Martavis er voldsomt utilfreds med sin rolle i Pittsburgh Steelers’ angreb, og han kræver nu at blive tradet, hvis ikke rollen ændres. Tomlin afviser dog en trade.


Steelers er 5-2 og har vundet de sidste to kampe. Ikke alle er dog glade for situationen i Pittsburgh. Wide receiver Martavis Bryant har ikke været en afgørende spiller for Steelers endnu, og den marginale indflydelse er Bryant utilfreds med. Hvis han ikke bliver involveret i en større rolle, vil han væk, siger han til ESPNs Josina Anderson.


I sidste uge kom det frem, at Martavis Bryant havde anmodet om at blive tradet nogle uger forinden, men i løbet af ugen var Bryant ude og nedtone situationen. Efter weekendens kamp blussede det hele dog op med hidtil uset styrke.
Efter kampen kommenterede Bryant et billede på instagram, hvor han skrev, at han var en langt bedre receiver en rookie Juju Smith-Schuster, som har haft en voksende rolle i Steelers-angrebet. Mandag meldte han sig syg, og tirsdag proklamerede han altså et ønske om at komme væk, hvis ikke hans rolle ændrede sig.
Derfor måtte Tomlin også forholde sig til en række spørgsmål ved hans ugentlige pressemøde, og selvom han ikke ønskede at tale meget om sagen, gjorde han det klart, at Steelers har investeret meget i Martavis Bryant, og han derfor ikke ville blive tradet væk.


Om han får sit ønske opfyldt, må vi vente og se, men Bryant ønsker bare at bidrage, udtaler han til Josina Anderson: “Jeg er ikke selvisk, men jeg ønsker bare  at bidrage og være den spiller, som jeg mener, jeg kan være”.


Bryant sad ude med karantæne hele sidste sæson, og har haft en lang og besværlig vej tilbage til NFL. Med kun 234 yards og 1 touchdown i de første syv kampe har Bryant ikke imponeret, og han mener altså, at han har mere at byde på. I sine første to sæsoner inden karantæen viste han prøve på et stort talent. I 21 kampe blev det til over 1200 yards og 15 touchdowns.
Det store postyr, som Bryants udtalelser og opførsel har medført, kan dog få konsekvenser indikerede Mike Tomlin på pressemødet: “Det vil blive behandlet på en passende måde. Den bold er på min banehalvdel. Jeg har ikke haft et møde med ham endnu, men når vi mødes, vil jeg give min dom, og så bevæger vi os fremad”. En intern straf kunne betyde, at han ikke få lov til at spille de næste kampe eller må betale en bøde for holdskadelig opførsel.  Vi har næppe hørt det sidste til denne saga.