Hvem kan udfordre Kansas City Chiefs’ enevælde i år? Vi ser nærmere på de fem hold, som har en realistisk chance for at vinde Super Bowl LIX.

Sæsonstarten står for døren og optimismen bobler i det amerikanske land. Alle 32 hold forsøger at skabe et narrativ om, at de har forstærket sig, at de har haft en fantastisk træningslejr, samt at de kommer til at forbedre sig i år. 

Ikke desto mindre er der fem hold, som skiller sig ud. Det er de fem hold, som har en realistisk chance for at vinde Super Bowl LIX, der spilles i New Orleans til februar. 

Men før vi kommer til disse fem titelaspiranter, så er det værd at fremhæve, at der selvfølgelig findes en verden, hvori det er et andet hold, som løber med Lombardi-trofæet.  I min optik er der to oplagte boblere til denne liste: Philadelphia Eagles og Cincinnati Bengals. 

Eagles har skiftet ud i trænerstaben, hvor Kellen Moore har overtaget roret som offensiv koordinator og Vic Fangio skal sætte skik på forsvaret. Moore skal forsøge at etablere et mere moderne angrebssystem, og det bliver spændende at se, om Jalen Hurts kan gennemgå en lignende transformation, som Lamar Jackson gjorde i fjor under Todd Monken. På papiret har Eagles et spændende mandskab, men intrigerne lurer også i kulissen, hvor Hurts og Nick Sirianni efter sigende har et anstrengt forhold. 

Læs også: Sæsonoptakt til NFC East

Bengals har fået Joe Burrow tilbage fra sine skadeskvaler, som forpurrede deres sæson i fjor. Hvis Joe Burrow vender tilbage med fordums styrke, så har Bengals de offensive kvaliteter til at gå hele vejen. Alligevel er der for mange spørgsmål ved Bengals’ forsvar, som underpræsterede voldsomt i fjor, som gør, at vi ikke “bare” kan regne dem blandt førsteudfordrerne. 

Med dét på plads kan vi begynde vores gennemgang af de fem Super Bowl-udfordrere. 

Næste side: C.J. Stroud er klar til at føre Texans til tops