Det sker meget sjældent, at klubber i NFC East handler med hinanden, men 31-årige Jordan Phillips er blevet tradet til Dallas Cowboys fra divisions-rivalen New York Giants.

Cowboys sender et sjette runde valg til draften i 2026 afsted, men får et syvende runde valg i 2026 i retur. Dette er sket bare 125 dage efter Giants hentede ham på en fri kontrakt.

Den rutinerede defensive tackle blev i 2015 valgt med pick 52 i NFL-draften af Miami Dolphins. Indtil nu er det blevet til 120 NFL-kampe samt 24 sacks på NFL-cv’et. Den mest prominente sæson fandt sted i 2019, hvor han for Buffalo Bills leverede 9,5 sacks på 16 kampe.

Det kastede en 3-årig kontrakt på 30 millioner dollars af sig hos Arizona Cardinals, hvilket den 198 centimeter høje defensive tackle aldrig formåede at leve op til. På to sæsoner blev det til beskedne fem sacks, 33 tacklinger og fire tacklinger for tab, hvorefter Jordan Phillips blev fritstillet af Cardinals. Efterfølgende fik han to yderligere sæsoner for Buffalo Bills, dog uden den store succes.

Nu skal NFL-veteranen spille sin tiende sæson, og denne gang bliver det for ”Amerikas hold”. Det bliver Jordan Phillips’ femte NFL-hold (Giants inkluderet). Her skal han konkurrere med blandt andre Osa Odighizuwa og andenårs-spilleren Mazi Smith om at få snaps på den indvendige defensive linje.

Traden kommer også knap tre uger efter defensive end Sam Williams udgik med et overrevet korsbånd, hvilket holder ham ude for sæsonen. Jordan Phillips har erfaring med at spille på defensive end, men har primært gjort sig som defensive tackle.

Hvis Jordan Phillips formår at komme med i den endelige 53-mandstrup, møder han sit nu tidligere hold to gange i den kommende sæson, når Cowboys drager til New York i uge 4 og i uge 13 får besøg af giganterne på Thanksgiving.