New England Patriots sendte den ene blitz efter den anden i Jared Goffs retning i en storsejr på hjemmebane. Rookien-quarterbacken fik ikke meget hjælp fra sine holdkammerater.

Tom Brady og resten af New England Patriots-mandskabet skulle her til aften forsøge at bevise, at tabet af Rob Gronkowski ikke ville stoppe det forrygende angreb, da formsvage Los Angeles Rams kom på besøg.

Angrebet spillede en god kamp, men det var Patriots-forsvaret, der stjal overskrifterne med en dominerende præstation i en sejr på 26-10.

Værterne har haft problemer med at skabe pass rush, men det var ikke til at se i dag. Quarterback Jared Goff var under konstant pres og blev sacket fire gange. Rookien spillede faktisk en okay kamp, men holdkammeraterne var ikke indstillet på at gøre det let for ham.

På det sidste spil i første quarter med stillingen 7-0 til New England leverede Goff en perfekt bold til tight end Lance Kendricks, der i stedet for at gribe bolden slog den op i luften, og så endte cornerback Malcolm Butler med en interception.

Kort efter fandt Tom Brady så receiver Chris Hogan for et kort touchdown og en føring på 14-0. Hjemmeholdet så sig aldrig tilbage derefter.

Angrebet præsterede fint uden Gronkowski med en masse korte kast til de to vævre runningbacks, Dion Lewis og James White, krydret med et par dybe spil til Julian Edelman og Malcolm Mitchell.

Bill Belichick og Co. vil dog ikke være tilfreds med ofte at måtte nøjes med field goals nær redzone. Heldigvis var kicker Stephen Gostkowski, der ikke har været sit sikre selv indtil videre i år, stensikker i dag ved at ramme på fire af fire goals.

Todd Gurley havde endnu en skuffende præstation med 38 yards på 11 løb.

Med sejren har Tom Brady flest sejre nogensinde for en quarterback med 201. New England Patriots er nu 10-2, mens Los Angeles Rams falder til 4-8.