4 spillere på den defensive linje betyder ikke nødvendigvis, at der kommer 4 spillere efter quarterbacken. Nogle gange kommer der flere, og de kan komme fra alle vinkler. Det hedder blitzes og det er et vigtigt redskab for enhver defensiv koordinator.

I denne uge vil jeg forsøge at kaste en smule lys over begrebet “Blitz”, som du sandsynligvis har hørt om.

I Amerikansk fodbold er det vigtigt at lægge pres på modstanderens quarterback, så han får så svære arbejdsbetingelser som muligt.

Som vi kiggede på for et par uger siden, så plejer et almindeligt forsvar at stille op med enten 3 eller 4 spillere på den defensive linje, som er de spillere, hvis primære opgave er at komme efter quarterbacken. Et normalt pres på quarterbacken består altså typisk af 4 spillere.

Men de defensive koordinatorer kan også blive kreative og sende mere end de 4 spillere afsted. Når dette sker, vil du høre kommentatorerne snakke om en ”blitz”.

Men en blitz er ikke så lige til, som det måske kunne lyde. Selvom det lyder relativt simpelt at sende enten 5, 6 eller 7 spillere efter quarterbacken, så er der mange ting, som den defensive koordinator skal overveje, når han vælger at blitze.

Hvad er situationen?

Der findes åbenlyse kastedowns og åbenlyse løbedowns. Altså spil hvor det er oplagt at enten løbe eller kaste.

Har modstanderen en 3. down med mere end 8 yards, så er det oplagt at kaste bolden, mens det er mere sandsynligt, at der bliver løbet på en 2. down og 1-3 yards.

Derfor skal den defensive koordinator overveje, om modstanderen kaster, og om det er for risikabelt at sende ekstra spillere, som kommer til at mangle i opdækningen?

Hvem sendes afsted og hvordan kompenserer jeg?

Når de 4 linjemænd er sendt afsted, skal den defensive koordinator finde ud af, hvem der skal være den ekstra spiller til at rushe quarterbacken. Det er typisk en af linebackerne, men cornerbackblitz og safetyblitz er ikke så ualmindelige, som man umiddelbart skulle tro.

Hvordan kompenserer forsvaret?

Sender man flere spillere efter quarterbacken, er der færre spillere til at dække op. Så selvom quarterbacken får mindre tid til at scanne banen efter frie receiverer, får receiverne tilsvarende lettere ved at løbe fri af opdækningen.

Sender man eksempelvis safeties eller cornerbacks, mangler man de hurtige spillere, som gør sig bedre i opdækningen, mens en tungere og langsommere linebacker i stedet skal dække op.

Angrebets modsvar

Når angrebet står over for en blitz er der flere steder, hvor forsvaret er sårbart, hvilket flere angreb drager nytte af.
Angrebet arbejder således ofte med checkdownruter, som er korte ruter, der er designet til at være nødløsninger for quarterbacken, hvis han kommer under pres. Ser quarterbacken tids nok, at forsvaret blitzer, kan han vælge at kaste til sit ”hot read” og dermed skaffe at par billige yards.

Er quarterbacken ekstra god, kan han, inden spillet går i gang, identificere den blitzende spillere, og ændre spillet, så der er flere spillere til at blokere. På den måde mister angrebet et mål i kastespillet, men giver i stedet quarterbacken ekstra tid.

Wide receivere bliver også trænet i at løbe ind i de tomme områder, som den blitzende forsvar efterlader. Er det således den midterste linebacker der blitzer, ved receiverne, at der er plads henover midten. De vil derfor søge derind i stedet for at løbe de oprindelige ruter, hvilket også kan give angrebet et par lette yards.