Sæsonen nærmer sig med hastige skridt, og på Gul Klud vil vi gerne klæde godt på til sæsonen. 32 dage i træk giver vi dig derfor en optakt og ti skarpe analysepunkter til et hold. Næste hold er Los Angeles Rams, der efter mange middelmådige sæsoner endelig har en spændende kerne og er gået all in på Super Bowl-triumf.

En spændende NFL-sæson kommer tættere og tættere på kickoff, og det er blevet tid til at kigge nærmere på de 32 holds styrker og svagheder. På 32 dage byder vi derfor på en ny optakt hver dag, indtil vi løber tør for NFL-hold.

Vi tager en division af gangen i rækkefølgen NFC West, AFC West, NFC South, AFC South, NFC North, AFC North, NFC East og AFC East, og du kan finde alle links til alle sæsonoptakter i bunden. Vi starter med NFC West, hvor Los Angeles Rams og deres stjernespækkede mandskab er næste hold i rækken.

Los Angeles går efter guldet med stjernespækket mandskab
Der er få hold, der kan konkurrere med Los Angeles Rams, når det kommer til forbedringer inden sæsonen. Efter en overraskende god første sæson under cheftræner Sean McVays lederskab, er der ikke længere plads til samme fejltagelser og middelmådighed, der har præget holdet siden The Greatest Show on Turf. Nu er målet en plads i Super Bowl 53, alt andet vil være en skuffelse.

Rams har hentet prominente navne som Ndamukong Suh, Marcus Peters, Brandin Cooks og Aquib Talib til holdet. Man bliver helt svimmel ved tanken om dem på samme hold inden, det går op for én, at Rams allerede har ligaens bedste forsvarsspiller, Aaron Donald. Angrebet vil fortsat være bygget op omkring runningback Todd Gurley, som havde en fremragende sæson i fjor.

Jared Goff, holdets unge quarterback, tog et kæmpe skridt fremad under McVays første sæson, og han har samme setup omkring sig, den største undtagelse er udskiftningen af Sammy Watkins til Brandin Cooks. Det er endda en opgradering.

Det helt store spørgsmål bliver, om man kan få alle de store navne og ikke mindst egoer til at fungere sammen i et symbiotisk forhold – specielt på den defensive side af bolden. Det er den helt store nøgle for et mandskab, der på papiret ser skræmmende stærke ud. Det er dog ikke muligt at vinde Super Bowls blot på baggrund af navne på holdkortet, men med en stærk lederfigur i holdets defensive koordinator, Wade Phillips, ser det lyst ud for solskinsbyen. Rams var sidste år et af de mest skadesfri mandskaber, en vigtig faktor i deres succes. Kan de undgå et stort sving i den anden retning, og kan McVay blive ved med at overraske modstandernes forsvar, bliver Rams et utroligt seværdigt hold.

10 skarpe om Los Angeles Rams

Mest betydningsfulde tilgang: Ndamukong Suh, DT
Det største problem for Rams i sidste sæson, var holdets evne til at lukke ned for modstanderens løbeangreb. Kun Bills, Bengals, Chargers og Redskins tillod flere løbeyards per kamp. Det er kæmpestore Suh løsningen på. Trods den defensive tackle stadig er garant for en svinestreg her og der, så er han stadig en fremragende spiller. Det blev aldrig til den store succes for Miami Dolphins, mens Suh spillede der, men individuelt havde han nogle af sine bedste sæsoner for holdet. Partnerskabet mellem Suh og Aaron Donald er måske det mest frygtindgydende i ligaen.

Mest betydningsfulde afgang: Robert Quinn, Edge
Rams har mistet flere gode navne, det største problem for modstandere og divisionsrivaler er dog, at de har erstattet dem med bedre spillere. Af de spillere, som har forladt klubben, var cornerback Trumaine Johnson den spiller, som sidste sæson leverede den bedste præstatio. Han spiller nu i Jets. Med tilgangen af flere gode cornerbacks i Free Agency er det dog ikke det mest betydningsfulde tab.

Holdet har nemlig ikke formået at erstatte pass rusher Robert Quinn. Selv om han ikke længere er i nærheden af det niveau, han spillede på tidligt i sin karriere, er det bekymrende for Rams, hvor mangelfuldt det ser ud på defensive end og outside linebacker-positionerne. At have ligaens bedste defensive tackle-tandem bør afbalancere det, men Quinn kan stadig blive en savnet mand.

Holdet største styrke: De defensive backs
Rams rangerede lettere middelmådigt, når det kom til at forsvare sig imod kastespillet i 2017. Det skulle der laves om på, og resultatet er slående. Selvom LAX er en af de mest travle lufthavne i hele verden, så bliver realiteten en anden i 2018. Rams har indført flyveforbud. Aquib Talib, Marcus Peters, Nickell Robey-Coleman og Lamarcus Joyner skal lukke ned for luftangreb i byen. Det er en potent samling af defensive backs, det bliver ikke let at være quarterback eller receiver imod Los Angeles.

