Eagles’ store drenge vandt på både den offensive og defensive linje, men alligevel lykkedes det næsten Falcons at vinde kampen på deres sidste drive.

Det er ikke ofte et playoffopgør mellem 1. seed og 6. seed har sidstnævnte som favorit, men det var tilfældet i kampen mellem Philadelphia Eagles og Atlanta Falcons. Carson Wentz skade og Nick Foles jammerlige spil i slutningen af den regulære sæson betød at de fleste pegede på at sidste års Super Bowl finalister fra Atlanta ville stå som sejrherre. Sådan endte det dog ikke, selvom det var gevaldigt tæt på.

2 yards var alt Falcons havde brug for, men Atlanta måtte altså se deres Super Bowl drømme forsvinde mellem fingrene på Julio Jones, der lige præcist ikke kunne hive Ryans kast ind. Den lavtscorende affære endte derfor 15-10 til Eagles.

Før dette afgørende spil, havde man som seer været vidne til en ganske uperfekt kamp. Fumbles, flag og dårlig eksekvering gjorde at begge holds spil til tider så en anelse rodet ud.

Særligt afgørende for kampens udfald blev Eagles offensive og defensive linje. Den defensive kom igen og igen igennem og fik forstyrret en ellers flotspillende Matt Ryan, alt i mens den offensive gav Foles tid til at finde sine receivere. Sidstnævnte spillede en ok kamp, selvom det stadig er tydeligt at angrebet er hæmmet med ham under center.

Eagles er nu videre til NFC Championship kampen mod vinderen af Saints – Vikings kampen kl. 22:40 søndag.

Stats:

Nick Foles: 23/30, 246 yards

Jay Ajayi: 15 løb for 54 yards

Alshon Jeffery: 4 grebne bolde for 61 yards

Matt Ryan: 22/36, 210 yards, 1 TD

T. Coleman: 10 løb for 71 yards

J. Jones: 9 grebne bolde for 101 yards