Den dobbelte Super Bowl-mester Chris Long har besluttet at indstille karrieren efter 11 sæsoner i NFL. Edge rusheren nåede at spille for St. Louis Rams, New England Patriots og Philadelphia Eagles.

NFL må sige farvel til et ikon.

34-årige Chris Long har taget beslutningen om at stoppe karrieren efter 11 sæsoner i verdens stærkeste football-liga. Det fortæller han i et tweet.

– Skål. Det har været en vild rejse. 11 år og jeg kan ærligt sige, at jeg investerede helt min sjæl i hver eneste minut. Højdepunkter og lavpunkter. Jeg har oplevet begge og værdsætter perspektivet. Tak til alle dem, der løftede mig undervejs, lyder det fra den nu pensionerede forsvarsspiller.

Chris Long slutter karrieren på toppen. Han vandt Super Bowl to år i træk med henholdsvis Patriots i 2016-sæsonen og Eagles i 2017-sæsonen.

Den defensive end blev valgt af St. Louis Rams med 2.-valget i 2008-draften. Han spillede for NFC West-klubben i otte sæsoner, før han snuppede et enkelt år i New England i 2016 og sluttede med to sæsoner i Philadelphia. Her blev han ud over sit solide spil inde på banen også kendt for den forskel, han gjorde udenfor banen. Long donerede nemlig hele sin Eagles-løn til velgørenhed.

Christopher Howard Long står noteret for 70 sacks og 15 forced fumbles i sin karriere.