Trods tilbøjeligheden til at lave fejl og gamble en smule, så er Marcus Peters en dygtig forsvarsspiller. Aqib Talib er blandt de bedste cornerbacks i ligaens. Foruden de kendte navne, så er Nickell Robey-Coleman en meget dygtig nickelback, og Lamarcus Joyner var sidste år en af ligaens bedste safeties. Joyner er en undervurderet spiller, der virkelig flyttede sit niveau et skridt op i det forgangne sæson. Holdets sidste betydningsfulde mand, John Johnson III, leverede en flot præstation i sit rookieår, og der er store forventninger til ham på vej ind i det andet professionelle år. Det er svært ikke at være imponerede af den gruppe.

Holdets største svaghed: Linebackerne
Har man ikke opdaget det endnu, så er der ret meget at være begejstret for omkring Rams-forsvaret. Er der noget, som kan stikke en kæp i hjulet, så er det holdets linebackere. Mark Barron er den eneste etablerede spillere i kæden, og det er ikke en god ting. Starterne skal findes i training camp, men ligner lige nu en blanding af Barron, Matt Longacre, Corry Littleton, Bryce Hager, Samson Ebukam eller Ramik Wilson. Hvem? tænker du nok. Præcis. Et par spændende rookies kan sagtens få chancen her.

Holdets mest undervurderede spiller: Nickell Robey-Coleman

Begge holdets sparke-specialister, punter Johnny Hekker og kicker Greb Zuerlein fortjener at blive nævnt, da det er positioner, der let glemmes. Dog er det holdets nickel-corner, med det perfekte fornavn til den position, som tager prisen. Den lille cornerback var dygtig til at dække slotreceivere i 2017, og selvom det uden tvivl blive Peters og Talib, som tager overskrifterne i den kommende sæson, så skal man ikke glemme Robey-Coleman.

Holdets mest interessante rookie: Ogbonnia Okoronkwo, Edge
Rams havde et forholdsvis komplet hold inden draften, og med målet om Super Bowl-sejr og de mange nye veteraner er der nok ikke mange rookies, der får den store rolle. Jeg ser dog Ogbonnia Okoronkwo som en potentiel bidragsyder. Rams har mistet Connor Barwin og Robert Quinn og kan mangle fart på forsvarets yderside. Okoronkwo kan netop det og var en farlig pass rusher i college. Han brækkede dog foden i foråret, og det kan komme til at gøre det svært for ham at få en rolle tidligt i sæsonen.

En spiller, der står foran et gennembrud: Samson Ebukam, Edge
Det letteste sted at få et gennembrud på dette Rams-mandskab er på den mest åbne position, nemlig linebacker. Ebukam var rookie i fjor og præsterede ganske fint i den begrænsede mængde spilletid han fik. Henter Rams ikke en veteran på positionen får Ebukam gode arbejdsbetingelser med alle de stjerner, der spiller foran og bag ham.

En spiller, der skal præstere: Tyler Higbee, TE
Grundet holdets opsætning af etablerede spillere, der allerede har vist deres værd, var det ikke let at vælge en spiller her. Valget falder dog på Higbee. Jeg havde et godt øje til ham, da Rams valgte ham i 2016, men han har aldrig rigtigt produceret. Rams valgte sidste år Gerald Everett tidligt i anden runde, og han er klar til en større rolle i år. Med alle de potentielle mål på holdets angreb, skal Higbee vise, at han hører til på holdet.

Bold prediction: Aaron Donald vælges til MVP
Aaron Donald toppede vores egen liste over ligaens bedste spillere, og det kommer han også til, når næste sæson når sin afslutning. En forsvarsspiller har ikke vundet MVP-æren, siden Lawrence Taylor gjorde det i 1986. Faktisk er det kun sket tre gange, at en anden position end quarterback eller runningback er kåret til
MVP.

Det ændrer Donald på med en præstation, der på en eller anden måde overgår den forgangne sæsons. Rams har ikke forlænget med den sublime forsvarsspiller endnu, og når kontrakten endelig bliver smidt på bordet, tror jeg, den gode Donald er ekstra motiveret.

En realistisk målsætning: En tur i Super Bowl
NFC er fortsat ligaens stærkeste konference, og det bliver en udfordring for alle hold at komme langt. Saints, Vikings, Eagles, Falcons og potentielt Packers ser ud til at være kandidater til pladsen foruden Los Angeles og potentielle overraskelser. Der er fortsat uvisheder omkring Jared Goffs niveau, når det virkelig gælder, men holdet er nødt til at sigte højt. Målet bør naturligvis være Super Bowl.

Rams var det mest skadesfri hold i sidste sæson, og selvom skader naturligvis påvirker alle hold på negativ vis, er det alligevel bekymrende, hvor lidt dybde, der er at finde på mange pladser. Der sidder ingen erfaren eller gennemprøvet reserve på bænken, skulle Goff eller Gurley gå ned. Med den overflod af dygtige spillere, der er kommet til, så er der stor chance for, at Rams kan skaffe den ultimative succes til et hold, der længe har trængt. Det her er et af ligaens bedste mandskaber.

ARZ | LARSFSEADEN | KC | LAC | OAK | ATL | CAR | NO | TB | HOU | IND | JAX | TEN | CHI | DET | GB | MIN | BAL | CIN | CLE | PIT | DAL | NYG | PHI | WAS | BUF | MIA | NE | NYJ