Super Bowls “opvarmningskamp”, Pro Bowl, spilles søndag kl 21:00, men allerede i dagene op til, vil de to hold dyste i de såkaldte “Skill Showdowns”.

Pro Bowls hovedattraktion er kampen mellem AFC- og NFC-holdet, sammensat af de bedste spillere fra hver conference (ihvertfald dem der møder op). I dagene op til kampen er der dog “Skill Showdowns”, forskellige små konkurrencer de to hold imellem. I år vil Skill Showdown, ganske som sidste år, bestå af en høvdingeboldkamp, et forhindringsløb, en præcisionskastekonkurrence og en “bedste hænder konkurrence”. Vi kigger tilbage på nogle af de bedste øjeblikke fra både skills konkurrencerne og Pro Bowl kampene.

Odell Beckham vinder drone drop konkurrencen med flot catch (2017)
Kombinationen af droner og football så dagens lys til Pro Bowl for første gang i 2017. Bolden blev droppet fra 38 meters højde (ca. samme højde som rundetårn i KBH) med 71km/t, men ODB fik alligevel fat på den og endte med at vinde konkurrencen, da Jarvis Landry efterfølgende ikke kunne hive sit forsøg ind.

Jarvis Landry tager hævn og vinder gribekonkurrencen over Odell (2017)
Blot 0.2 sekunder adskilte Landry og Beckhams tid, men Landry var altså hurtigst. Herved vandt de to en disciplin hver i konkurrencen “bedste hænder”.

Matt Hasselbeck besejrer Peyton Manning i kastekonkurrencen (2006)
Manning er uden tvivl en af de bedste og mest præcise quarterbacks nogensinde, og hele 65.3% af karrierens kast er endt i hænderne på en holdkammerat (5. bedst i NFL’s historie). I konkurrencen mod daværende Seahawks quarterback Matt Hasselbeck, var Manning dog ikke helt skarp nok. Man kan jo ikke vinde hver gang.

Ochocinco trashtalker Steve Smith Sr. og vinder gribekonkurrencen (2007)
Ochocinco, eller Chad Johnson som han reelt hedder, har aldrig været bange for at trashtalke. Det samme kan siges om Steve Smith, og derfor kan det ikke undre at de to sendte lidt venskabelige stikpiller frem og tilbage før konkurrencen. Til slut blev det dog Ocho #1, Steve #2.

Larry Allen napper vanvittige 46 gentagelser i bænkpres (2006)
Stjerneguarden fra Dallas Cowboys var en Pro Bowl stamgæst med hele 11 udtagelser. I 2006 viste han alle sin sjældne styrke, da han bænkede 102 kilo utrolige 46 gange. For at sætte det i relief har blot 16 spillere siden 1998 bænket 40 gentagelser eller mere til NFL’s Scouting Combine, hvor 102kg bænkpres er en fast disciplin.

Legendariske Sean Taylor ødelægger punter Brian Moorman på fake punt forsøg (2006)
Kritikken af Pro Bowl har ofte gået på hvor forsigtigt de defensive spillere tackler. Med intet at vinde i den ligegyldige kamp, er der ikke mange der vil skabe sig uvenner ved at tackle hårdt og potentielt skade en kollega. En af de få med en anden tankegang var Redskins safety Sean Taylor, der i 2006 kampen ikke ville finde sig i at AFC-holdet forsøgte sig med et fake punt. Av, av, av.

Highlights fra Pro Bowl kampene (jeg beklager på forhånd teknomusikken)
På trods af at kvaliteten uden tvivl bliver dårligere end de fremragende playoffkampe vi i de sidste par uger er blevet forkælet med, er Pro Bowl en fin måde at få slukket lidt af footballtørsten før finalernes finale spilles natten til den 5. Og med kun to kampe tilbage før en som altid alt for lang off-season, kan vi som football fans ikke være specielt selektive. Her er lidt blandet godt fra de seneste års Pro Bowl kampe.