På papiret en linje, der kan sikre flere sacks end de 37, det blev til sidste sæson.

På resten af forsvaret har man sagt farvel til tre startere i form af linebacker Jamie Collins, safety Jabrill Peppers og cornerback Briean Boddy-Calhoun. Ingen af de tre spillede dog specielt godt i 2018, selvom Jabrill Peppers kunne være interessant i den nye defensive koordinator Steve Wilks forsvarssystem. Wilks må “nøjes” med tilføjelsen af bl.a. andetrundevalget Greedy Williams, som skal kæmpe med Terrance Mitchell om en starterplads overfor Denzel Ward. Williams’ udvikling kan blive vigtig for bagkæden, der ligner forsvarets akilleshæl.

Alt taget i betragtning har Browns dog forbedret sig væsentligt siden sidste sæson, og det skal denne sæsons resultater afspejle.

Realistisk målsætning: Vind AFC North

Selvom Browns’ andetrundevalg Greedy Williams drømmer om Super Bowl, så er en mere realistisk målsætning at vinde divisionen. Cleveland er måske det mest talentfulde hold i divisionen, efter både Steelers og Ravens blev svækket i free agency, mens Bengals ligner et hold i ingenmandsland. Hvis Freddie Kitchens’ trænerstab kan forløse potentialet, kan Browns gøre livet surt for de fleste – inklusiv Pittsburgh Steelers, der bliver årets store divisionsrival.

Nævneværdige afgange:
Tyrod Taylor, QB, Los Angeles Chargers
Breshad Perriman, WR, Tampa Bay Buccaneers
Darren Fells, TE, Houston Texans
Kevin Zeitler, OG, New York Giants (trade)
Emmanuel Ogbah, DE, Kansas City Chiefs (trade)
Jamie Collins, MLB, kontraktløs
E.J. Gaines, CB, Buffalo Bills
Briean Boddy-Calhoun, DB, Houston Texans
Jabrill Peppers, DB, New York Giants (trade)
Nævneværdige tilgange:
Odell Beckham Jr, WR (trade med Giants)
Kareem Hunt, RB (1 år, 1,1 millioner dollar)
Demetrius Harris, TE (2 år, 6 millioner dollar)
Kendall Lamm, OT (2 år, 4,5 millioner dollar)
Sheldon Richardson, DT (3 år, 37 millioner dollar)
Oliver Vernon, EDGE (trade med Giants)
Morgan Burnett, S (2 år, 7,5 millioner dollar)
Eric Murray, S (trade med Chiefs)
CLEVELAND BROWNS
RundePickSpillerPos. Skole
246Greedy WilliamsCBLSU
380Sione TakitakiLBBYU
4119Sheldrick RedwineSMiami
5155Mack WilsonLBAlabama
5170Austin SeibertKOklahoma
6189Drew ForbesIOLSoutheast Missouri St
7221Donnie LewisCBTulane

ARI LAR SF | SEA | DEN | KC | LAC | OAK | ATL | CAR | NO | TB | HOU | IND | JAX | 
TENCHI| DET | GB | MIN | BAL | CIN | CLE | PIT | DAL | NYG | PHI | WAS | BUF |MIA | NE | NYJ