Ben Roethlisberger tager en stor del af skylden for, at Steelers-angrebet ikke er så godt som forventet.

For anden kamp i træk scorede Pittsburgh Steelers ingen point efter pausen, da Mike Tomlins tropper tabte 26-14 til Baltimore Ravens i fjerde spillerunde.

Steelers’ offensiv gjorde det godt i første halvleg, men efter pausen kunne holdet knap nok få en første down. Det er bedst illustreret med quarterback Ben Roethlisberger, der kastede for 224 yards i første halvleg, men blot 41 yards efter pausen.

Netop Big Ben er både frustreret og utilfreds med den manglende kemi på angrebet og tager selv en stor del af skylden.

– Jeg tror ikke, der en fælles forståelse mellem mig nogen som helst på angrebet lige nu. Jeg spiller ikke godt nok. Jeg er nødt til at spille bedre. I dag (kampen mod Ravens, red.) var en skidt dag på kontoret. Jeg lover, jeg kommer tilbage og spiller bedre, siger Roethlisberger til ESPN.

Ben Roethlisberger fik også en mindre god start på 2017-sæsonen, hvor han blandt andet kastede fem interceptions i et nederlag på hjemmebane til Jacksonville Jaguars. Der er derfor ingen grund til at male fanden på væggen, for det har bestemt ikke kun været skidt for den erfarne quarterback.

Nederlaget til Ravens betyder, at Steelers er 1-2-1 efter fire kampe.